Lucas Andersen og Kasper P. er tilbage for AaB

28. september 2019 kl. 13:12 af Brian Andersen

Her skal AaB forsøge at følge op på onsdagens pokalsejr mod Vejgaard Boldspilklub ved at vinde den fjerde hjemmekamp på stribe i 3F Superligaen.

Efter lørdagens træningspas har cheftræner Jacob Friis udtaget følgende 18 spillere inklusive 12 egenudviklede folk fra AaB Talent og 12 af AaB’s partnerklubber:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Iver Fossum, 10 Lucas Andersen, 17 Kasper Kusk, 20 Oliver Klitten, 21 Patrick Olsen, 22 Andreas Hansen, 24 Mathias Ross, 25 Frederik Børsting, 27 Søren Tengstedt, 29 Mikkel Kaufmann, 32 Kasper Pedersen og U/19 Ligaspillerne Malthe Højholt og Jeppe Pedersen.

Magnus Christensen har karantæne, mens Tom van Weert, Rasmus Thelander, Oliver Abildgaard, Lukas Klitten og Anders Bærtelsen er ukampdygtige.

AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2019 går ubeskåret til Barnets Blå Hus i Vesthimmerland, som efter efterårets første fire hjemmekampe allerede er sikret en donation på 52.530 kr. Køb i forsalg billet til opgøret mod Randers FC her.

Der er kickoff kl. 14.00 – dørene åbnes en time før.

Tags på denne nyhed

Husk fan-dialogmøde på mandag

28. september 2019 kl. 09:39

På mandag 30. september klokken 18.30-21.00 i Advokatfirmaet.dk loungen på Aalborg Portland Park er der fan-dialogmøde, hvor repræsentanter fra AaB’s ledelse ser frem til at udveksle erfaringer og synspunkter med AaB-fans.

- Denne aften har vi et par vigtige punkter, som vedrører alle, der er en del af eller interesserer sig for den aktive fanscene i AaB. Mere kan vi ikke sige nu, men vi håber at så mange aktive fans som muligt vil møde op denne aften, siger AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum.

Dagsorden til dialogmødet den 30. september er som følger:

  1. Velkomst - AaB er på dagen vært ved en øl eller sodavand
  2. Sportslig opdatering i AaB ved Allan Gaarde
  3. Strategisk opdatering  i AaB ved Thomas Bælum
  4. Drøftelse om fanscenens fremtid med fokus på stemning på hjemmebane

AaB modtager gerne på forhånd input og spørgsmål til de forskellige oplæg. Disse bedes sendt til AaB’s fankoordinator Simon Vangsgaard Jensen på svj@aab-as.dk senest mandag den 30. september.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Kusk og Theodor åbner Theodors postkasse

27. september 2019 kl. 14:45 af Rasmus Estrup

I hjørnet af Theodors Familiezone på Weber Tribunen er der mulighed for at lave tegninger og skrive breve, som kan afleveres i Theodors postkasse.

Efter hver hjemmekamp tømmer Theodor sin postkasse og udvælger en tegning eller et brev. Afsenderen af den udvalgte tegning eller det udvalgte brev vinder billetter til en af AaB's kommende hjemmekampe. 

Til at gennemgå billederne fra seneste hjemmekamp mod FC København fik Theodor hjælp af Kasper Kusk. 

Se makkerparret gennemgå brevene og udvælge en vinder i videoindslaget øverst. 

Husk at det også på søndag er muligt at lave tegninger og skrive breve til Theodor i Theodors Familiezone, når AaB møder Randers FC kl. 14.00 på Aalborg Portland Park. 

Køb billetter til kampen her. 

Tags på denne nyhed

Ross udtaget til U/19-landskampe

27. september 2019 kl. 13:25 af Rasmus Estrup

I midten af oktober skal Danmarks U/19-landshold spille to venskabskampe på udebane mod Irland. Med i den danske landsholdstrup er AaB-spiller Mathias Ross. 

Forsvarsspilleren har inden de to kampe 22 optrædener for de danske ungdomslandshold bag sig - heraf er 11 af kampene for U/19-landsholdet. 

Den første af de to venskabskampe mod Irland spilles fredag 11. oktober, inden andet opgør spilles mandag 14. oktober. 

