Vidste du om Randers FC og AaB...

5. november 2020 kl. 10:06 af Rasmus Estrup

- det er 3F Superligakamp nummer 43 mellem Randers FC og AaB. Statistikken siger 17 sejre til AaB, 12 uafgjorte og 13 nederlag samt en målscore på 68-58 set gennem AaB’s øjne.

- AaB har mødt Randers FC på udebane 21 gange. Otte kampe er vundet af AaB, otte sluttet uafgjort og fem kampe er tabt. Målscoreren er 34-28 i AaB’s favør.

- den flittigste målscorer i 3F Superligakampene mellem AaB og Randers FC er Kasper Kusk. Han er noteret for syv 3F Superligatræffere i de indbyrdes opgør.

- udover Kasper Kusk (7 mål) har Frederik Børsting (3), Magnus Christensen (1), Lucas Andersen (1), Tom van Weert (1), Kasper Pedersen (1), Jakob Ahlmann (1) og Rasmus Thelander (1) fra den nuværende AaB-trup tidligere været på tavlen i en indbyrdes 3F Superligakamp mod Randers FC.

- det hurtigste mål, der er scoret i en 3F Superligakamp mellem AaB og Randers FC, er scoret efter 59 sekunder. Det var Jones Kusi-Asare, der bragte AaB foran 1-0 tilbage i september 2010. AaB endte med at vinde kampen 3-2. De to øvrige AaB-træffere stod Ronnie Schwartz og Jens-Kristian Sørensen for.

- ud af de 42 tidligere 3F Superligakampe mod Randers FC har AaB scoret først i 25 tilfælde, hvilket har resulteret i 16 sejre, seks uafgjorte og tre nederlag. Omvendt har Randers FC scoret kampens første mål i 14 tilfælde, hvilket har givet AaB én sejr, tre uafgjorte og 10 nederlag.

- AaB har spillet seks 3F Superligakampe på datoen 6. november. De seneste fire er endt med tre sejre og en remis. Seneste kamp på datoen var i 2015, hvor AaB på udebane vandt 2-1 over SønderjyskE. 

- AaB og Randers FC’s seneste møde også lå i Randers på en fredag i november. Det var sidste år, hvor klubberne spillede 3-3. På tavlen for AaB var Mikkel Kaufmann (2) og Magnus Christensen.

- fredagens kamp er den 73. fredagskamp for AaB i 3F Superligaen. De første 72 fredagskampe er endt med 29 sejre, 22 uafgjorte og 21 nederlag. AaB’s seneste fredagskamp i 3F Superligaen var 26. juni 2020, hvor AGF blev besejret 4-1 i Aarhus.

- fungerende cheftræner Peter Feher med en AaB-sejr kan blive den syvende AaB-træner til at vinde sine første to kampe i 3F Superligaen med AaB. Per Westergaard står med rekorden fra 1996 på fire sejre i træk som ny AaB-træner.

- Pedro Ferreira (81.953 meter) og Randers FC’s Vito Hammershøj-Mistrati (81.224 meter) har løbet henholdsvis længst og næstlængst i denne 3F Superligasæson.

- ingen spillere er i karantæne til fredagens kamp, men Pedro Ferreira vil med en advarsel være i karantæne i næste 3F Superligakamp.

- dommer Mikkel Redder for anden gang står med fløjten i en duel mellem AaB og Randers FC. Første gang var 31. marts 2019, hvor AaB tabte 2-1 på hjemmebane. 

(Kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk)

Tags på denne nyhed

AaB topper eSuperligaen

5. november 2020 kl. 08:15 af Rasmus Estrup

Med seks point efter de to første runder og en målscore på +9 ligger AaB på eSuperligaens førsteplads ved udgangen af første uge. 

AaB-FC Nordsjælland 9-1

AaB’s eSuperligahold fik tirsdag den bedst tænkelige start på femte sæson af eSuperligaen, da Daniel “Shoppen” Mogensen og Mads Skibsted samlet set vandt med hele 9-1 over FC Nordsjælland.

