AaB Akademiet i målrige kampe mod FC Nordsjælland

26. oktober 2020 kl. 09:48 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-FC Nordsjælland 1-3

AaB’s U/19 Ligahold fik en god start, da mandskabet lørdag mødte FC Nordsjælland på Hornevej, og efter blot fire minutter erobrede Casper Gedsted Hansen bolden lige uden for gæsternes felt og sparkede hjemmeholdet foran 1-0.

AaB’s høje pres fra første fløjt lykkedes godt, og AaB fik endnu engang sparket bolden i nettet, men målet blev annulleret for en tvivlsom offside.

Efter knap en halv time udnyttede FC Nordsjælland dog en personlig fejl og udlignede til 1-1, og gæsterne fandt momentum efter scoringen og fik kort efter scoret til en pauseføring på 2-1.

Efter pausen lagde AaB igen godt fra land med stor energi, men de afgørende, målgivende chancer udeblev. I stedet lukkede FC Nordsjælland kampen med et frisparksmål kort før tid. 

- Jeg er ærgerlig på drengenes vegne, for vi leverede en af de bedste præstationer i sæsonen og havde fortjent at få noget med hjem, men desværre var vi ikke skarpe nok i vores omstillinger, og vi fik ikke skabt nok muligheder i anden halvleg. I stedet straffede et godt FC Nordsjælland-hold os, da de fik pladsen og mulighederne, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.

Nederlaget på 3-1 betyder, at AaB indtager syvendepladsen med 14 point efter ni runder. Næste kamp i U/19 Ligaen spilles på lørdag på udebane mod FC København.

U/17 Ligaen: AaB-FC Nordsjælland 3-2

Også i U/17 Ligaen fik AaB en god start på kampen, da FC Nordsjælland lørdag gæstede Hornevej. Dette gav pote efter 12 minutter, da Oliver Ross eksekverede et straffespark begået mod ham selv.

Trods gode AaB-takter fik FC Nordsjælland udlignet til 1-1 efter cirka en halv times spil.

Gæsterne kom bedst ud til anden halvleg, men tre minutter efter pausen straffede Oscar Meedom gæsterne med en flot AaB-omstilling.

FC Nordsjælland fortsatte dog med at presse AaB-mandskabet, og gæsterne kom frem til flere store muligheder, men lige før stadionuret rundede en time scorede Oscar Meedom på endnu en omstilling, og så var AaB foran 3-1.

Gæsternes pres mod AaB-målet fortsatte, og fem minutter før tid reducerede FC Nordsjælland til 3-2. Udeholdets jagt på udligningen blev tungere og tungere, men AaB-mandskabet holdt stand og kæmpede sig til en sejr på 3-2.

I forhold til vores aggressive spillestil leverede vi en toppræstation. Der skal lyde stor ros til spillerne for deres indsats og mentalitet, og især den sidste halve time kæmpede alle hårdt for at overleve. Samtidig havde vi også det held, der skal til nogle gange, for FC Nordsjælland havde mulighederne til at score flere mål, men det var os, der var mest effektive i lørdags, siger U/17 Ligatræner Nikolaj Hørby.

Efter weekendens sejr ligger AaB på fjerdepladsen i U/17 Ligaen med 15 point efter ni kampe. Næste udfordring venter på lørdag på udebane mod FC København, der topper U/17 Ligaen.

U/15 Ligaen: AaB-Farum Boldklub 0-7

I U/15 Ligaen løb AaB ind i en afklapsning, da Farum Boldklub i weekenden kom til Nordjylland.

Efter en svær start på opgøret var AaB bagud med 2-0 efter 12 minutter. Herefter kom nordjyderne dog bedre med i kampen, men misbrugte sine muligheder, og i stedet slog Farum Boldklub til yderligere to gange inden pausen, så pausestillingen lød på 0-4.

I anden halvleg fortsatte gæsterne i et højt tempo, som AaB-spillerne ikke kun matche, og med tre scoringer efter pausen kunne Farum-holdet rejse hjem med en sejr på 7-0.

AaB’s U/15 Ligahold ligger på niendepladsen i ligaen med 10 point efter seks kampe. Holdet skal ligeledes spilles ude mod FC København på lørdag.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Seneste to mål mod Vejle Boldklub

26. oktober 2020 kl. 08:41 af Rasmus Estrup

AaB's seneste møder med Vejle Boldklub var i efteråret 2018, hvor det blev til 1-1 både hjemme og ude. I videoen øverst kan du se begge AaB-scoringer fra sidste gang, Vejle Boldklub var i 3F Superligaen. 

På hjemmebane var det Rasmus Thellufsen, der scorede for Hele Nordjyllands Hold, og i Vejle stod Tom van Weert for AaB-målet. 

Aftenens kamp mod Vejle Boldklub spilles kl. 19.00. Du kan følge opgøret på TV3 Sport med optakt fra kl. 18.00. 

Tags på denne nyhed

AaB med uforandret trup

25. oktober 2020 kl. 16:18 af Brian Andersen

Mandag aften gælder det på Aalborg Portland Park nyoprykkede Vejle Boldklub, som har fået en glimrende begyndelse på sæsonen med ti point efter fem spillerunder.

