Praktisk info om AaB-Vejle Boldklub

23. oktober 2020 kl. 12:55 af Rasmus Estrup

Kampinfo

Spillerunde: 6
Spilledato: Mandag 26. oktober 2020
Kick-off: Kl. 19.00
Dommer: Morten Krogh

Udsolgt af billetter

På grund af myndighedernes fortsatte restriktioner i forhold til Covid-19 er der en begrænsning på maksimalt 500 personer til kampe i 3F Superligaen. Dette tal inkluderer blandt andet spillere, stab, medarbejdere, presse og TV. 

Dermed er der kun adgang for 280 tilskuere, hvoraf pladserne er ligeligt fordelt mellem sæsonkortholdere og samarbejdspartnere. Alle pladser er udsolgt. 

Har du billetrelaterede problemer, kan du på kampdagen henvende dig i billethuset ved det nordvestlige hjørne af Aalborg Portland Park mellem Complea Tribunen og Vesttribunen, hvor billetinformationen vil holde åben.

Scan din billet fra mobilen

Husk at du kan scanne dine billetter ved indgangen direkte fra mobilen. Du behøver således ikke udskrive din billet hjemmefra. 

Særlige regler for publikums adfærd - husk mundbind

Der vil til kampen være særlige regler for adfærd der skal følges – læs disse herunder:

Såfremt publikum ikke overholder disse regler, kan man blive bortvist fra kampen, ligesom dette kan få indflydelse på en yderligere genåbning senere på året samt i værste tilfælde medføre at antallet af mulige tilskuere til AaB’s hjemmekampe igen reduceres.

Reglerne der skal overholdes er:

  • Planlæg din transport hjemmefra til og fra Aalborg Portland Park inden afrejse.
  • Følg skiltningen og anvisningerne ved stadion og hold altid minimum 1 meters afstand til andre personer ved indgangen, under ophold og afgang.
  • Bær mundbind når du bevæger dig og står op på tribunen
  • Bliv så vidt muligt på din siddeplads før og under kampen med mindre, du skal besøge en mad- og drikkebod eller toiletfaciliteter.
  • Vend ryggen til de andre tilskuere på din række, når du bevæger dig til og fra din anviste siddeplads.
  • Orienter dig om ruten til toiletter, boder og øvrige forhold.
  • Hold god håndhygiejne, benyt de opstillede håndspritdispensere og undgå så vidt muligt at røre dig selv i ansigtet, ved håndtag, gelændere med videre.
  • Undgå tæt kontakt som håndtryk, highfives og kram med personer, der ikke er nærtstående.
  • Undgå gruppedannelse.
  • Vær særligt opmærksom og tag hensyn ved jubel, sang og råb
  • Følg til enhver tid anvisningerne fra kontrollører og bodpersonale.

Det anbefales også, at man downloader app'en "Smittestop" til sin telefon og aktiverer den inden ankomst til kampen.

Det generelle ordensreglement er fortsat gældende til AaB's hjemmekampe - læs ordensreglementet her. 

Rygning er ikke muligt

Rygning er som altid forbudt på Aalborg Portland Park, og på grund af retningslinjerne der skal følges, vil det i morgen heller ikke være muligt at gå ud i pausen og ryge. 

Pølser, drikkevarer og snacks i boden

På mandag kan tilskuerne på Complea Tribunen købe en grillstegt stadionpølse. Bod 6 vil nemlig være åben, og herfra kan der købes pølser, drikkevarer, snacks og slik. Boden åbner en time før kickoff.

Alle opfordres til at betale uden brug af kontaktløst, men det vil være muligt at betale med kontanter i hver bod.

Intet fan-område foran Complea Tribunen - AaB Shoppen er lukket

For at undgå at folk forsamles tæt omkring Aalborg Portland Park vil der ikke være et fan-område foran Complea Tribunen på mandag. Således er det altså ikke muligt at købe mad- og drikkevarer foran Aalborg Portland Park.

