Børsting: Skal overmatche AGF’s energiniveau
AaB viste karakter ved at rejse sig og besejre Brøndby I.F., og den vilje og gejst skal bringes med ind i kampen på torsdag mod AGF, vurderer Frederik Børsting.
Glæden i Frederik Børstings kropssprog, da han havde stjålet bolden fra Marvin Schwäbe og sparket den sikkert over stregen fra en spids vinkel til en nordjysk 1-0-føring mod Brøndby I.F. i søndags var ikke til at tage fejl af. Det betød noget.
- Det var en befrielse. Vi satte alt på et bræt og gik op i det høje pres fra første fløjt, fordi vi ville stresse dem. Da et lykkedes tidligt i kampen, fortsatte vi, og så gav det heldigvis også pote. Det var vigtigt at få krydret en rigtig god første halvleg med en scoring, for vi ved, hvor hurtigt det ellers kan gå, hvis modstanderne pludselig får et mål i modsatte ende, siger Frederik Børsting, der også var tilfreds med AaB’s udtryk i den resterende del af opgøret.
- Vi fortsatte kadencen efter målet, og vi spillede en meget kontrolleret kamp, hvor vi også fik scoret til 2-0 og sikkert kørt sejren hjem. Dermed beviste vi også for os selv, at vi som hold besidder en masse karakter, når vi på den måde kan rejse os fra så stor en skuffelse, som nederlaget i pokalfinalen var, fortæller Frederik Børsting.
På torsdag skal AaB igen i aktion, når AGF gæster Aalborg Portland Park kl. 18.00. Det er fjerde møde mellem de to jyske mandskaber siden 7. juni. Hver af de foregående tre kampe har alle budt på fem scoringer med et nederlag på 3-2, en 3-2-sejr og en 4-1-sejr senest på Ceres Park i Aarhus.
- Det må gerne blive en målrig kamp igen, så længe det er til vores fordel. Når man møder hinanden så mange gange inden for kort tid, så kender vi jo hinandens styrker og svagheder. Vi ved, hvad de kommer med, og vi skal overmatche deres energiniveau, så trækker vi os sejrrigt ud af kampen, siger Frederik Børsting, der indtil nu har scoret fire gange i denne sæson. Tre mål i 3F Superligaen og et mål i Sydbank Pokalen.
Inden torsdagskampen mod AGF ligger AaB på sjettepladsen i 3F Superligaen med 44 point. Femtepladsen indtages af FC Nordsjælland med 45 point, mens Brøndby I.F. ligger på fjerdepladsen med 48 point.