Se pokalfinalen på storskærm

27. juni 2020 kl. 15:29 af Martin Stigaard Skammelsen

AaB er klar til årets finale i Sydbank Pokalen den 1. juli, hvor SønderjyskE er modstanderen på Blue Water Arena. 

Grundet forholdene omkring corona-virus bliver det desværre ikke den fanfest, vi alle havde håbet på i Esbjerg, idet kun et stærkt begrænset antal tilskuere får plads på tribunerne til kampen.

Er du ikke blandt de fans, der har mulighed for at komme afsted til kampen, kan du være med til det næstbedste, når vi skaber vores egen fest i Aalborg, når kampen spilles.

Så tag din AaB-trøje på og tag en ven under armen til dette helt særlige arrangement, når AaB og Spar Nord inviterer til fanfest på, hvad der kan blive en mindeværdig aften i AaB's historie.

I alt sælges 470 billetter til arrangementet, hvortil sæsonkortholdere de seneste dage har haft forkøbsret. Der er dog fortsat knap 200 billetter til arrangementet, som begynder kl. 18.30. Pris for billetter er 100 kr. pr. person.

 

Programmet for arrangementet

18:30 Hal 1 åbner for check-in.

Barer og boder er åbne, der sælges sandwich, snacks, drikkevarer og merchandise.

19:00 Optakt til kampen

20:00 Kickoff 1. halvleg 

20:45 Pausearrangement

21:00 Kickoff 2. halvleg  

Vi viser naturligvis hele finalen inklusive eventuel forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence, samt efterfølgende ceremoni for præmieoverrækkelse. Arrangementet slutter senest kl. 23.30.

 

Vel mødt til AaB og Spar Nords fanfest onsdag aften.

Billetter til pokalfinalen fordelt

27. juni 2020 kl. 10:00 af Martin Stigaard Skammelsen

Fredag eftermiddag lå det klart, at det samlede antal personer der må være til stede til årets finale i Sydbank Pokalen på Blue Water Arena onsdag aften er 1.750, i det kampen afvikles som en forlængelse af den forsøgsordning der blev indledt med tre opgør i 3F Superligaen i den forgangne weekend.

Af de 1.750 billetter råder AaB over 725 styk, der fordeles mellem samarbejdspartnere, sæsonkortholdere og stemningsskabende fans.

Blandt knap 300 sæsonkortholdere med det højeste fremmøde til alle hjemmekampe i indeværende sæson, før Covid-19 lukkede ned for 3F Superligaen, blev der fredag eftermiddag trukket lod. Efterfølgende har de heldige udtrukne sæsonkortholdere modtaget en e-mail og har nu frist til lørdag kl. 16.00 til at udnytte deres forkøbsret på billetter.

Så har du sæsonkort, så husk at tjekke din indbakke med det samme for at se om du er blandt de udtrukne.

Hvis ikke alle sæsonkortholdere, som får mulighed for at købe billetter, benytter sig af tilbuddet inden for 24 timer, vil der blandt de resterende sæsonkortholdere som har overværet flest hjemmekampe i indeværende sæson, blive trukket lod om de overskydende billetter. Også her vil der blive udsendt e-mail til de udtrukne, der får mulighed for at købe to billetter. Således fortsætter processen, indtil alle billetter er solgt.

Skulle der fortsat være usolgte billletter mandag, vil disse i løbet af dagen blive tilbudt de resterende sæsonkortholdere med største fremmøde i indeværende sæson.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AGF-AaB 1-4

27. juni 2020 kl. 07:47 af Rasmus Estrup

AaB vandt i går 4-1 på udebane mod AGF, da de to hold tørnede sammen i 3F Superligaens Mesterskabsspil. 

AaB åbnede målscoringen i 28. minut, da Rasmus Thelander på fornem vis headede Lucas Andersens lange indkast over stregen via fjerneste stolpe. 

Blot to minutter senere lå bolden atter i AGF-målet. Denne gang var Tom van Weert på pletten efter et præcist indlæg fra Iver Fossum. 

Seks minutter efter AaB's første scoring skulle måltavlen atter justeres, da Iver Fossum fra distancen sparkede læderet i nettet til 3-0. 

Lige inden pausefløjtet lykkedes det AGF at reducere til 3-1 på et hovedstødsmål af Jakob Ankersen, men i opgørets tillægstid blev kampen definitivt lukket, da Søren Tengstedt med et pragfuldt frispark scorede til slutresultatet 4-1. 

Alle målene, opgørets øvrige muligheder og et par lækre detaljer kan ses i AaB TV's fyldige sammendrag af kampen i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

AaB tog stærk sejr i Aarhus

26. juni 2020 kl. 20:58 af Rasmus Estrup

AaB hev fredag aften første sejr hjem i Mesterskabsspillet, da Hele Nordjyllands Hold på udebane besejrede AGF med 4-1. Rasmus Thelander, Tom van Weert, Iver Fossum og Søren Tengstedt stod for AaB-scoringerne, mens Jakob Ankersen kom på tavlen for AGF. Kampens første fire mål blev scoret i slutningen af første halvleg, mens Søren Tengstedt lukkede kampen i tillægstiden. 

Hjemmeholdet kom angrebsivrige ud til kampen, og efter lidt under fire minutter fik Jakob Ankersen en god omstillingsmulighed, men Rasmus Thelander fik kastet sig ned i afslutningen og blokeret forsøget. 

Omkring ti minutters mærket var der et længere spilstop, da Andreas Hansen fik en støvleknop i hovedet af Casper Højer Nielsen, men målmanden kunne heldigvis fortsætte med en forbinding om hovedet. 

En ny AGF-omstilling truede AaB-feltet efter et kvarter, men denne gang var det Jores Okores tur til at komme i vejen for Jakob Ankersens afslutning. 