Tags på denne nyhed

Vidste du om AaB og Randers FC…

27. september 2019 kl. 11:55 af Brian Andersen

- at den forestående duel er 3F Superligakamp nummer 41 mellem AaB og Randers FC. Statistikken siger 17 sejre til AaB, 11 uafgjorte og 12 nederlag samt en målscore på 65-52 i AaB’s favør.

- at AaB har tabt de to seneste 3F Superliga-hjemmekampe mod Randers FC, begge afviklet i foråret 2019. AaB har dog aldrig tabt tre Superliga-hjemmekampe i træk mod Randers FC.

- at AaB vandt klubbernes seneste indbyrdes møde, da det 22. april 2019 blev til en 2-0 sejr i Randers efter scoringer af Tom van Weert og Lucas Andersen.

- at der traditionelt scores mange mål i 3F Superligakampe mellem AaB og Randers FC, idet der i de 40 tidligere kampe er scoret 117 mål svarende til et gennemsnit på godt 2,9 mål pr. kamp. Det er nogenlunde ligeligt fordelt mellem de to klubbers stadions med 61 scoringer i Aalborg (20 kampe) og 56 scoringer i Randers (20 kampe).

- at ud af de 40 tidligere 3F Superligakampe mod Randers FC har AaB scoret først i 24 tilfælde, hvilket har resulteret i 16 sejre, fem uafgjorte og tre nederlag. Omvendt har Randers FC scoret kampens første mål i 13 tilfælde, hvilket har givet AaB en sejr, tre uafgjorte og ni nederlag.

- at AaB’s pokalhelt i onsdags, Kasper Kusk, er den mest scorende spiller i indbyrdes 3F Superligakampe mellem AaB og Randers FC. I hans ti tidligere opgør mod Randers FC som AaB-spiller har han scoret syv mål, men det er dog ikke lykkedes at få bolden i nettet i hans tre seneste opgør mod Randers FC.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Kasper Kusk (7 mål) også Frederik Børsting (3 mål), Lucas Andersen (1), Tom van Weert (1), Oliver Abildgaard (1), Kasper Pedersen (1), Jakob Ahlmann (1) og Rasmus Thelander (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod Randers FC.

- at AaB har vundet de tre seneste 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park med sammenlagt 8-1. Hvis det bliver til en sejr over Randers FC, vil det være første gang siden september-december 2015, at AaB vinder fire 3F Superliga-hjemmekampe i træk.

- at de to seneste 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park har foruden sejr tillige budt på clean sheets til AaB. Hvis AaB formår at holde Randers FC fra at score, vil det således være første gang siden december 2013-marts 2014, at AaB holder nullet i tre 3F Superliga-hjemmekampe i træk.

- at AaB ikke har den bedste statistik med søndagens dommer Peter Kjærsgaard som dommer, idet de 16 tidligere 3F Superligakampe kun har budt på point i ni af kampene (3V-6U-7T). Hans seneste optræden i Aalborg, 11. august i år, gav dog en storsejr på 4-0 mod Esbjerg fB.

- at på trods af kun 40 spillede 3F Superligaopgør mellem AaB og Randers FC har dommerne relativt ofte haft behov for at dømme straffespark (6 stk.) eller udvise en spiller (10 stk.).

- at det er endnu ikke lykkedes nogen klub at score mod AaB i en 3F Superligakamp afviklet på datoen 29. september. De tre tidligere opgør på denne dato har givet AaB syv point og en samlet målscore på 4-0.

- at AaB senest var i aktion på datoen 29. september, da det i 2013 sluttede 0-0 hjemme mod AGF.

- at Jores Okore søndag kan spille sin officielle kamp nummer 75 for AaB. Han debuterede for AaB i juli 2017 og opnår således sit jubilæum kun godt 26 måneder efter debuten. AaB hylder en spiller, når han runder 100, 200, 250, 300, 350 kampe etc. for klubben.

- at AaB og Spar Nord Fonden i fællesskab donerer 2 kr. pr. tilskuer til 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2019 går ubeskåret til Barnets Blå Hus i Vesthimmerland, som efter efterårets første fire hjemmekampe allerede er sikret en donation på 52.530 kr. Køb i forsalg billet til opgøret mod Randers FC her.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed
'