AaB slutter sæsonen med stærk sejr i Herning

26. juli 2020 kl. 20:55 af Rasmus Estrup

AaB vandt sæsonens sidste kamp med 2-1 på udebane mod FC Midtjylland på scoringer af Tom van Weert og Patrick Olsen i første halvleg, inden Evander reducerede til slutresultatet på et straffespark i anden halvleg. 

AaB lagde fra første fløjt et højt pres på hjemmeholdets bagerste folk, og efter en erobring lige foran feltet spillede Malthe Højholt kuglen over til Patrick Olsen, der med sin afslutning fra distancen tvang Jesper Hansen til at give en returbold, som de nykårede danske mestre dog var først over. 

AaB fortsatte de gode takter i indledingen, og efter knap et kvarter fik Oliver Klitten en god mulighed. Tom van Weert driblede elegant forbi Alexander Scholz og spillede på tværs til Oliver Klitten, der efter lidt betænkningstid sparkede mod mål, men afslutningen var inden for målmandens rækkevidde. 

I 18. minut blev AaB's gode start på kampen og høje pres belønnet med et føringsmål. Tom van Weert opsnappede en dårlig aflevering fra Awer Mabil, og alene med Jesper Hansen valgte hollænderen køligt at drible rundt om keeperen og trille AaB's 1-0-føring over stregen med sin 11. 3F Superligascoring i sæsonen. 

Et par minutter senere slog nordjyderne til igen. Et godt opspil blev ført op igennem venstresiden, hvorfra Oliver Klitten lagde bolden fladt ind i feltet til en fri Patrick Olsen, som resolut sparkede 2-0-målet ind bag Jesper Hansen. 

Kort inden opgøret rundede en halv time, havde FC Midtjylland et par små tilbud, men både Ronnie Schwartz og Mikael Andersson måtte se sine afslutninger blokeret af AaB's 100-kamps jubilar Rasmus Thelander. 

Rasmus Thelander havde også placeret sig rigtigt i modsatte ende en håndfuld minutter senere, da et kantfrispark fra Patrick Olsen endte lige for fødderne af forsvarsspilleren tæt under mål, men jubilaren, der kort inden havde fået en flænge omkring øjet, sparkede bolden over mål. 

FC Midtjyllands første store mulighed tilfaldt Sory Kaba, der steg til vejrs på et indlæg og headede kraftfuldt mod mål fra nært hold, men inde på stregen leverede Jacob Rinne endnu en af sæsonens store redninger. Sådan en behøvede han ikke hive frem minuttet senere, da Alexander Scholz headede over på et hjørnespark. 

I tillægstiden til første halvleg sendte Robert Kakeeto en tværbold ind i feltet til Tom van Weert, som trak ind mod midten og afsluttede mod bagerste stolpe, men 1-0-målscoreren måtte se Jesper Hansen få fingrene på forsøget. 

Anden halvleg var kun 20 sekunder gammel, før FC Midtjyllands netop indskiftede Jens-Lys Cajuste prøvede lykken fra 30 meter, men Jacob Rinne havde god kontrol over forsøget. 

Seks minutter inde i anden halvleg fik FC Midtjylland et straffespark, da Rasmus Thelander spændte ben for Sory Kaba, og fra pletten scorede Evander stensikkert til 2-1.  

Herefter lagde FC Midtjylland et stort pres på AaB-feltet, og i 55. minut headede Sory Kaba over AaB-målet på et indlæg. Et halvt dusin minutter senere tog Jens-Lys Cajuste endnu en chance udefra, men igen var Jacob Rinne på plads, og det samme måtte Evander sande i 64. minut, da han ligeledes forsøgte sig fra distancen. 

I 69. minut var AaB's tre indskiftere, Jeppe Pedersen, Kasper Kusk og Patrick Kristensen, ved at spille sig frem til en scoring. Kasper Kusk vandt en hovedstødsduel i feltet og fandt Patrick Kristensen, der sendte kuglen videre til Jeppe Pedersen, som afsluttede godt, men desværre kom Jesper Hansen med en fremragende redning i vejen for den unge AaB'ers første scoring. 

