AaB fik mavepuster hjemme mod Randers FC
AaB tabte hjemme 3-0 til Randers FC. Marvin Egho, Saba Lobjanidze og Mikkel Kallesøe scorede for gæsterne.
Søndag eftermiddag tabte AaB hjemme på Aalborg Portland Park med 3-0 til Randers FC. Marvin Egho, Saba Lobjanidze og Mikkel Kallesøe scorede for gæsterne.
Randers FC var allerede i første minut tæt på at komme foran. Et kantfrispark blev headet videre mod AaB-målet, og efter lidt klumpspil tæt under mål endte bolden i favnen på Jacob Rinne.
AaB fik straks efter en god kontramulighed til Mikkel Kaufmann, men den unge angriber kunne ikke komme til afslutning, og i stedet løb muligheden ud i sandet.
Det samme gjorde et par muligheder til gæsterne inden for opgørets første 10 minutter, da Jores Okore med stor fysik afviste to oplagte friløbere.
AaB smed i indledningen mange bolde alt for nemt væk, men et par fine AaB-opspil førte til langskud fra både Frederik Børsting og Kasper Kusk, som desværre var uden præcision.
Et hjørnespark midtvejs i første halvleg blev AaB's hidtil bedste mulighed, da Jores Okore ved bagerste stolpe nåede frem til læderet. Forsvarsspilleren fik dog ikke ordentlig træf på bolden, og via hoften sprang bolden lige forbi stolpen.
Efter et par tilløb til muligheder for gæsterne var et hjørnespark årsagen til føringsmålet for Randers FC. Patrick Olsen havde ellers forinden flot blokeret et skud til hjørne, men dette hjørnespark blev slået ind til Marvin Egho, som uden besvær headede gæsterne på 1-0 efter 27 minutter.
Fem minutter senere førte et nyt Randers-hjørnespark til en afslutning, men forsøget fra kanten af feltet sad lige på Jacob Rinne.
AaB fik mod slutningen af første halvleg bedre fat i bolden, men det gav ingen muligheder inden pausen.
Fra anden halvlegs start virkede AaB-spillerne mere energiske, og både Kristoffer Pallesen og Frederik Børsting fik afslutninger blokeret i fjerde minut efter godt initiativ fra henholdsvis Oliver Klitten og Mikkel Kaufmann.
Blokeret blev også en afslutning fra Saba Lobjanidze ti minutter efter pausen, da Kasper Pedersen kom i vejen for en god mulighed, der blev skabt af et godt drev af Saba Lobjanidze og Marvin Egho.
Minuttet senere fik AaB et straffespark, da et hovedstød fra Mikkel Kaufmann blev viftet op i luften af en af gæsternes hænder. Straffesparket, som Iver Fossum sparkede fladt til højre for målmanden, blev desværre reddet af Patrik Carlgren.
AaB pressede på for en udligning, og i de følgende minutter fik Kasper Kusk afsluttet tæt forbi efter et hjørnespark. Mikkel Kaufmann fik også en god en-mod-en-situation med Randers-keeperen, men Patrik Carlgren kom godt ud af sit mål og vandt også denne duel.
Midt i anden halvleg blev Lucas Andersen sendt i aktion, og tre minutter senere begyndte en række af AaB-hjørnespark at true Randers-målet. Først kom Patrick Olsen og Kasper Pedersen i vejen for hinanden ved bagstolpen, inden Patrick Olsens afslutning blev blokeret.
Dernæst blev Lucas Andersens afretning af et nyt hjørnespark headet væk tæt på mållinjen.
Med et kvarter tilbage blev opgaven med at komme tilbage i kampen meget vanskeligere, da Randers FC kom på 2-0. En flad tværbold igennem AaB-feltet fandt vej til en helt blank Saba Lobjanidze, som tæt under mål kunne sparke bolden i nettet bag Jacob Rinne.
Kort efter var Randers FC tæt på en ny scoring, men Marvin Egho fik sin afslutning blokeret og returbolden blev sparket forbi mål.
AaB havde efterfølgende svært ved at få skabt muligheder, og i stedet slog Randers FC til på en omstilling. Mikkel Kallesøe blev sendt alene igennem mod Jacob Rinne, der blev fanget på mellemhånd og udplaceret af Mikkel Kallesøe, der scorede til 3-0.
Nederlaget betyder, at AaB i skrivende stund ligger på 9. pladsen i 3F Superligaen med 13 point.
Næste opgave for AaB er på lørdag på udebane mod Hobro I.K. kl. 16.00.
Matchfacts - 3F Superligaen, 11. spillerunde
AaB-Randers FC 0-3 (0-1)
18. min 0-1 Marvin Egho, 76. min 0-2 Saba Lobjanidze, 89. min 0-3 Mikkel Kallesøe.
Advarsler AaB: Jores Okore (29), Frederikk Børsting (65), Mathias Ross (80)
Advarsler Randers FC: Björn Kopplin (60), Patrik Carlgren (80), Saba Lobjanidze (89)
5.083 tilskuere på Aalborg Portland Park
AaB (4-3-3): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Jores Okore, Kasper Pedersen (78: Mathias Ross), Jakob Ahlmann (84: Søren Tengstedt), Patrick Olsen, Iver Fossum, Frederik Børsting, Kasper Kusk, Mikkel Kaufmann, Oliver Klitten (65: Lucas Andersen).
Randers FC (4-4-2): Patrik Carlgren, Björn Kopplin, Simon Piesinger, Erik Marxen, Kevin Conboy, Saba Lobjanidze (87: Vito Hammershøj-Mistrati), Adré Rømer, Frederik Lauenborg (80: Mathias Nielsen), Mikkel Kallesøe, Emil Riis Jakobsen (65: Johnny Thomsen), Marvin Egho.
Dommer: Peter Kjærsgaard