34. spillerunde fastlagt

7. juli 2020 kl. 10:22 af Brian Andersen

AaB’s resterende kampprogram ser dermed således ud:

3F Superligaen, 32. spillerunde – Torsdag 9. juli kl. 18.00 – AaB-AGF

33. runde – Søndag 12. juli kl. 14.00 – FC Nordsjælland-AaB

34. runde – Søndag 19. juli kl. 18.00 – Brøndby I.F.-AaB

35. runde – 21., 22. eller 23. juli – AaB-FC København

36. runde – Søndag 26. juli kl. xx.xx – FC Midtjylland-AaB

AaB forventer at kunne byde tilskuere velkommen til
den forestående jyske klassiker mod AGF – nærmere information omkring dette følger senere i dag.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-Brøndby I.F. 2-0

6. juli 2020 kl. 07:04 af Rasmus Estrup

AaB vandt i går 2-0 på Aalborg Portland Park over gæsterne fra Brøndby I.F. 

Hjemmeholdet dominerede fra første fløjt, og efter 40 minutters spil gjorde Frederik Børsting det til 1-0, da han tacklede læderet fra Marvin Schwäbe, og trillede 1-0-scoringen over stregen fra en spids vinkel. 

AaB's føring blev fordoblet i kampen 69. minut, da Patrick Olsen udnyttede en flad assist fra Kasper Kusk til 2-0. 

Med sejren har AaB 44 point i 3F Superligaen, hvilket rækker til en foreløbig sjetteplads. Foran ligger FC Nordsjælland med 45 point, mens Brøndby I.F. har 48 point på fjerdepladsen. 

Tags på denne nyhed

Velfortjent AaB-sejr over Brøndby I.F.

5. juli 2020 kl. 19:59 af Rasmus Estrup

AaB leverede en stærk indsats efter pokalskuffelsen i onsdags, da Brøndby I.F. i dag blev besejret med 2-0 på Aalborg Portland Park. Frederik Børsting bragte Hele Nordjyllands Hold i front før pausen, og Patrick Olsen lukkede målscoringen 20 minutter før tid. 

AaB dominerede fra start i det vindblæste opgør, men trods spilovertag og et par hjørnespark var det først efter ti minutter, at første afslutning kom. Her fik AaB med et godt og grundigt opspil sat Søren Tengstedt op til afslutning på kanten af feltet, men venstrebenshugget blev blokeret til hjørne. 

Tre minutter senere sled Patrick Olsen sig til opgørets første store chance. Dagens centrale angriber fik med et højt pres tacklet bolden fra Marvin Schwäbe, men da AaB-spilleren efterfølgende fik kontrol over læderet og afsluttet, kom Brøndby-målmanden i vejen. 

Kort efter måtte dommer Anders Poulsen lade sig udskifte med en skade, hvorfor fjerdedommer Jakob Kehlet overtog fløjten, da spillet efter en håndfuld minutters afbrydelse blev sat i gang igen. 

Gæsternes første mulighed faldt midt i første halvleg, da et kantfrispark blev slået i bagerste område mod Sigurd Rosted, der headede mod mål, men AaB-målmand Jacob Rinne greb sikkert kuglen. 

I 30. minut fik Patrick Olsen sin anden store chance. Denne gang brød Iver Fossum Brøndby I.F.'s opspil højt på gæsternes halvdel. Bolden røg hen i fødderne på en fri Patrick Olsen, der vendte rundt på kanten af feltet og øjeblikkeligt trykkede af, men i målet leverede Marvin Schwäbe en stor redning. 

AaB havde i de følgende minutter meget spil omkring gæsternes felt, og efter 36 minutter var det tæt på at udmønte sig i en scoring, da Rasmus Thelander i kølvandet på et hjørnepark fandt Jores Okore med en stikning. Jores Okores afslutning sneg sig desværre lige forbi bagstolpen. 

I 40. minut lykkedes det Hele Nordjyllands Hold at finde vej til nettet. Denne gang var det Frederik Børsting, der med et højt pres fik tacklet bolden fra Marvin Schwäbe, og fra en spids vinkel trillede kantspilleren sikkert kuglen over stregen til en fortjent 1-0-føring. 

