Vidste du om HB Køge og AaB...?
Skæve vinkler på onsdag aftens pokalottendedelsfinale på Capelli Sport Stadion i Køge. Vidste du således…
- at HB Køge blev stiftet pr. 1. juli 2009 som en overbygning mellem Herfølge Boldklub og Køge Boldklub. AaB har mødt såvel de oprindelige klubber som moderklubben før i Sydbank Pokalen.
- at AaB’s enlige pokalkamp mod Køge Boldklub blev afviklet i september 1973, hvor det lykkedes AaB at gå videre til kvartfinalen efter straffesparkskonkurrence, der endte 5-2 til AaB. Dengang sparkedes samtlige spark, selv om udfaldet var givet undervejs, da Køge Boldklub misbrugte de tre første spark, hvorimod AaB scorede på samtlige fem spark.
- at AaB mødte Herfølge Boldklub fem gange i pokalturneringen, heraf et dobbeltopgør i semifinalen i maj 1987. Det blev til avancement i alle fire tilfælde, idet den enlige uafgjorte faldt i semifinalen, hvorimod de fire andre kampe alle endte med sejr til AaB.
- at onsdagens modstander HB Køge har AaB mødt én gang tidligere i pokalturneringen; dengang i september 2013 endte kampen foran 978 tilskuere i Herfølge med en sejr på 2-1 til AaB efter scoringer af Kasper Kusk og Nicolaj Thomsen.
- at AaB med en sejr over HB Køge vil være i kvartfinalen i Sydbank Pokalen for syvende år i træk. Og der er gode chancer for videre avancement, idet sejr over Køge Boldklub/Herfølge Boldklub/HB Køge tidligere har betydet minimum semifinale i fem ud af seks tilfælde; 1973/1974 (semifinale), 1975/1976 (ottendedelsfinale), 1976/1977 (semifinale), 1986/1987 (finale), 1990/1991 (finale) og 2013/2014 (finale).
- at AaB har vundet de to tidligere pokalkampe i indeværende turnering, mod Nørresundby FB og Vejgaard Boldspilklub, med sammenlagt 14-0. Scoringerne er fordelt på seks spillere; Kasper Kusk (6), Iver Fossum (3), Patrick Olsen (2), Rasmus Thelander (1), Frederik Børsting (1) og Patrick Kristensen (1).
- at Jakob A. Sundberg er påsat som dommer i morgen aften, og at det bliver første gang, at AaB får fornøjelsen af den nyudnævnte Superligadommer.
- at AaB har vundet de tre seneste pokalkampe mod klubber fra 1. division; Viborg FF, FC Roskilde og Næstved Boldklub. Men det er ikke mere end godt 18 måneder siden, at AaB tabte 3-1 til FC Fredericia efter at have været bagud 3-0 efter de første 45 minutter.
- at HB Køge efter sæsonens første 14 spillerunder er placeret på en tiendeplads med 15 point. Holdets topscorer er Martin Koch Helsted med syv scoringer.
- at AaB tre gange har vundet pokaltitlen – i 2014, 1970 og 1966 – og herudover har deltaget i finalen yderligere otte gange.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).