Information om billetter til kommende hjemmekampe

10. september 2020 kl. 08:59 af Martin Stigaard Skammelsen

Forlængelsen af muligheden for at klubberne i 3F Superligaen fortsat kan have flere end 500 tilskuere blev en realitet i sidste uge, og ganske som til de sidste kampe i den forgangne sæson 2019/2020 vil der ikke være adgang for udebanefans på Aalborg Portland Park.

Det forventede antal tilladte tilskuere til AaB’s hjemmekampe frem til og med 31. oktober vil være 3.915.

Sæsonkortholdere og samarbejdspartnere får førsteret
Mandag i den kommende uge åbnes for billetter til kampene mod AC Horsens og AGF.

Grundet lovgivningen om statens kompensationsordning for dækning af underskud for arrangører med mere end 1.000 publikummer er AaB forpligtiget til at begrænse sit tab mest muligt, for at få del i regeringens hjælpepakker. Dette sker primært via AaB’s samarbejdspartnere, hvorfor godt 1.000 billetter pr. kamp er prioriteret til dette formål.

Af de resterende knap 2.900 billetter vil AaB’s godt 2.800 sæsonkortabonnenter få førsteret til at indtage en plads til de første to kampe mod AC Horsens mandag den 21. september og AGF søndag den 4. oktober.

Alle sæsonkortabonnenter kan således afhente en billet til begge kampe online via AaB’s billetside fra mandag kl. 10.00. Her vil man have 48 timer til afhente sine billetter til begge de to opgør. Nærmere information om dette bliver tilsendt alle sæsonkortabonnenter via e-mail i løbet af denne uge.

Eventuelt overskydende billetter vil fra onsdag kl. 12.00 komme i salg online via AaB’s billetside.

Samtidig ligger det fast, at alt salg af billetter udelukkende vil ske online og ikke via billethusene på Aalborg Portland Park på kampdagen.

Information om et eventuelt løssalg vil blive bragt her på aabsport.dk samt via AaB’s sociale medier onsdag formiddag.

Corona-regler er fortsat gældende
Alle tilskuere skal fortsat overholde reglerne om en meters afstand til hinanden, hvorfor man vil blive placeret forskudt på rækkerne på Aalborg Portland Parks tribuner.

Herudover vil stadion fortsat være inddelt i ni forskellige sektioner, der får forskudte ankomst- og afgangstidspunkter, hvilket vil fremgå af billetterne, ligesom der vil være øget fokus på at sikre korrekt adfærd, overholdelse af afstand og afspritning af hænder blandt alle tilskuere.

Endvidere skal alle tilskuere sidde ned til kampen, hvilket indebærer, at der på de normale ståpladser på Vesttribunen vil være monteret sæder til publikum.

Særlige regler skal følges

I forbindelse med besøg på Aalborg Portland Park er det i særlig grad vigtigt, at alle tilskuere følger de adfærdsregler, der ligger til grund for genåbningen.

Såfremt publikum ikke overholder disse regler, kan man blive bortvist fra kampen, ligesom dette kan få indflydelse på en yderligere genåbning senere på året samt i værste tilfælde medføre at antallet af mulige tilskuere til AaB’s hjemmekampe igen reduceres.

Reglerne der skal overholdes er:

  • Planlæg din transport hjemmefra til og fra Aalborg Portland Park inden afrejse.
  • Ankom til Aalborg Portland Park på det tidspunkt og sted, der er angivet på din billet.
  • Følg skiltningen og anvisningerne ved stadion og hold altid minimum 1 meters afstand til andre personer ved indgangen, under ophold og afgang.
  • Bliv så vidt muligt på din siddeplads før og under kampen med mindre, du skal besøge en mad- og drikkebod eller toiletfaciliteter.
  • Vend ryggen til de andre tilskuere på din række, når du bevæger dig til og fra din anviste siddeplads.
  • Orienter dig om ruten til toiletter, boder og øvrige forhold.
  • Hold god håndhygiejne, benyt de opstillede håndspritdispensere og undgå så vidt muligt at røre dig selv i ansigtet, ved håndtag, gelændere med videre.
  • Undgå tæt kontakt som håndtryk, highfives og kram med personer, der ikke er nærtstående.
  • Undgå gruppedannelse.
  • Vær særligt opmærksom og tag hensyn ved jubel, sang og råb.
  • Følg til enhver tid anvisningerne fra kontrollører og bodpersonale.
  • Det anbefales også, at man downloader app'en "Smittestop" til sin telefon og aktiverer den inden ankomst til kampen.

Det generelle ordensreglement er fortsat gældende til AaB's hjemmekamp.

Læs ordensreglementet her. 

