AaB TV: Sammendrag af pokalfinalen

2. juli 2020 kl. 08:03 af Rasmus Estrup

AaB tabte i går 2-0 til SønderjyskE i finalen af Sydbank Pokalen, som blev spillet på Blue Water Arena i Esbjerg. 

Finalen, der var AaB's 12 af slagsen, var ikke fyldt med chancer i en første halvleg, der midtvejs blev afbrudt i et kvarters tid på grund af brud på Covid-19-reglerne blandt publikum.

Det medførte en lang tillægstid til første halvleg, og fem minutter inde i denne blev en afslutning fra Anders K. Jacobsen afrettet og gik i mål uden chance for AaB's Andreas Hansen. 

Cirka ti minutter efter pausen var Anders K. Jacobsen igen i målscoreren rolle, da han efter et frispark sendte 2-0-føringen til SønderjyskE i mål. 

SønderjyskE's Julius Eskesen blev i 65. minut udvist med sin anden advarsel, og herefter jagtede AaB den scoring, der kunne bringe spændingen tilbage i opgøret. Men målet udeblev, og AaB tabte finalen 2-0. 

Et sammendrag af kampen kan ses i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

Stor pokalfinalenedtur for AaB

1. juli 2020 kl. 22:23 af Martin Stigaard Skammelsen

I et perfekt fodboldvejr til en pokalfinale på Blue Water Arena, var det dagens udehold fra SønderjyskE der kom bedst fra start.

Efter blot to minutter blev den tidligere AaB’er Anders K. Jacobsen sendt igennem i dybden, men Andreas Hansen var vågen i målet og kom hurtigt ud og fik afværget.

I modsatte ende viste AaB første gang tilløb til chancer efter fem minutter, men Tom van Weerts hovedstød på Iver Fossums indlæg blev ikke ramt optimalt.

Et mindre AaB-overtag i den efterfølgende fase med to hjørnespark til følge kastede ikke chancer af sig, og i stedet var sønderjyderne atter farlige på en omstilling, hvor Anders K. Jacobsen igen voldte problemer for AaB’s defensiv, Magnus Christensen fik dog afværget på fornem vis.

SønderjyskE fik atter en mulighed efter et kvarters spil, da Johan Absalonsen trykkede af fra baglinjen, og ramte en medspiller i ansigtet lige foran mål, hvor bolden igen dog sprang i spil igen.

Kort før den halve time måtte kampen midlertidig afbrydes grundet brud på Covid-19 reglerne blandt publikum, den blev efterfølgende genoptaget efter 14 minutters afbrydelse.

Med ni minutter tilbage af tillægstiden fandt SønderjyskEs Johan Absalonsen en fri Anders K. Jacobsen på kanten af feltet, og hans afslutning blev uheldigt afrettet af Rasmus Thelander, og strøg i mål bag Andreas Hansen.

I samme sekvens måtte AaB-anfører Lucas Andersen lade sig udskifte med Søren Tengstedt grundet en skade, og pausefacit var således en et-måls føring til sønderjyderne.

Fra anden halvlegs start kom også Robert Kakeeto for banen, da han erstattede en skadet Magnus Christensen.

Første mulighed i anden halvleg tilfaldt igen SønderjyskE, da Mads Albæk trykkede af fra distancen, men Andreas Hansen havde luret det hårde flad skud.

Trods et mindre nordjysk overtag i boldbesiddelse, viste den sønderjyske defensiv sig svær at dirke op for AaB’s frontløbere, og i stedet blev det 2-0 til SønderjyskE på efter et frispark - igen var det Anders K. Jacobsen der sendte bolden i nettet.

Efter to yderligere udskiftninger blev AaB’s opstilling omgående ændret, så man spillede med en tremands-bagkæde, og kort efter kom også et kvalificeret forsøg fra Søren Tengstedt, der dog måtte se sit skud snige sig forbi nærmeste stolpe. 

Selvsamme Tengstedt var kort efter atter på spil, denne gang i det lille felt efter en fiks frispilning fra Kasper Kusk, men Sebastian Mielitz i det sønderjyske mål fik afværget skuddet.