Indhoppet fra Patrick Kristensen betød i øvrigt, at han slutter karrieren med 369 officielle kampe for AaB's bedste mandskab, hvilket sender ham op på en delt niendeplads på AaB's all-time-liste side om side med Søren Thorst. 

Mod slutningen blev også Kasper Pedersen og debutant Thomas Christiansen sendt på banen. Sidstnævnte har i denne sæson stadig været U/19 Ligaspiller, men rykker fra næste sæson op i 3F Superligatruppen

Kort før uret rundede 90 minutter driblede Kasper Kusk sig til en afslutning, som tvang FC Midtjylland-keeperen ud i endnu en god redning. 

Til sidst fik AaB forsvaret sejren hjem. Dermed slutter AaB sæsonen af med den første sejr på MCH Arena siden 2014, og Hele Nordjyllands Hold ender dermed sæsonen med 54 point. 

Trods sejren ender AaB sæsonen 2019-2020 på femtepladsen, da Brøndby I.F. på udebane besejrede AGF søndag aften og dermed endte på fjerdepladsen med 56 point. 

Matchfacts - 3F Superligaen, Mesterskabsspil, 36. spillerunde

FC Midtjylland-AaB 1-2 (0-2)
18. min 0-1 Tom van Weert, 21. min 0-2 Patrick Olsen, 53. min 1-2 Evander (str.), 
Advarsler FC Midtjylland: Ingen
Advarsler AaB: Oliver Klitten (24), Kristoffer Pallesen (43)
4.793 tilskuere på MCH Arena

FC Midtjylland (4-4-2): Jesper Hansen, Joel Andersson, Erik Sviatchenko, Alexander Scholz (84: Rasmus Nicolaisen), Paulinho (84: Lasse Vibe), Awer Mabil, Tim Sparv (4: Frank Onyeka), Evander, Mikael Andersson (46: Jens-Lys Cajuste), Sory Kaba, Ronnie Schwartz (46: Anders Dreyer).

AaB (3-4-3): Jacob Rinne, Jores Okore, Rasmus Thelander, Mathias Ross, Kristoffer Pallesen, Malthe Højholt (69: Patrick Kristensen), Robert Kakeeto, Lukas Klitten (86: Kasper Pedersen), Tom van Weert (61: Kasper Kusk), Patrick Olsen (86: Thomas Christiansen), Oliver Klitten (61: Jeppe Pedersen). 

Dommer: Jakob Kehlet

Tags på denne nyhed

AaB TV: Patrick Kristensens sidste hjemmekamp

26. juli 2020 kl. 12:34 af Rasmus Estrup

Se hele videoindslaget på AaB's Facebook-side

I dag er Patrick Kristensens sidste dag som AaB-spiller, da han efter dagens kamp mod FC Midtjylland lægger støvlerne på hylden. 

AaB TV fik lov til at følge Patrick Kristensen helt tæt i torsdags, da højrebacken spillede sin sidste hjemmekamp på Aalborg Portland Park og fik en flot og fortjent hyldest af klubben, holdkammeraterne og fansene. 

I dette indslag kommer du helt tæt på Patrick Kristensen. Se hans forberedelser til kampen, en gennemgang af karrieren, hans store trøjesamling fra de mange år i AaB, køreturen til Aalborg Portland Park, opvarmningen, indskiftningen og ikke mindst æresrunden efter Patrick Kristensens sidste hjemmekamp. 

Inden dagens kamp mod FC Midtjylland, som også er sæsonens sidste, har Patrick Kristensen opnået 368 kampe og 13 mål for AaB, og han har vundet to mesterskaber og en pokaltitel. 

