AaB vinder KMD Cup igen
For andet år i træk vinder AaB indendørsturneringen KMD Cup.
AaB vandt endnu engang KMD Cup, da indendørsstævnet her til aften blev afholdt under højt lydniveau fra tribunerne i Jyske Bank Arena i Odense.
AaB kom til turneringen som forsvarende titelvindere, og nordjydernes første kamp blev spillet mod Øens Hold, der var et hold af udvalgte fynboer med god erfaring i indendørsfodbold.
Efter lidt over fem minutter kom fynboerne foran 1-0, men med to minutter igen udlignede Gabriel Adriano Alves Christensen efter oplæg fra Malthe Højholt.
30 sekunder før tid sikrede Patrick Olsen en AaB-sejr på 2-1, da han med et fladt langskud fra midten slyngede bolden i nettet via indersiden af stolpen.
Sejren blev efterfulgt af endnu en triumf på 4-1 mod Brøndby I.F. Inden for opgørets første minut havde Oliver Overgaard bragt AaB på 1-0 og lagt op til Kasper Kusks scoring til 2-0.
Dernæst tog Gabriel Adriano Alves Christensen sagen i egen hånd og fuldendte en flot solotur med målet til 3-0. Jeppe Pedersen kopierede kort efter bedriften og udbyggede til 4-0, inden Brøndby I.F. to minutter før tid reducerede til slutresultatet 4-1.
Tredje kamp mod OB endte med aftenens første nederlag, da OB vandt 3-1.
Allerede i løbet af det første halvandet minut havde værtsholdet scoret to gange og bragt sig på 2-0. Senere i opgøret måtte Andreas Hansen ud på bænken på grund af et gult kort, og i mens vogtede Jeppe Pedersen målet uden at indkassere.
Efter Andreas Hansens tilbagevenden til målet reducerede Kasper Kusk til 2-1, men med et halvt minut igen lukkede OB kampen med målet til 3-1.
Dermed var AaB pisket til en sejr i sidste indledende kamp mod AGF, der inden opgøret ligesom AaB stod med seks point.
Og her skuffede AaB ikke. Efter lidt over et minut scorede Kasper Kusk flot til 1-0, og to et halvt minut inde i kampen fordoblede Jeppe Pedersen AaB-føringen efter et godt opspil.
Med 40 sekunder igen bragte AGF spænding tilbage i kampen med en reducering til 2-1, men ti sekunder før tid sikrede Kasper Kusk AaB en finaleplads med det afgørende mål til 3-1.
Dermed var AaB i finalen med ni point efter de fire indledende kampe. I finalen ventede OB, som havde skes point inden finalen.
Finaleopgøret startede perfekt for AaB, da Oliver Overgaard scorede efter blot syv sekunder. Halvandet minut senere udlignede OB, men inden pausen havde Gabriel Adriano Alves Christensen, Oliver Klitten og Kasper Kusk sendt AaB foran 4-1.
I anden halvleg reducerede OB til 4-2, inden Patrick Olsen halvandet minut før tid scorede til 5-2. Opgørets sidste minut bød på endnu en OB-scoring, inden Malthe Højholt lukkede turneringen med målet til 6-3.
AaB stillede til KMD Cup med følgende mandskab:
2 Patrick Kristensen, 14 Malthe Højholt, 17 Kasper Kusk, 20 Oliver Klitten, 21 Patrick Olsen, 22 Andreas Hansen, 28 Jeppe Pedersen samt U/19-ligaspillerne Gabriel Adriano Alves Christensen og Oliver Overgaard.
I forbindelse med KMD Cup blev der også afholdt Fan Cup og Future Stars Cup.
I Fan Cuppen tabte AaB første opgør til Brøndby I.F. med 3-0. Samme cifre tabte AaB's U/14-hold kort efter også med til Brøndby I.F. Dermed skulle begge AaB-mandskaber spille kampen om tredjepladsen.
I Fan Cuppen var AaB oppe imod OB, og trods en fynsk scoring i kampens indledning, vandt AaB-opgøret 3-1 og snuppede tredjepladsen. Målene blev sat ind af Kasper Aakjær, Mads Bo Krenchel og Alex Husted.
I Future Stars Cup hed modstanderen AGF, og aarhusianerne kom foran 2-0. AaB fik dog spillet sig tilbage i kampen. Først reducerede Anders Noshe og få sekunder før tid udlignede Noel Atli Arnarsson.
Udligningen sendte opgøret ud i straffesparkskonkurrence og her sejrede AGF desværre, hvilket gav AaB en fjerdeplads i turneringen.
I Future Stars Cup bestod AaB's hold af: Jonas Bjørn-Jensen, Malthe Kjølbye, Noel Atli Arnarsson, Frederik Nygaard Andersen, Christian Lynge Mølgaard, Anders Noshe og Tobias Bjørn-Jensen.
AaB's hold i AaB Fan Cup var: Lasse Husted, Alex Husted, Frederik Grøne, Mikkel Hjortshøj, Kasper Aakjær, Kasper Svensen og Mads Bo Krenchel.