Sejr, uafgjort og nederlag i første kampe

12. august 2020 kl. 10:17 af Martin Stigaard Skammelsen

U/19 Ligaen AaB-Randers Freja FC 3-3

Sæsonens første kamp i U/19 Ligaen blev en målrig affære, da AaB tog imod Randers Freja FC.

Gæsterne kom tidligt foran, men 10 minutter senere udlignede Christian Wagner til 1-1 på et godt langskud.

Stik mod spilfordelingen var det gæsterne der atter kom foran kort efter den halve time, men blot et minut senere var Christian Wagner igen på rette sted og kunne udligne til 2-2.

Første halvleg endte dog med en ny AaB-dukkert, da Randers-mandskabet bragte sig foran 3-2, hvilket også var stillingen ved pausen.

I anden halvleg fik AaB dog lukket ned for gæsternes offensiv, og den fortjente udligning til slutfacit 3-3 blev leveret af Daniel Mortensen.

Det uafgjorte resultat betyder, at U/19-mandskabet er på femtepladsen i U/19 Ligaen inden næste rundes møde med Silkeborg på udebane i Ikast den 16. august.

U/17 Ligaen AaB-Randers Freja FC 2-3

AaB fik en svær start mod et godt spillende Randers-mandskab, men godt igen og kunne bringe sig i front 1-0 midt i første halvleg, på et hovedstød af Oliver Ross efter et hjørnespark – en stilling der også var facit efter de første 45 minutter.

Gæsterne kom dog bedst ud til anden halvleg, hvor man hurtigt fik scoret to gange, hvilket betød at AaB måtte jagte en udligning, hvilket lykkedes, da Oliver Ross udnyttede det gode forarbejde af Magnus Koch til at score til 2-2.

Desværre svarede gæsterne kort efter igen og bragte sig atter i front, en føring som AaB desværre ikke fik indhentet, så 3-2 nederlaget blev en kendsgerning.

Nederlaget sender U/17 Liga-holdet på en 12. plads i ligaen forud for næste opgør, hvor modstanderen er Silkeborg, en kamp der afvikles søndag 16. august i Ikast.

U/15 Ligaen AaB-Randers Freja FC 3-2

Også U/15 Liga-mandskabet var i den forgangne weekend i kamp mod Randers Freja FC, og kunne trække sig sejrrigt ud af dysten med cifrene 3-2.

Allerede efter fem minutters spil kunne Anders Noshe bringe AaB i front 1-0, men blot to minutter senere fik gæsterne udlignet til 1-1, og kort før pausen blev det også 2-1 til kronjyderne.

I varmen på Hornevej svarede AaB godt igen straks efter pausen, hvor Emil Borup udlignende til 2-2 efter et hjørnespark, hvorefter Anders Noshe kunne notere sin anden scoring i kampen med 10 minutter igen, hvilket sendte AaB på sejskurs med cifrene 3-2.

Sejren betyder, at AaB indtager en fjerdeplads i U/15 Ligaen inden det i næste runde gælder Silkeborg på udebane den 29. august.

Tags på denne nyhed

AaB henter forsvarstalent i Røde Stjerne Beograd

11. august 2020 kl. 09:10 af Martin Stigaard Skammelsen

Prijovic har spillet hele sin ungdomskarriere hos storklubben fra den serbiske hovedstad, hvorfra han i den seneste sæson var udlejet til den lokale klub Graficar Beograd. Hertil er det også blevet til seks landskampe for de serbiske U/16- og U/17-landshold. 

Fra AaB’s sportschef Inge André Olsen får Vladimir Prijovic følgende skudsmål:

- Vi har scoutet Vladimir, der en venstrefodet midterforsvarer, der også kan spille venstre back. Fodboldmæssigt har man i Serbien stort fokus på både fysikken og det tekniske, så Vladimir er en fysisk stærk og god spiller, som vi har stor tro på vil udvikle sig videre i AaB og tage det næste skridt i sin karriere hos os.

- Han kommer selvfølgelig fra et andet land med en anden kultur, så man må forvente en tilvænningsperiode hos ham, men vi glæder os til at tage imod ham og gøre ham til en del af fællesskabet i AaB, lyder det fra Inge André Olsen.

Vladimir Prijovic selv er ydmyg, men stolt over at være kommet til AaB.

- At få mulighed for at spille i en stor dansk klub som AaB, der har en fornem historie, er noget, jeg er meget stolt af. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at vise klubben og dens fans, at man har gjort det rigtige ved at lave en aftale med mig, udtaler Vladimir Prijovic.

- Som spiller er jeg teknisk og fysisk stærk, og jeg har også den rette mentalitet til at få succes, siger den nyeste tilføjelse til AaB-truppen.

I AaB får Vladimir Prijovic trøje nummer 24.

Tags på denne nyhed

AaB køber Tim Prica i Malmö F.F.

10. august 2020 kl. 16:30 af Martin Stigaard Skammelsen

Tim Prica kom som 12-årig til Malmö F.F.s fodboldakademi fra israelske Maccabi Tel Aviv og har i den svenske klub optrådt for U/17 og U/19-mandskaberne, inden det i 2019 blev til debut på svenskernes førstehold, hvor det i alt er blevet til seks optrædener. 

I landsholdsregi er Prica noteret for 29 optrædener og 15 scoringer på de svenske U/15-, U/16- og U/17-landshold.

- Tim er et af de største talenter i Norden på angrebspositionen, og selvom han havde økonomisk mere attraktive tilbud på hånden, og der har været stor konkurrence om at tilknytte ham, så ville han selv til AaB, fortæller AaB’s sportschef Inge André Olsen.