AaB's kamp mod FC Midtjylland kan ses på TV3 Sport fra kl. 18.55. Kickoff er kl. 19.00. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på FC Midtjylland-AaB

26. juli 2020 kl. 08:20 af Rasmus Estrup

I aften kl. 19.00 spiller AaB sæsonens sidste kamp, når Hele Nordjyllands Hold gæster FC Midtjylland på MCH Arena. Kampen kan ses på TV3 Sport fra kl. 18.55. 

Inden aftenens kamp kan du i i denne video se et tilbageblik på en række tidligere AaB-scoringer på MCH Arena. Se blandt andet de tre mål fra 3-2-sejren i foråret 2014, et langskudsmål af Thomas Augustinussen og Tom van Weerts mål fra sidste sæsons besøg. 

Tags på denne nyhed

Patrick K. i afskedskamp – Thelander foran jubilæum

25. juli 2020 kl. 13:17 af Brian Andersen

I AaB’s seneste udekamp mod Brøndby I.F. blev det til den første sejr på Brøndby Stadion siden november 2015 – tilsvarende har AaB ikke vundet på MCH Arena i Herning siden april 2014.

Efter lørdagens afsluttende træningspas har cheftræner Jacob Friis udtaget følgende 18 spillere inklusive 11 egenudviklede folk fra AaB Talent og ti af AaB’s partnerklubber:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 9 Tom van Weert, 14 Malthe Højholt, 15 Lukas Klitten, 17 Kasper Kusk, 20 Oliver Klitten, 21 Patrick Olsen, 22 Andreas Hansen, 23 Robert Kakeeto, 24 Mathias Ross, 26 Rasmus Thelander, 28 Jeppe Pedersen, 32 Kasper Pedersen, 34 Anders Bærtelsen og U/19 Ligaspiller Thomas Christiansen.

Jakob Ahlmann, Iver Fossum, Lucas Andersen, Magnus Christensen og Frederik Børsting er på skadeslisten.

Patrick Kristensen, der har valgt at indstille karrieren, kan med spilletid i morgen aften opnå sin officielle kamp nummer 369 for AaB, hvilket i givet fald vil placere ham på en delt niendeplads sammen med Søren Thorst på klubbens All Time-liste siden 1885.

Samtidig kan Rasmus Thelander med spilletid mod FC Midtjylland blive noteret for sin officielle kamp nummer 100 for Hele Nordjyllands Hold.

Som følge af restriktionerne for Covid-19 er der ikke adgang for udeholdets fans, men opgøret sendes på TV3 Sport fra kl. 18.55, ligesom dysten kan følges i Liga på P3.

Tags på denne nyhed

Thelander på vej i Klub 100 i AaB

25. juli 2020 kl. 12:14 af Brian Andersen

Forrige søndag rundede Jacob Rinne 100 kampe for AaB, og i torsdags opnåede Jores Okore samme status.

Hattricket kan således blive fuldendt søndag aften af en i øjeblikket storspillende Rasmus Thelander, der i august 2019 returnerede til AaB efter fire år i udlandet.

AaB solgte i sommeren 2015 Rasmus Thelander til den græske storklub Panathinaikos FC, og efterfølgende repræsenterede Thelander også FC Zürich i Schweiz og hollandske Vitesse Arnhem. AaB hentede i sommeren 2012 Rasmus Thelander hos AB i Gladsaxe.

I AaB huskes Rasmus Thelander udover sit kontante forsvarsspil også for pokalfinalen i 2014 mod FC København og sine to hovedstødsmål, der var med til at sikre AaB The Double. I alt har 29-årige Rasmus Thelander i sine foreløbige 99 kampe for AaB scoret seks gange.  

Ligeledes i Schweiz oplevede Rasmus Thelander at blive pokalvinder, da han 27. maj 2018 blev kåret til kampens bedste spiller i finalesejren over forhåndsfavoritterne fra BSC Young Boys.

Herudover er det blevet til tre U-landskampe for Danmark.

AaB markerer et jubilæum, når en spiller opnår sin kamp nummer 100, 200, 250, 300, 350 etc.

Tags på denne nyhed