Første opgør var Xbox-duellen mellem Shoppen og Niller, og efter et kvarter bragte Shoppen AaB foran, inden Niller udlignede efter en halv time. En god første halvleg af AaB’s kaptajn blev afsluttet med et brændt AaB-straffespark kort inden pausefløjtet.

Efter pausen fortsatte Shoppen sit gode spil, og efter 63 minutter bragte han sig foran 2-1.

Fem minutter før tid leverede Shoppen et fantastisk velkombineret mål til 3-1, og i sidste minut afgjorde han det med endnu en flot scoring til 4-1.

Mads Skibsted fulgte flot op på Shoppens præstation med en storsejr på PlayStation over JoeFromDenmark.

I første halvleg spillede Skibsted fremragende, og han kunne gå til pause foran 3-0.

Kort inde i anden halvleg misbrugte også Skibsted et straffespark, men med en scoring 20 minutter før tid bragte han sig foran 4-0, og til allersidst leverede han fantastiske detaljer, inden han sparkede 5-0-scoringen ind.

AaB-Hobro I.K. 3-2

Onsdag skulle Oliver Roberts og Oliver Ledet forsøge at følge op på den stærke start, og det lykkedes med en samlet sejr over Hobro I.K. på 3-2. 

Først spilede den nye AaB-spiller, Oliver Roberts, Xbox-kampen på udebane mod Hagelquist, og Roberts, der er tidligere Hobro-spiller, bragte sig foran 1-0 efter et velspillet angreb i 17. minut. Lige inden pausen udbyggede han føringen til 2-0. 

Kampen igennem var Roberts i fin kontrol, men efter ca. en times spil reducerede Hagelquist til 1-2. 

Den sejr skulle Oliver Ledet forsvare i PlayStation-kampen mod Kølbæk, og efter 71 minutter scorede Ledet til 1-0. Kort efter udlignede Hobro I.K. dog til 1-1, men det blev også den endelig stilling, hvilket gav AaB en samlet sejr på 3-2. 

I næste uge venter to opgør. Først mod SønderjyskE tirsdag kl. 22.00 og dernæst mod Vejle Boldklub onsdag kl. 17.00. Begge kampe sendes på TV3 Max og Viaplay. 

 

Tags på denne nyhed

Sæsonkortholdere kan hente billetter online i morgen

4. november 2020 kl. 08:20 af Rasmus Estrup

På grund af regeringens restriktioner med en begrænsning på maksimalt 500 personer til kampe i 3F Superligaen vil der til AaB's næste hjemmekamp mod FC Nordsjælland 22. november være adgang for 300 tilskuere. Det skyldes, at tallet på 500 også inkluderer spillere, trænere, presse, TV og øvrige medarbejdere. 

150 sæsonkortholdere får billet

De 300 tilgængelige billetter fordeles igen ligeligt mellem samarbejdspartnere og sæsonkortholdere. Dermed får 150 sæsonkortholdere adgang til kampen mod FC Nordsjælland.

Alle sæsonkortholdere placeres på de tre midterste sektioner på den nedre del af Complea Tribunen, mens de 150 samarbejdspartnere placeres på A. Enggaard Tribunen.

For at mindske risikoen for smittespredning, så vil alle tilskuere være placeret på hvert fjerde sæde, mens hver anden række ligeledes vil være afspærret. 

Sådan får du billet

Fra kl. 15.00 i morgen, torsdag eftermiddag, kan man stille sig i en digital kø på AaB's billetside - kl. 16.00 åbner billetsalget, og den digitale kø vil på dette tidspunkt give adgang efter tilfældig rækkefølge til alle, der står i køen på det pågældende tidspunkt. Det vil sige, at der reelt foregår en lodtrækning blandt alle i køen.

Sæsonkortholdere der har haft adgang til 3F Superligakampene mod Vejle Boldklub og Brøndby I.F. vil i første omgang ikke kunne trække billetter til den kommende kamp mod FC Nordsjælland. Her vil de sæsonkortholdere, som endnu ikke har fået billet til en AaB-hjemmekamp, have førsteret. Skulle der mod forventning være ledige billetter tæt på kampdatoen, så vil billetkøberne til de to foregående hjemmekamp få besked herom via mail.