Tags på denne nyhed

KMD Cup udsættes til 2022

9. september 2020 kl. 13:17 af Martin Stigaard Skammelsen

Virkningerne af Covid-19 i det danske samfund får nu også indflydelse på indendørsturneringen KMD Cup, der de seneste tre år er blevet afviklet den anden fredag i januar i henholdsvis Brøndby, Aarhus og Odense med 3F Superliga-klubberne Brøndby I.F., AGF, OB og AaB som faste deltagere. 

I januar 2021 var turen kommet til de forsvarende vindere AaB og Aalborg, hvor arrangementet efter planen skulle afvikles i Gigantium Isarena. Grundet Covid-19 har arrangørerne set sig nødsaget til at udsætte arrangementet til 2022.

- Med tanke på den generelle status i Danmark for Covid-19, og at det i 3F Superligaen er besluttet p.t. ikke at operere med gæstende fans til kampene, så vurderer vi ikke, at det vil være sandsynligt, at vi til januar kan have 4.500 tilskuere til et indendørs arrangement i Aalborg med fans fra fire andre klubber på lægterne også, siger AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum.

- Endvidere venter der klubberne i 3F Superligaen en historisk kort vinterpause, idet turneringen genoptages allerede 3. februar 2021, hvorfor en indendørs turnering små tre uger før sandsynligvis ikke passer ind i de deltagende klubbers program for forberedelse til forårssæsonen, tilføjer Thomas Bælum.

- Da et arrangement som KMD Cup kræver flere måneders forberedelse, har vi allerede nu haft en positiv dialog med turneringens sponsor KMD, samt TV-rettighedshaverne fra NENT, og er sammen blevet enige om, at det eneste rigtige i denne situation er at flytte arrangementet til januar 2022, hvor vi håber og tror på, at turneringen kan gennemføres under normale forhold, slutter Thomas Bælum.

Tags på denne nyhed

En time til Lukas Klitten i Nordirland

9. september 2020 kl. 08:54 af Brian Andersen

Dermed holder danskerne fast i førstepladsen foran Rumænien.

Lukas Klitten var på banen i opgørets første 58 minutter, og afgørelsen faldt på et straffespark et kvarter før tid eksekveret af Bologna FC’s Andreas Skov Olsen.

Lukas Klitten har nu spillet 32 ungdomslandskampe for Danmark.

Tags på denne nyhed

AaB sælger Abou Ali til Silkeborg I.F.

8. september 2020 kl. 18:30 af Brian Andersen

Den 21-årige angriber, der har palæstinensiske rødder, er født og opvokset i Aalborg-bydelen Gug, og allerede som U/11-spiller skiftede han til AaB fra partnerklubben B52/AFC. 

I sidste sæson var Wessam Abou Ali udlejet til Vendsyssel F.F., og nu skifter han altså permanent til Silkeborg I.F.

AaB’s sportschef Inge André Olsen udtaler:

- Wessams situation er nogenlunde sammenlignelig med Rasmus Thellufsen (skiftede til Lyngby Boldklub i søndags, red.) på den måde, at der i øjeblikket var lang vej til spilletid, og at det derfor var naturligt for både Wessam og AaB at søge et alternativ.

- Derfor er vi også glade for at være nået til enighed med en god klub med en dygtig træner, og vi synes, der er lavet en fornuftig aftale, som alle parter kan være tilfredse med, og vi ønsker Wessam alt det bedste fremover, siger Inge André Olsen. 

Wessam Abou Ali ser efter mange år i AaB frem til sine nye udforinger i Silkeborg: 

- Det er vemodigt for mig at sige farvel til AaB. Jeg kom til klubben allerede som tiårig, så AaB har givet mig næsten hele min fodboldopdragelse. Jeg har haft en fantastisk tid i klubben, og jeg har lært en masse af mange dygtige trænere og holdkammerater, og jeg ønsker AaB alt det bedste. 

- Nu har jeg valgt at søge nye græsgange for at få mere spilletid, så jeg kan fortsætte min udvikling som fodboldspiller. Jeg har haft nogle gode samtaler med Kent (Nielsen, red), og Silkeborgs spillestil passer godt til mig, så jeg glæder mig til at komme i gang dernede, lyder det fra Wessam Abou Ali. 

Wessam Abou Ali, der havde kontraktudløb med AaB ved udgangen af 2021, har siden sin AaB-debut i foråret 2018 optrådt 31 gange og scoret fire mål for Hele Nordjyllands Hold.

AaB TV: Thelander har ramt 100 AaB-kampe

8. september 2020 kl. 13:12 af Rasmus Estrup

Til sæsonens første hjemmekamp vil Rasmus Thelander blive hyldet. Forsvarsspilleren havde nemlig 100-kamps jubilæum, da AaB i sidste runde af seneste sæson besejrede FC Midtjylland med 2-1 i Herning. 

AaB TV har talt med den 29-årige forsvarsspiller om milepælen, samarbejdet i midterforsvaret og perspektiverne for den nye sæson. 

Se indslaget i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed
'