En håndfuld minutter senere følte AaB-lejren sig snydt for et straffespark, da Søren Tengstedt faldt i græsset efter en duel med Sigurd Rosted, men dommerfløjten lød ikke. 

AaB fortsatte de gode takter i starten af anden halvleg, og Søren Tengstedt fik blandt andet sendt et drøn afsted mod Brøndby-målet, men Marvin Schwäbe fik handskerne på. 

Otte minutter efter pausen fandt gæsterne vej til AaB-feltet, men hovedstødet fra Jesper Lindstrøm var uden præcision.

De følgende minutter havde gæsterne presset AaB ned omkring eget felt, men Brøndby I.F. fik ikke for alvor presset Jacob Rinnes mål. Blandt andet fordi Mathias Ross kom i vejen for en stor mulighed til indskiftede Anis Ben Slimane. 

I 69. minut slog AaB til gengæld til i modsatte ende. Efter endnu et højt pres blev bolden erobret fra gæsternes defensiv. Denne gang stjal en velspillende Robert Kakeeto bolden, som blev sendt ud i højresiden, hvorfra Kasper Kusk slog bolden fladt på tværs til Patrick Olsen, der sparkede 2-0-scoringen i kassen. 

Et kvarters tid før slutfløjt forsøgte Jores Okore sig med et saksespark, men det akrobatiske spark manglede præcision.

I 80. minut tvang Patrick Olsen Marvin Schwäbe til en redning på et hug fra udkanten af feltet, og minuttet senere måtte Brøndby-keeperen igen agere redningsmand med en fodparade på et forsøg fra Kasper Kusk.  

Med fem minutter igen måtte Jacob Rinne så hive en flot redning ud af ærmet, da Anis Ben Slimane havde en god mulighed. 

Mod slutningen var Jores Okore lige ved at udbygge AaB-føringen, men kuglen gik lige forbi, og 2-0-sejren var en realitet. Med sejren har AaB 44 point på sjettepladsen i 3F Superligaen. Foran ligger FC Nordsjælland med 45 point, mens Brøndby indtager fjerdepladsen med 48 point. 

Næste kamp i 3F Superligaen spilles på torsdag, hvor AGF gæster Aalborg Portland Park kl. 18.00. 

Matchfacts - 3F Superligaen, Mesterskabsspil, 31. spillerunde

AaB-Brøndby I.F. 2-0 (1-0)
40. min 1-0 Frederik Børsting, 69. min 2-0 Patrick Olsen
Advarsler AaB: Rasmus Thelander (23), Iver Fossum (67)
Advarsler Brøndby I.F.: Jens Martin Gammelby (52)
280 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (3-4-3): Jacob Rinne, Mathias Ross, Jores Okore, Rasmus Thelander, Kristoffer Pallesen, Iver Fossum (84: Magnus Christensen), Robert Kakeeto, Jakob Ahlmann (84: Patrick Kristensen), Søren Tengstedt (65: Tom van Weert), Patrick Olsen, Frederik Børsting (65: Kasper Kusk).

Brøndby I.F. (3-5-2): Marvin Schwäbe, Hjörtur Hermannsson, Andreas Maxsø, Sigurd Rosted (46: Simon Tibbling), Jens Martin Gammelby (63: Anis Ben Slimane), Josip Radosevic, Morten Frendrup (46: Andreas Bruus), Lasse Vigen Christensen, Alexander Jung, Mikael Uhre (72: Mathias Damm Kvistgaarden) , Jesper Lindström (84: Peter Bjur).

Dommer: Anders Poulsen (20: Jakob Kehlet)

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på AaB-Brøndby I.F.

5. juli 2020 kl. 08:54 af Rasmus Estrup

I aften kl. 18.00 spiller AaB hjemme på Aalborg Portland Park mod Brøndby I.F. Varm op til kampen med dette tilbageblik på 10 tidligere hjemmebanescoringer mod dagens modstander. 

Se blandt andet det fremragende langskud fra Rasmus Würtz, alle AaB-mål fra 4-1-sejren i 2015 og de tre AaB-kasser fra de gulblusedes seneste besøg på Aalborg Portland Park i februar. 

Har man ikke billetter til aftenens kamp, kan den følges på Canal 9. Optakten begynder kl. 17.00.  

Tags på denne nyhed
'