Herefter fulgte en god periode for AaB. Først var Tom van Weert lige ved at komme til en friløber efter en god tunnel. Derudover havde Kasper Kusk et overplaceret skud efter et hurtigt indkast, og endelig blev AaB muligvis snydt for et straffe, da Lucas Andersen blev holdt i skulderen i en løbeduel med Sebastian Hausner, men dommer Morten Kroghs fløjte forblev tavs. 

I 27. minut faldt opgørets hidtil største mulighed, da AGF via en lang bold og to forlængende hovedstød fik sat Albert Grønbæk op til en afslutning midt for mål, men afslutningen gik lige forbi Andreas Hansens bur. 

Inden der var spillet en halv time, havde Jakob Ankersen endnu en gang forsøgt sig, men denne gang gik hans langskud forbi. Det samme gjorde et langskud fra Lucas Andersen i modsatte ende i 34. minut.

Med ti minutter til pausen fik hjemmeholdet en ny stor mulighed, da et boldtab i AaB's venstreside førte til en god afslutningsmulighed til Patrick Mortensen, som ramte ydersiden af stolperoden og fortsatte ud til et målspark. 

Et minut senere måtte William Eskelinen finde en god redning frem, da Kasper Kusk langt udefra forsøgte at tippe bolden i mål. Præcisionen i forsøget tvang AGF-keeperen til med stort besvær at vifte bolden til hjørne. 

I 38. minut kunne AGF-målmanden dog ikke gøre noget. Et langt indkast fra Lucas Andersen sad i panden på Rasmus Thelander, som headede bolden i en god bue og over i fjerneste målhjørne til en nordjysk føring på 1-0.

Blot to minutter senere blev AaB-føringen fordoblet. Denne gang var det et fladt og præcist indlæg fra Iver Fossum, som fandt vej til Tom van Weert, der ved bagstolpen sendte kuglen over stregen til 2-0. 

I 44. minut kunne AaB-lejren for tredje gang på seks minutter bryde ud i jubel. Denne gang tog Iver Fossum chancen fra distancen, da han flugtede en clearing af et hjørnespark direkte i mål til 3-0. 

Inden pausen fik AGF dog reduceret til 3-1, da et langt indkast blev forlænget ind til kanten af det lille felt, hvor Jakob Ankersen kunne dirigere reduceringen i mål. 

Anden halvleg begyndte ligesom første halvleg med en afslutning fra AGF-målscorer Jakob Ankersen. Denne gang var det efter et AGF-angreb sat i gang af en lang bold, der førte til en afslutning midt for mål, som gik over overliggeren. 

Første AaB-mulighed i anden halvleg kom efter knap en time, da Robert Kakeeto med en fiks hælaflevering satte gang i et angreb, der blev afsluttet med et fladt forsøg fra Patrick Kristensen, der sad lige på målmanden. 

Cirka fem minutter senere var AGF yderst tæt på endnu en reducering. Et hårdt indlæg fra Jon Thorsteinsson ramte foden på indskiftede Nicklas Helenius, der tæt under mål sendte bolden op på undersiden af overliggeren. Men til AaB's lettelse sprang bolden ud i spil igen. 

Med tyve minutter igen fik AaB en kæmpechance for at udbygge til 4-1. Med en sand genialitet slap Lucas Andersen igennem på baglinjen og lagde bolden skråt tilbage til Søren Tengstedt på kanten af det lille felt. Den unge angriber varmede bolden et splitsekund for længe og fik sin afslutning blokeret. 

Søren Tengstedt var igen farlig i 74. minut, da han tornede et frispark direkte mod mål, men desværre hev AGF-målmanden en stor redning ud af ærmet. 

10 minutter senere havde AGF en mulighed i modsatte ende, men en fri Nicklas Helenius headede over mål.

I tillægstiden lykkedes det Søren Tengstedt at komme på tavlen. Denne gang tilkæmpede han sig selv et frispark i en god position og med et perfekt spark sendte han frisparket i nettet til 4-1. 

Med sejren er AaB oppe på 41 point i 3F Superligaen.

Næste kamp for Hele Nordjyllands Hold er finalen i Sydbank Pokalen på onsdag kl. 20.00 på Blue Water Arena i Esbjerg mod SønderjyskE. 

Matchfacts - 3F Superligaen, Mesterskabsspil, 30. spillerunde

AGF-AaB 1-4 (1-3)
38. min 0-1 Rasmus Thelander, 40. min 0-2 Tom van Weert, 44. min 0-3 Iver Fossum, 45. min 1-3 Jakob Ankersen, 90. min 1-4 Søren Tengstedt
Advarsler AGF: Benjamin Hvidt (47), Casper Højer Nielsen (74), Jesper Juelsgård (90)
Advarsler AaB: Mathias Ross (62), Patrick Olsen (64)

AGF (4-3-3): William Eskelinen, Kevin Diks (81: Alex Gersbach), Sebastian Hausner, Frederik Tingager, Casper Højer Nielsen (82: Alexander Munksgaard), Albert Grønbæk, Benjamin Hvidt (76: Jesper Juelsgård), Bror Blume (55: Nicklas Helenius), Jon Dagur Thorsteinsson, Patrick Mortensen, Jakob Ankersen (55: Gift Links).

AaB (4-3-3): Andreas Hansen, Kristoffer Pallesen, Jores Okore, Rasmus Thelander (58: Mathias Ross), Lukas Klitten (46: Patrick Kristensen), Patrick Olsen, Robert Kakeeto, Iver Fossum, Tom van Weert (58: Kasper Pedersen), Kasper Kusk (46: Søren Tengstedt), Lucas Andersen (75: Frederik Børsting).

Dommer: Morten Krogh

Tags på denne nyhed
'