- Det er naturligvis et positivt tegn, når vores udviklingsarbejde, spiludvikling og filosofi kan tiltrække et af de største talenter i Skandinavien. Det er vi rigtige glade for, og nu skal vi sammen arbejde hårdt og gøre Tim til en topangriber i 3F Superligaen, ligesom det selvfølgelig er dejligt igen at have en Prica som angriber i klubben, tilføjer Inge André Olsen med henvisning til Tims far, Rade, der i halvandet år i 2006-2007 bidrog med 31 scoringer i 59 officielle kampe i AaB-trøjen, før han i januar 2008 blev solgt til Sunderland A.F.C. i Premier League.

Prica selv glæder sig meget til at tage næste skridt i karrieren i AaB.

- Det føles rigtigt at komme til AaB, det føles som et godt skridt videre i karrieren og jeg har fået et rigtig godt indtryk af byen og klubben, så nu glæder jeg mig bare til at komme i gang og vise fansene, hvad jeg kan, udtaler Tim Prica.

- Jeg tror, klubben har fat i et godt koncept, hvor man vil lade unge spillere få chancen, og det er derfor jeg er her, for at præstere og vise hvad jeg kan, lyder det videre fra Prica.

Tim Prica får i AaB trøje nummer 11 og vil første gang træne med sine nye holdkammerater onsdag 12. august på Hornevej.

Tags på denne nyhed

Kun 7 positive tests ud af 10.373 i 3F Superliga og NordicBet Liga

10. august 2020 kl. 10:53 af Martin Stigaard Skammelsen

I de 11 uger det tog for dansk fodbold at afvikle resten af sæsonen – inkl. træningsopstart – blev der udført 10.373 tests med kun syv positive prøver. Dermed har 0,07% af testene været positive, hvilket kun er en fjerdedel af Danmarks samlede tal fra samme periode, som er på 0,27%. Der kan nævnes masser af grunde til, at tallet for hele Danmark er så meget større end tallet for de omkring 1200 ugentligt testede personer i og omkring fodboldklubberne i 3F Superliga og NordicBet Liga, men det viser i hvert fald, at den konsekvente strategi med fokus på testning, opsporing og isolering har været en stor succes i dansk professionel fodbold. De grundige protokoller har reguleret dagligdagen i klubberne og været med til at beskytte spillere og øvrige medarbejdere.

- Vi er lykkedes med at skabe et ansvarligt miljø, hvor alle i trupperne har levet normalt ved siden af deres fodboldarbejde – og alligevel har vi kunnet holde smitte ude af trupperne. De protokoller spillere og klubber har skullet følge har virket så godt, at vi har kunnet reagere hurtigt på de få positive prøver, der har været, og hver gang sørget for at bryde alle potentielle smittekæder tidligt, lyder det fra direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.

Den succesfulde formel med testning, opsporing og isolering har sammen med protokollerne været den væsentligste årsag til, at det har været muligt at holde antallet af positive tests nede – og helt undgå smittespredning til andre i trupperne. Tilsvarende er der også lavet protokoller for tilskuere på stadion, der gør, at hvis der har været en smittet person blandt tilskuerne, så er der en plan for opsporing af de personer, der har været tætte konkakter til den smittede. Planen inkluderer bl.a. en etableret kommunikationslinje til sundhedsmyndighederne til deling af relevant information.

- Ingen fodboldkamp med tilskuere i Danmark har kunnet konstateres at være en smittesprederbegivenhed. Ligesom med spillerne og resten af truppen har vi også skabt et trygt miljø for fodboldfans, så de kan følge deres hold på stadion i kontrollerede omgivelser. Selvfølgelig kan vi ikke garantere, at der ikke kan være en smittet person blandt tilskuerne, men vi kan med alle de tiltag, der tages på stadion, sørge for at begrænse smittemulighederne – og så kan vi i en grad, det ikke er mulig ret mange andre steder, bidrage til smitteopsporing i samfundet i samarbejde med myndighederne, og dermed begrænse smittespredningen. Det peger på, at det er lige så sikkert at tage til fodboldkamp, som at bevæge sig rundt andre steder i Danmark – og vores mulighed for smitteopsporing bliver ikke tilbudt ved mange andre samfundsaktiviteter, siger Claus Thomsen.

 

Tags på denne nyhed

Tirsdag frigives nye pladser til salg

9. august 2020 kl. 10:00 af Thomas Fiele

Efter i morgen mandag udløber sæsonkort for 19/20 sæsonen, som ikke er gentegnet til et sæsonkortabonnement. Det betyder at de pladser, der ikke er fornyet, frigives til åbent salg tirsdag.

Er du sæsonkortholder, er det altså sidste chance i morgen mandag 10. august for at gentegne dit sæsonkort. Det kan gøre dette ved at logge ind på din profil og tegne et abonnement, eftersom det traditionelle sæsonkort, der kun er gyldigt en sæson ad gangen, afskaffes fra den nye sæson. Gentegner du med et abonnement beholder du din faste plads, det samme kort og adgang til alle AaB's hjemmekampe lige så længe du ønsker. Fra købet af dit abonnement er du kun bundet de første seks måneder. 

 

Her kan du se en video af, hvordan du gentegner dit sæsonkort og bliver sæsonkortabonnent. 

Grundet situationen med Covid-19 kan vi på nuværende tidspunkt ikke garantere, at det fra den nye sæson vil være muligt at overvære kampene fra din normale faste plads, men gentegner du, vil pladsen være din, så snart Aalborg Portland Park åbner igen under normale forhold. 

Er du sæsonkortabonnent, er du i forvejen sikret din plads fremadrettet, og du behøver således ikke foretage dig noget for at bevare din adgang til alle AaB's 3F Superligakampe og Sydbank Pokalkampe på Aalborg Portland Park. 

Tags på denne nyhed