AaB TV: Seneste møde med Lyngby Boldklub

13. september 2020 kl. 07:18 af Rasmus Estrup

Kasper Kusk leverede et fantastisk solomål, Lucas Andersen udplacerede køligt målmand Thomas Mikkelsen og Tom van Weert var vaks ved bagerste stolpe på en afretning. 

Således lykkedes det i marts AaB at vinde 3-0 på hjemmebane mod dagens modstander, Lyngby Boldklub. 

Inden sæsonpremieren kl. 14.00, kan du i videoen øverst gense de tre fuldtræffere fra forårets indbyrdes opgør, der var den første kamp uden tilskuere på lægterne. 

Tags på denne nyhed

Truppen udtaget til sæsonpremieren

12. september 2020 kl. 16:51 af Rasmus Estrup

I morgen kl. 14.00 begynder den nye 3F Superligasæson for AaB’s vedkommende, når Hele Nordjyllands Hold gæster Lyngby Boldklub i første runde.

Cheftræner Jacob Friis har udtaget 19 spillere, der allerede har sat snuden mod Lyngby. Med i truppen er fire mulige debutanter i form af Pedro Ferreira, Tim Prica, Timothé Nkada og Daniel Granli.

Truppen til søndag består af følgende 19 spillere, hvoraf ni er egenudviklede spillere:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 5 Jores Okore, 6 Pedro Ferreira, 8 Iver Fossum, 9 Tom van Weert, 11 Tim Prica, 14 Malthe Højholt, 15 Lukas Klitten, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 19 Timothé Nkada, 20 Oliver Klitten, 22 Andreas Hansen, 23 Robert Kakeeto, 25 Frederik Børsting og 31 Daniel Granli.

Rasmus Thelander og Kasper Pedersen er ukampdygtige, mens Lucas Andersen sidder over af hensyn til sin genoptræning.

Ligesom i foråret er der ingen adgang for udefans til 3F Superligakampe på grund af Covid-19, men opgøret kan følges på Eurosport 2. Optakt til kampen begynder kl. 13.00.

Tags på denne nyhed

Se SuperligaHjørnets besøg hos AaB

12. september 2020 kl. 09:14 af Rasmus Estrup

De uformelle samtaler med værterne Casper Høygaard og Simon Egeskov omhandler blandt andet opstartsfasen og forventningerne til sæsonen. 

Se den 45 minutter lange udsendelse her. 

Vidste du om Lyngby Boldklub og AaB…

11. september 2020 kl. 15:23 af Brian Andersen

- at det forestående opgør er 3F Superligakamp nummer 55 mellem AaB og Lyngby Boldklub. Statistikken siger 23 sejre til AaB, 14 uafgjorte og 17 nederlag samt en målscore på 86-61 i AaB’s favør.

- at skulle Tim Prica score søndag, vil det være ”Prica-mål” nummer fire mod Lyngby Boldklub, da hans far Rade Prica scorede tre mål – fordelt på to kampe – mod Lyngby Boldklub tilbage i 2007. AaB vandt de to kampe med henholdsvis 4-3 og 5-3.

- at med en sejr søndag eftermiddag kan AaB nå op på tre 3F Superligasejre i træk, senest det skete var i efteråret 2017, hvor AaB vandt 1-0 mod Hobro I.K., 1-0 over FC Helsingør og … 2-1 på udebane mod Lyngby Boldklub.

- at Lyngby Boldklub ikke har vundet sine seneste fem hjemmekampe i 3F Superligaen. Lyngby Boldklub sluttede sidste sæson med to nederlag og tre uafgjorte i de sidste fem kampe.

- at AaB har vundet seks af de seneste ti udekampe mod Lyngby Boldklub i 3F Superligaen, dog har AaB blot vundet en af de seneste fire udekampe mod Lyngby Boldklub.

- at klubberne senest mødte hinanden 8. marts 2020, hvor AaB sejrede 3-0 hjemme på Aalborg Portland Park efter scoringer af Tom van Weert, Kasper Kusk og Lucas Andersen.

- at fra den nuværende trup har udover Lucas Andersen (2 mål), Kasper Kusk (1) og Tom van Weert (1) også Magnus Christensen (1) og Jakob Ahlmann (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod Lyngby Boldklub.