Af samme årsag vil AaB Shoppen og AaB Souvenirbod være lukket på mandag.

Twitter og Instagram

Det officielle hashtag for mandagskampen er #AaBVB – følg og benyt dette tag for at læse og deltage i nyhedsstrømmen på Twitter og Instagram før, under og efter kampen.

Transport

Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Hvis du kommer med bus, kan du tage rute 2  mod væddeløbsbanen – stoppestedet hedder Schleppegrellsgade. Herfra er der to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Du kan også tage rute 16 – stoppested på denne rute hedder Anneberghus. Herfra er der også to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park. Se køreplaner på denne side.

Parkering

Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold

Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Complea Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed

Pokalkamp fremrykkes to timer

22. oktober 2020 kl. 12:44 af Brian Andersen

Modstanderen Akademisk Boldklub er efter otte spillerunder i 2. divisions østkreds placeret på en tredjeplads med 17 point.

AaB hentede i øvrigt i sommeren 2012 Rasmus Thelander hos den kommende pokalmodstander.

Kampene i Sydbank Pokalens sekstendedelsfinaler er:

AB-AaB
ASA Aarhus-B 93
Avarta-FC København
Ballerup-Skovlunde – OB
Brabrand-Vejle Boldklub
HB Køge-FC Midtjylland
Hedensted-Fremad Amager
Hvidovre I.F.-FC Nordsjælland
Jammerbugt FC-Holstebro Boldklub
Kolding I.F.-AGF
Ledøje-Smørum – Brøndby I.F.
Nykøbing FC-Esbjerg fB
Skive I.K.-SønderjyskE
Slagelse-Lyngby Boldklub
VSK Aarhus-AC Horsens
Aarhus Fremad-Randers FC

Tags på denne nyhed

Okore: Klassepræstation skal gentages

22. oktober 2020 kl. 10:24 af Rasmus Estrup

- Vi spillede rigtig godt, og vi stod godt på banen. Alle var dedikerede og klar til at præstere deres bedste.

Forsvarsspiller Jores Okore, der af 3F Superligaen kom på Rundens Hold sammen med Iver Fossum og Pedro Ferreira, var yderst tilfreds med indsatsen mod FC København i søndags.

En indsats der gav AaB den første sejr i Parken siden pokalfinalen i 2014 og den første 3F Superligasejr i Parken siden 2007.

- Defensivt var det en klassepræstation. Vi fik lukket ned for dem, og de kom ikke frem til mange store chancer, og ved de få muligheder de fik, kom vi tæt på dem og fik forstyrret dem i afslutningsøjeblikket. Så vi viste igen nogle af de gode tendenser, vi har vist det seneste halve år, hvor vi har stået rigtig godt defensivt, siger Jores Okore.

Han dannede søndag tremandsforsvar sammen med Mathias Ross og Rasmus Thelander, der var tilbage efter et genoptræningsforløb. Og selvom trekløveret ikke har spillet meget sammen siden sæsonafslutningen, fandt de hurtigt hinanden på banen.

- Det er jo en konstellation, vi har været vant til, og ’T’ kommer ind og bringer noget ro, og så ligger det bare på rygraden, hvordan vi bakker op om hinanden og støtter hinanden. Når vi har det på rygraden, behøver vi ikke spille sammen hver weekend for at finde rytmen sammen, og det viste vi i søndags, siger forsvarsspilleren, der dog ærgrer sig over, at FC Københavns Rasmus Falk få sekunder før tid slap igennem og reducerede til slutresultatet 1-2.

- Vi jagter altid et clean sheet, så havde vi holdt nullet, havde det været perfekt. Men i sidste ende er sejren det vigtigste, og den fik vi. Så må vi tage revanche for det manglende clean sheet på mandag, siger Jores Okore. 

Mandagens opgave er en hjemmekamp på Aalborg Portland Park mod oprykkerholdet Vejle Boldklub, der efter sæsonens fem første runder ligger på tredjepladsen med 10 point. To point flere end AaB på sjettepladsen.

