Flere tilskuere til pokalfinalen
Kulturministeriet og Dansk Boldspil-Union har netop meldt ud, at der tillades flere fans til årets finale i Sydbank Pokalen.
Når Blue Water Arena i Esbjerg onsdag den 1. juli lægger græs til årets finale i Sydbank Pokalen mellem AaB og SønderjyskE, vil der være flere end 500 tilskuere på tribunerne.
Kulturministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at Regeringen og Folketingets partier onsdag aften har besluttet at give mulighed for flere end 500 tilskuere til pokalfinalen efter samme model som i forsøgsordningen med tre kampe i den seneste 3F Superliga-runde.
Antallet af tilskuere vil blive besluttet af Rigspolitiet i samarbejde med sundhedsmyndighederne i de kommende dage.
AaB forventer, at antallet bliver i niveauet som de netop afviklede forsøgskampe i weekendens runde af 3F Superligaen, hvor eksempelvis 2.750 tilskuere var til stede til Brøndby IF's kamp mod FC København på et stadion med en kapacitet på 28.000
Blue Water Arena i Esbjerg har en kapacitet på 17.128
AaB melder nærmere ud om salg af billetter til årets finale i Sydbank Pokalen så snart dette er muligt.