Følgende 19 spillere inklusive syv egenudviklede folk fra AaB Talent og syv af AaB’s partnerklubber er udtaget:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 5 Jores Okore, 6 Pedro Ferreira, 7 Oscar Hiljemark, 8 Iver Fossum, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 11 Tim Prica, 14 Malthe Højholt, 15 Lukas Klitten, 17 Kasper Kusk, 19 Timothé Nkada, 22 Andreas Hansen, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander og 31 Daniel Granli.

Robert Kakeeto og Magnus Christensen er ukampdygtige.

Kampen kan i morgen aften følges i Liga på P3 og på TV3 Sport fra kl. 18.00 med kickoff en time senere.

Tags på denne nyhed

Forudbestil dine AaB-mundbind

24. oktober 2020 kl. 12:03 af Martin Stigaard Skammelsen

De første sendinger af de genanvendelige AaB-mundbind, der kan vaskes og genbruges op til 20 gange, er i løbet af kort tid blevet udsolgt fra webshoppen. Flere er dog på vej til webshoppens hylder, og allerede nu kan du forudbestille dine mundbind, så du fra uge 47 kommende uge vil kan få dem tilsendt, når det populære merchandise atter går på lager.

Klik og bestil dine egne eksemplarer med det samme.

Tags på denne nyhed

Vidste du om AaB og Vejle Boldklub…

24. oktober 2020 kl. 10:02 af Brian Andersen

- at AaB og Vejle Boldklub 30 gange tidligere har tørnet sammen i 3F Superligaen. Statistikken siger 18 sejre til AaB, ni uafgjorte og tre nederlag samt en målscore på 64-32 i AaB’s favør.

- at der scores i gennemsnit 3,2 mål pr. 3F Superligakamp, når AaB møder Vejle Boldklub. Til sammenligning kan nævnes, at målgennemsnittet for alle 3F Superligakampe med AaB involveret er 2,8 mål pr. kamp.

- at AaB har aldrig tabt en hjemmekamp mod Vejle Boldklub i 3F Superligaen. 16 gange har vejlenserne besøgt Aalborg for at spille 3F Superliga, og blot fire gange har de fået et enkelt point med hjem. De resterende 12 kampe er endt med sejr til AaB. På hjemmebane er AaB’s målscore mod Vejle Boldklub 40-10.

- at den seneste indbyrdes kamp på Aalborg Portland Park 17. september 2018 sluttede 1-1. Her scorede Rasmus Thellufsen for AaB.

- at klubberne senest stod over for hinanden 23. november 2018, hvor også dysten i Vejle sluttede 1-1. Tom van Weert scorede for AaB.

- at Tom van Weert (1 mål) faktisk er eneste mand i den nuværende AaB-trup, der tidligere har været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod Vejle Boldklub.

- at otte ud af 12 klubber i denne sæson noteret for minimum et clean sheet. AaB har i lighed med FC Midtjylland og SønderjyskE holdt nullet to gange, mens Vejle Boldklub er noteret for et clean sheet.

- at ud af de 30 tidligere 3F Superligakampe mod Vejle Boldklub har AaB scoret først i 18 tilfælde, hvilket har resulteret i 15 sejre og tre uafgjorte. Omvendt har Vejle Boldklub scoret kampens første mål i 11 tilfælde, hvilket har givet AaB tre sejre, fem uafgjorte og tre nederlag.

- at blot en af de 30 3F Superligakampe mellem AaB og Vejle Boldklub er sluttet uden scoringer, hvilket skete 20. april 2009.

- at AaB har spillet fem 3F Superligakampe på datoen 26. oktober, og har vundet to, tabt to og spillet en uafgjort. Alle fem opgør har i øvrigt været på udebane.

- at tre gange er AaB og Vejle Boldklub tørnet sammen i 3F Superligaen i oktober måned, og alle tre gange er det endt med en to-måls-sejr. AaB har vundet 2-0 (1996) og 4-2 (1998) mens Vejle ligeledes har vundet 4-2 (2001).

- at den forestående kamp mod Vejle Boldklub er AaB’s mandagskamp nummer 125, og dermed er de blot en enkelt mandagskamp fra at indhente AGF, der toppen listen over flest mandagskampe i 3F Superligaen med 126 stk. AaB’s hidtidige 124 mandagskampe er endt med 48 sejre, 40 uafgjorte og 36 nederlag.

- at fire gange før har AaB spillet 3F Superliga mod Vejle Boldklub på en mandag, og AaB har stadig en sejr til gode, da de fire kampe er endt med to uafgjorte og to sejre til vejlenserne.

- at Oscar Hiljemark i sidste weekend blev den 18. svensker til at repræsentere AaB i 3F Superligaen, da han fik sin debut mod FC København. Og det er svenskerne der topper udlændingelisten i AaB foran Norge (12) og Brasilien (9).

- at Vejle Boldklub har scoret i samtlige fem 3F Superligakampe i denne sæson, og har i snit scoret 2,4 mål pr. kamp.

- at AaB otte gange tidligere har haft mandag aftens dommer Morten Krogh som dommer i 3F Superligaen. De hidtidige opgør er endt med fem nederlag, to uafgjorte og blot en enkelt sejr, hvilket dog indtraf ved det seneste tilfælde, da AaB i Aarhus 26. juni 2020 besejrede AGF 4-1. Morten Krogh har ikke tidligere dømt AaB mod Vejle Boldklub i 3F Superligaen.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed
'