AaB sælger Bærtelsen til Vendsyssel F.F.
Anders Bærtelsen skifter omgående til Vendsyssel F.F. på en permanent aftale.
Anders Bærtelsen kom til AaB som U/12-spiller fra partnerklubben Støvring I.F. og blev i sommeren 2019 rykket op i Superliga-truppen.
Sportschef Inge Andre Olsen udtaler:
- Vi har med Anders udviklet endnu et godt talent, men må også erkende, at vejen til at slå igennem på Superliga-niveau for ham indtil videre har været svær, da vi har hård konkurrence på positionerne i midterforsvaret. Derfor er vi i fællesskab blevet enige om, at den bedste løsning for Anders vil være at prøve sig af i en ny klub, hvor han kan få mere spilletid og fortsætte sin udvikling, hvilket han helt sikkert kan hos Vendsyssel F.F. Han er en meget professionel spiller med den rette indstilling, og vi ønsker ham alt muligt held og lykke fremover.
20-årige Anders Bærtelsen, der er noteret for 30 ungdomslandskampe og to mål for Danmark, tilføjer:
- Jeg har været rigtig glad for at være i AaB, hvor det efterhånden er blevet til en del år. Jeg har haft mange gode trænere og holdkammerater og fået mange gode oplevelser, men nu er tiden kommet til at vores veje skal skilles.
- Jeg var afklaret med, at jeg skulle finde en ny klub for at få mere spilletid og fortsætte min udvikling, så begge parter var enige om, at der skulle findes en god løsning, hvilket jeg føler, vi har fået. Jeg ønsker alle i og omkring AaB alt det bedste fremover og takker alle der har hjulpet og støttet mig i min tid i klubben.
Anders Bærtelsen opnåede fire officielle kampe for Hele Nordjyllands Hold.