AaB fravristet førstepladsen i eSuperligaen
Efter at have ført eSuperligaen i de første tre uger blev AaB i denne uge sendt ned på andenpladsen på baggrund af et nederlag tirsdag og en oversiddende runde i går.
Tirsdag spillede AaB sin eneste kamp i denne uge, da holdet tabte 4-2 til AGF.
I første kamp spillede Oliver Roberts på hjemmebane mod Wiboe. Selvom AaB-spilleren var i fin kontrol kampen igennem, formåede han ikke at komme på tavlen, og dermed stod der 0-0-, inden Daniel “Shoppen” Mogensens udekamp mod Jenner.
AaB-kaptajnen fik en rædselsfuld indledning på kampen og var bagud 3-0 inden stadionuret havde rundet sin første halve time.
I tillægstiden af første halvleg reducerede “Shoppen” dog til 3-1, og det gav ham blod på tanden til anden halvleg.
Med ti minutter tilbage af opgøret lykkedes det “Shoppen” at komme på 3-2, og dermed manglede han blot en enkelt scoring for at sikre AaB den samlede sejr på reglen om udebanemål.
Men da “Shoppen” satsede offensivt for at jagte udligningen, slog Jenner til i modsatte ende med den afgørende scoring til 4-2 fem minutter før tid.
Nederlaget betød tirsdag, at AaB fortsat lå på førstepladsen med 15 point efter syv kampe. Mens nordjyderne sad over i går, blev AaB overhalet af FC København, og dermed ligger AaB efter denne uge på andenpladsen.
I næste uge skal AaB op imod to tidligere eSuperligavindere, FC København og AC Horsens.