Et efterfølgende rødt kort til SønderjyskEs Julius Eskesen betød, at spændingen i finalen forblev intakt, og kort efter var Frederik Børsting tæt på en reducering, men måtte se sit hovedstød pareret.

Gradvist løb tiden dog fra AaB’erne, der trods en mand i overtal i slutfasen ikke formåede for alvor at blive farlige.

Dermed endte finalen med et skuffende 2-0 nederlag.

 

 

Kampfakta Sydbank Pokalen, finale

AaB-SønderjyskE 0-2 (0-1)

0-1 45+5. minut Anders K. Jacobsen
0-2 56. minut Anders K. Jacobsen

AaB:

Andreas Hansen, Jakob Ahlmann (59. Mathias Ross), Rasmus Thelander, Jores Okore, Kristoffer Pallesen (80. Patrick Kristensen), Magnus Christensen (46. Robert Kakeeto), Patrick Olsen, Iver Fossum, Lucas Andersen (45+ Søren Tengstedt), Kasper Kusk, Tom van Weert (59. Frederik Børsting)

SønderjyskE:

Sebastian Mielitz, Stefan Gartenmann, Eggert Jonsson (63. Patrick Banggaard), Julius Eskesen, Christian Jakobsen (75. Rilwan Hassan), Alexander Bah, Anders K. Jacobsen, Pierre Kanstrup, Johan Absalonsen, Victor Mpindi (86. Emil Frederiksen), Mads Albæk (86. Rasmus Ingerslev)

Advarsler

AaB: 12. minut Jores Okore, 21. minut Magnus Christensen, 70. minut Mathias Ross

SønderjyskE: 23. + 65. minut Julius Eskesen, 42. Victor Mpindi, 46. Alexander Bah, 50. Christian Jakobsen, 74. Patrick Banggaard

 

Røde kort

AaB: ingen

SønderjyskE: 65. minut Julius Eskesen

Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt

 

1.750 tilskuere på Blue Water Arena

Tags på denne nyhed

Vis din støtte før pokalfinalen

1. juli 2020 kl. 10:19 af Rasmus Estrup

AaB jagter i dag klubbens fjerde pokaltitel, når Hele Nordjyllands Hold spiller finale i Sydbank Pokalen mod SønderjyskE. 

Tribunerne på Blue Water Arena kan desværre ikke være fyldte, men du kan vise din støtte til Hele Nordjyllands Hold på andre måder. Nemlig ved at pynte op med rød-hvide farver. 

Husk at uanset hvor man er, kan man deltage i initiativet. Vi har tidligere set billeder fra Dubai og Amsterdam, og jo flere billeder des bedre. 

Så vis os, hvordan du støtter AaB i dag og læg dit billede på din Instagram-story og @aabsportdk, brug #HeleNordjyllandsHold på Twitter eller tilføj billedet i kommentarsporet på Facebook. 

Vi glæder os til at se en masse rød-hvide farver i dag. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på AaB's pokalmesterskaber

1. juli 2020 kl. 08:42 af Rasmus Estrup

Når AaB i aften møder SønderjyskE i Sydbank Pokalens finale, er det AaB's 12. pokalfinale. Tre gange tidligere har AaB stået med trofæet. 

Første gang var i klubbens første finale i 1966, hvor AaB vandt 3-1 over KB på mål af Jens Flou, Heini hald og Bjarne Lildballe. 

I 1970 vandt AaB sit andet pokalmesterskab med en 2-1-sejr over Lyngby Boldklub. Her scorede Børge Bach begge AaB-mål i kampen. 

I 2014 lykkedes det for tredje gang at hæve pokalen, da FC København blev besejret med 4-2. To mål af Rasmus Thelander, en scoring af Jakob Ahlmann og et mål af Søren Frederiksen sikrede AaB-triumfen. 

I videoen øverst kan du se alle målene fra AaB's tidligere finaletriumfer. 

Tags på denne nyhed
'