- at ikke meget peger på et målløst opgør søndag eftermiddag, for man skal helt tilbage til 2001 for at finde den seneste 0-0-kamp mellem AaB og Lyngby Boldklub i 3F Superligaen.

- at i de seneste ti sæsoner har AaB tre gange vundet sæsonens første 3F Superligakamp, mens seks af kampene er sluttet uafgjort – og dermed er blot en af de ti seneste premierekampe tabt. Det skete til gengæld i sidste sæson, hvor AaB i 1. runde tabte 2-0 på udebane mod … Lyngby Boldklub.

- at 23 gange er AaB kommet foran 1-0 mod Lyngby Boldklub i 3F Superligaen, og at i 18 af kampene er AaB endt i sejrherrens rolle. Derudover er tre kampe endt uafgjort og to gange har Lyngby Boldklub vundet.

- at fem gange på 27 forsøg har AaB vendt 0-1 til sejr over Lyngby Boldklub i 3F Superligaen. Syv gange har AaB fået uafgjort og i de sidste 15 tilfælde har Lyngby Boldklub vundet efter at have scoret det første mål.

- at selvmål ikke dem, der er flest af i 3F Superligakampene mellem AaB og Lyngby Boldklub. Der har således kun været tre selvmål i de 54 foregående, indbyrdes 3F Superligaopgør, og i og med at AaB’s Jozo Matovac er seneste selvmålsskytte, kan mange nok regne ud, at man skal langt tilbage i tiden for at finde det seneste selvmål – det var i august 1998.

- at søndagens dommer Mikkel Redder tre gange tidligere har dømt AaB i 3F Superligaen, hvilket har resulteret i en sejr, en uafgjort og et nederlag.

- at AaB søndag vil bære sørgebind til ære for den tidligere mangeårige førsteholdsmålmand Harbo Larsen, der afgik ved døden i slutningen af juli i en alder af 70 år.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

Friis: Spændingsniveauet spidser til

11. september 2020 kl. 14:57 af Rasmus Estrup

Efter en turneringspause på cirka halvanden måned er der igen point på spil, når AaB søndag møder Lyngby Boldklub i første runde af 3F Superligaen.

- Det bliver spændende og sjovt at komme i gang, for det er jo det, vi har bygget op mod gennem hele opstartsfasen. Jeg har en god fornemmelse og er generelt optimistisk, og jeg tror på, at vi går ud og leverer en tilstrækkelig god præstation til at vinde kampen på søndag og få en god start på sæsonen, siger cheftræner Jacob Friis og sætter ord på, hvilke elementer i spillet, han især ønsker, der skal fungere på søndag.

- Når vi bryder bolden, vil vi gerne fange modstanderne i ubalance. Det kræver noget både mentalt og spillestilsmæssigt, at vi bliver fremadrettet og får skabt chancer, så snart vi vinder bolden. Og det kan kun lade sig gøre, hvis vi leverer et erobrings- og presspil med saft, kraft og timing, og samtidig er dygtige på kuglen, når vi får den, forklarer Jacob Friis.

Til denne sæson har han fået fem nye, udenlandske ansigter i truppen i form af franske Timothé Nkada, portugisiske Pedro Ferreira, serbiske Vladimir Prijovic, svenske Tim Prica og nordmanden Daniel Granli.

- Det er altid godt med frisk bold, og at vi nu har fået et mere internationalt mix ind i gruppen, er kun positivt, siger Jacob Friis, der igennem opstartens fire testkampe har fået bragt alle de nye spillere i kamp.

- Når der kommer nye til, kræver det et stykke arbejde for truppen og trænerstaben at få dem kørt ind på holdet både spillestilsmæssigt og socialt. Det tager lidt tid, men alle fem er nogle positive bekendtskaber både på det personlige plan og fodboldmæssigt, og vi kommer formodentlig til at se nogle af dem i aktion allerede på søndag, fortæller Jacob Friis, der også kan mærke på spillerne, at turneringen står for døren.

- Spædningsniveauet i truppen begynder at spidse til. Der er kamp om pladserne, og man kan virkelig mærke på træningsbanen, at det er nu, det gælder. Det er kun positivt, slutter cheftræneren.

Sæsonpremieren på udebane mod Lyngby Boldklub spilles kl. 14.00 og kan ses på Europsport 2, der viser optakt fra kl. 13.00.

Tags på denne nyhed