- Vi skal gribe kampen an på samme måde som mod FCK og levere en lige så stærk præstation. Vi skal stå godt defensivt og lukke ned for Vejles gode, offensive kort, og så skal vi spille god offensiv fodbold, lægge pres på dem og forcere dem til at lave fejl og udnytte de chancer, vi får, siger Jores Okore, der i seneste kamp kunne se Iver Fossum udnytte en mulighed, som Jores Okore selv flot serverede for nordmanden med assisten til 2-0-scoringen.

- Jeg er godt tilfreds med den assist. Det er ikke hver dag, man som midtstopper får lov til at lave sådan en. Men jeg vil også gerne selv på måltavlen. Det er et stykke tid siden, så det kan passende komme på mandag. Så må Iver assistere mig i stedet for, lyder det slutteligt fra en storsmilende Jores Okore. 

Kampen mod Vejle Boldklub på mandag spilles kl. 19.00. Der er udsolgt til kampen, men opgøret kan følges på TV3 Sport. 

Tags på denne nyhed

Landstræneren på besøg på Hornevej

21. oktober 2020 kl. 14:58 af Rasmus Estrup

Kasper Hjulmand tiltrådte som landstræner i sommer, og onsdag var han på visit på AaB’s træningsanlæg.

- Det er et meget uformelt besøg, hvor jeg bare skal se og høre lidt om, hvor AaB er nu, hvad planerne er for klubben og hvordan man forestiller sig, at vi kan få flere nordjyske spillere på landsholdet i fremtiden, siger Kasper Hjulmand, der også har besøgt flere andre danske klubber siden sin tiltræden som landstræner.

Landstræneren fulgte formiddagstræningen fra sidelinjen og fik sig blandt andet nogle snakke med cheftræner Jacob Friis, sportschef Inge André Olsen, anfører Lucas Andersen og forsvarsspiller Jores Okore, som han har en fælles fortid med i FC Nordsjælland.

- Det er en fornøjelse at være her, og det er dejligt at mærke den åbenhed, der er. Jeg får en god fornemmelse af, hvad der rører sig i klubben og hvordan der arbejdes på spillerudvikling og talentudvikling. Og så er det godt at få en status på spillerne.

- Både i forhold til de spillere, der har været omkring landsholdet på det seneste, som eksempelvis Lucas Andersen, og de spillere, der kan være fremtidens profiler for AaB og måske også gøre en forskel på landsholdet engang. Og så er det rart at se spillerne til træning og ikke kun i kamp, forklarer Kasper Hjulmand, der i sin seneste landsholdstrup havde to tidligere AaB-spillere med; Henrik Dalsgaard og Joakim Mæhle.

I AaB's nuværende trup har Jores Okore (8 A-landskampe), Kasper Kusk (8), Lucas Andersen (4) og Jakob Ahlmann (2) optrådt på det danske A-landshold. 

Ny eSuperligasæson fra 3. november

21. oktober 2020 kl. 12:30 af Rasmus Estrup

Tirsdag 3. november skydes femte sæson af eSuperligaen i gang. 

Forrige sæson var for AaB's vedkommende den hidtil bedste i eSuperligaens historie med en semifinaleplads.

For første gang havde AaB-mandskabet nemlig kvalificeret sig til eSuperliga Finals efter en flot femteplads i grundspillet og en spektakulær sejr over Esbjerg fB ved eSuperliga Playoffs.

Ved eSuperliga Finals vandt AaB over forhåndsfavoritterne Brøndby I.F., hvilket bragte AaB til en semifinale mod OB. En semifinale, der desværre blev tabt. 

Nu skal AaB fra 3. november følge op på den gode udvikling eSuperligamandskabet har været igennem. 

Femte sæson af eSuperligaen kan følges på Viaplay og TV3 Max. 

Tags på denne nyhed