Se i videoen nederst, hvordan du gør, når du efterfølgende skal afhente din billet i billetsystemet.

Bemærk: Billetter vil kun kunne rekvireres online. Benyt IKKE Internet Explorer som browser, da denne ikke er kompatibel med vores billetsystem.

 

 

Tags på denne nyhed

Pedro Ferreira: Har ramt mit sædvanlige niveau

3. november 2020 kl. 14:29 af Rasmus Estrup

14 vunde dueller - flest i 7. spillerunde
8 vundne tacklinger - flest i 7. spillerunde
74 afleveringer - tredjeflest i 7. spillerunde
4 blokeringer - tredjeflest i 7. spillerunde
12.414 meter - tredjelængst i 7. spillerunde
34,4 km/t i topfart - tredjehurtigst i 7. spillerunde

Sådan lyder Pedro Ferreiras statistik ifølge Superliga.dk fra søndagskampen mod Brøndby I.F. Præstationen sikrede AaB's nummer 6 titlen som kampens spiller af AaB's fans og en plads på rundens hold i Offside og på Superliga.dk.

- Holdets indsats var fantastisk, og jeg er rigtig glad for, at vi snuppede sejren. Personligt havde jeg også en fin kamp, og det glæder mig selvfølgelig, at fansene har taget positivt imod mig, siger Pedro Ferreira.

Præstationen i søndags var ikke særegen for den 22-årige portugiser. I sin debut for AaB blev han ligeledes kåret til kampens bedste AaB’er af fansene.

Derudover topper han 3F Superligaen med flest vunde tacklinger (20) og flest tilbagelagte meter (81.953) i denne sæson.

- Jeg føler mig godt tilpas i AaB. Både på og uden for banen. Jeg rigtig glad for at være i AaB, og det er vigtigt for mig at være komfortabel i klubben og byen, for det er første gang, jeg bor uden for Portugal.

- I forhold til det fysiske føler jeg mig i god form. Vi træner fortsat hårdere her, end jeg har været vant til, og det er helt sikkert til gavn for holdets og min egen kondition, siger Pedro Ferreira.

Siden han på midtbanen har fået Oscar Hiljemark ind som makker, føler portugiseren, at han i højere grad har spillet den klassiske 6’er rolle, som han også var vant til fra Portugal.

- Jeg kan godt mærke, at det er en rolle, jeg kender godt, og mod Brøndby I.F. og FC København har jeg ramt mit sædvanlige niveau fra Portugal. Samtidig har det også været holdets to bedste præstationer i denne sæson, så forhåbentlig kan vi fortsætte i det spor, siger Pedro Ferreira.

Næste opgave for Pedro Ferreira og holdkammeraterne kommer på fredag, når Hele Nordjyllands Hold gæster Randers FC. AaB har inden kampen tre point op til 3F Superligaens førsteplads. Fredagskampen spilles kl. 19.00 og kan ses på TV3 Sport med optakt fra kl. 18.00. 

Tags på denne nyhed

Lukas Klitten udtaget til U/21-landsholdet

3. november 2020 kl. 13:17 af Rasmus Estrup

Lukas Klitten, der i oktober var med til at spille Danmarks U/21-landshold til næste års U/21 EM-slutrunde, er endnu engang udtaget til Albert Capellas danske U/21-landsholdstrup. 

Selvom U/21-landsholdet er kvalificeret til slutrunden næste år, mangler holdet nemlig en EM-kvalifikationskamp, som spilles på udebane mod Rumænien 17. november. 

Inden kampen har Lukas Klitten opnået 34 ungdomslandskampe - heraf fem på U/21-landsholdet. 

Det danske A-landshold er også blevet udtaget i dag, og med i truppen til de tre kampe mod Sverige, Island og Belgien er de to tidligere AaB-spillere Joakim Mæhle og Henrik Dalsgaard. 

Tags på denne nyhed
'