AaB TV: Sidste sæsons ni mål mod AC Horsens

21. september 2020 kl. 12:14 af Rasmus Estrup

I aften tager AaB imod AC Horsens på Aalborg Portland Park. Inden du kan se kampen på TV3 Sport med optakt fra kl. 18.00 kan du i denne video se alle AaB's mål mod AC Horsens i sidste sæson. 

I det første af de to møder med aftenens udehold vandt AaB 5-0 på udebane. Lucas Andersen og Patrick Olsen scorede begge to mål i det opgør, mens Jores Okore nettede en enkelt gang. 

Seneste hjemmekamp mod AC Horsens gav en AaB-sejr på 4-0. Frederik Børsting fik hul på bylden efterfulgt af scoringer fra Patrick Olsen, Tom van Weert og til sidst Oliver Abildgaard. 

Tags på denne nyhed

Ændret trøjeeksponering i aften

21. september 2020 kl. 11:41 af Rasmus Estrup

- Der foregår lige nu en politisk behandling af lovforslaget angående samtidig eksponering af banker og bookmakere, som vi selvfølgelig håber bliver præciseret, således at finansielle institutter og bettingindustrien fortsat kan fungere sammen med sportsmarkedsføring. For at give ro til denne proces har vi i fællesskab med Mr. Green valgt at ændre trøjeeksponeringen i aften, udtaler AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum.

Aftenens kamp mod AC Horsens spilles kl. 19.00 på Aalborg Portland Park.

Tags på denne nyhed

Sæsonkortholdere kompenseres

21. september 2020 kl. 11:05 af Martin Stigaard Skammelsen

AaB har mandag besluttet, at alle knap 2.900 nuværende sæsonkortabonnenter kompenseres for den manglende mulighed for at overvære såvel dagens kamp mod AC Horsens som den kommende hjemmekamp mod AGF den 4. oktober. 

Konkret vil AaB i løbet af denne uge sikre, at man som abonnent ikke vil blive trukket for betaling af den kommende rate på sit sæsonkortabonnement.

Da alle abonnenter betaler rater på forskellige tidspunkter af måneden, vil man kunne opleve f.eks. at betale sin rate som normalt i dag den 21. september, eller en af de kommende dage indtil alle rater er ændret i vores billetsystem. I dette tilfælde vil det så være den efterfølgende rate, der betales 21. oktober, som vil være fritaget for betaling, så alle sikres den samme kompensation.

I forhold til kampe der afvikles efter 4. oktober, afventer AaB yderligere udmelding fra regeringen inden det vides hvordan forholdene for tilskuere bliver, samt hvordan dette i givet fald påvirker sæsonkortabonnenter.

AaB takker mange gange for den fortsatte opbakning og håber snart igen at kunne byde sæsonkortholdere velkommen på Aalborg Portland Park. 

Tags på denne nyhed

Stor AaB-sejr i U/19 Ligaen

21. september 2020 kl. 09:09 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: OB-AaB 1-5

AaB’s U/19 Ligahold tog en stærk udesejr på 5-1 over OB lørdag eftermiddag. Kampen begyndte i et højt tempo, og AaB styrede slagets gang. Efter ca. 20 minutters spilletid gave det pote, da Christian Wagner samlede op på en ripost og gjorde det til 1-0 til AaB.

Herefter fortsatte AaB’s overvægt af spil og chancer, og ti minutter før pausen scorede Jeppe Pedersen flot til 2-0.

Efter pausen blev nordjyderne for passive, og OB pressede på for en reducering, der fulgte efter 53 minutter. Udligningen lurede også, men med tre scoringer inden for de sidste ti minutter lukkede AaB kampen.

Først scorede Oliver Børsting til 3-1 efter 81 minutter, inden Oliver Overgaard nettede til 4-1 og Christoffer Ravn i sidste minut lukkede målfesten med scoringen til 5-1.

- Efter en god første halvleg blev vi for passive efter pausen, men vi lykkedes med at stå imod, og som halvlegen skred frem viste vi, at vi havde fysikken og viljen til at vinde, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.

5-1-sejren sender AaB op på andenpladsen i U/19 Ligaen med 11 point efter seks runder. Næste kamp spilles på lørdag kl. 12.30 på udebane mod AC Horsens.

U/17 Ligaen: OB-AaB 3-0

Efter to sejre i træk blev det lørdag til et nederlag på 3-0 i U/17 Ligaen, da AaB gæstede OB.

Første halvleg var ellers uden scoringer i en rodet affære, men heller ikke efter pausen kunne AaB få kontrol over opgøret. I stedet scorede hjemmeholdet til 1-0 efter 53 minutter.

Den føring blev fordoblet midt i anden halvleg, og fem minutter senere scorede OB opgørets sidste mål til 3-0.

- Efter en flot præstation i sidste uge mod Vejle Boldklub havde vi lidt af en offday i lørdags, hvor vi på bolden ikke havde den fornødne kvalitet på bolden. Det gjorde, at kampen blev en rodet omgang, og det var en træls måde at lande på efter sidste uges sejr, siger U/17 Ligatræner Nikolaj Hørby.

I U/17 Ligaen indtager AaB sjettepladsen med syv point efter fem kampe. Sæsonens sjette kamp spilles på lørdag kl. 15.00 på udebane mod AC Horsens.

Tags på denne nyhed

Lucas Andersen er tilbage for AaB

20. september 2020 kl. 13:03 af Brian Andersen

AaB’s sæsonpremiere i sidste weekend på udebane mod Lyngby Boldklub rakte til et point, mens mandag aftens modstander fra AC Horsens tabte hjemme mod Randers FC.

Efter søndagens træningspas har cheftræner Jacob Friis udtaget følgende 19 spillere inklusive 11 egenudviklede folk fra AaB Talent og otte af AaB’s partnerklubber:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 5 Jores Okore, 6 Pedro Ferreira, 8 Iver Fossum, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 15 Lukas Klitten, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 19 Timothé Nkada, 20 Oliver Klitten, 22 Andreas Hansen, 23 Robert Kakeeto, 25 Frederik Børsting, 31 Daniel Granli og 33 Thomas Christiansen.

Tim Prica har karantæne, mens Rasmus Thelander og Kasper Pedersen er ukampdygtige.

Malthe Højholt, Vladimir Prijovic og Jeppe Pedersen var lørdag i aktion i U/19 Ligaen, hvor OB blev besejret 5-1.

På grund af regeringens gældende restriktioner for Covid-19 vil mandag aftens kamp blot blive overværet af 280 tilskuere på Aalborg Portland Park.

Herudover kan opgøret følges på TV3 Sport fra kl. 18.00 med kickoff en time senere.

Rasmus Thelander vil umiddelbart før første fløjt blive hyldet for sine 100 officielle kampe i AaB-trøjen, hvilket blev opnået i sidste sæsons sidste kamp på udebane mod FC Midtjylland.

Tags på denne nyhed
'