Oktoberfest på fredag inden AaB-OB

15. oktober 2019 kl. 14:39 af Rasmus Estrup

Kampinfo

Spillerunde: 13
Spilledato: Fredag 18. oktober 2019
Kick-off: Kl. 19.00
Dørene åbner kl. 18.00
Dommer: Sandi Putros

Billetter

Køb dine billetter online her på aabsport.dk eller på fredag på Aalborg Portland Park i billethusene, som åbner kl. 18.00.

BEMÆRK: Køber du ståplads-billet til Spar Nord Tribunen på Aalborg Portland Park, så benyt venligst den højre luge i billethuset på hjørnet af Spar Nord og Weber Tribunerne. Denne luge er udelukkende forbeholdt ståpladser.

Har du mistet din billet/sæsonkort, problemer med at printe en billet eller øvrige billetrelaterede problemer, kan du på kampdagen henvende dig i informationen ved Aalborg Portland Parks syd-vestlige hjørne og få hjælp fra en time før kampstart.

Scan din billet fra mobilen

Husk at du kan scanne dine billetter ved indgangen direkte fra mobilen. Du behøver således ikke udskrive din billet hjemmefra.   

Deltag i Oktoberfest fra kl. 16.30

Fra kl. 16.30 er der Oktoberfest i Aalborg Stadionhal 2, hvor der blandt andet er live musik, beer pong og slå-søm-i-stubben. Arrangementet er stablet på benene i samarbejde med Zwei Grosse Bier Bar, og de første 200 gæster får et særligt armbånd, der giver en gratis liter fadøl på Zwei Grosse Bier Bar efter kampen.

I baren til Oktoberfesten er der følgende tilbud: 

Fadøl 0,5 liter: 35 kr.
Fadøl 1 liter: 60 kr.
Pretzel: 10 kr.
Sodavand: 20 kr.

Herbie Gin serverer smagsprøver på AaB Gin

Til Oktoberfesten er det også muligt at få smagsprøver på AaB Gin Limited Edition, som serveres af Herbie Gin. 

Opvarmning i fanområdet fra kl. 17.00

Ønsker man ikke at deltage i Oktoberfesten i hallen, er der som sædvanlig også mulighed for at varme op til kampen ved AaB Tyren foran Weber Tribunen sammen med andre AaB-fans. Her vil der være kolde øl og sodavand, samt lækre grillpølser fra Weber Grillen, live musik og Faxe Kondi fancan.

Øl i fanområdet før kampen koster kun 35 kr., og desuden sælges der 0,5 liter kolde special øl foran Weber Tribunen for kun 50 kr. Du kan naturligvis også nyde den populære Rasmus Wurst pølse med bacon og cheddar direkte fra den store grill. 

Lån Theodors venneflag i Theodors Familiezone

I Theodors Familiezone er det som altid muligt at låne et af Theodors venneflag, så man kan vise sin støtte til Hele Nordjyllands Hold ved indløb og under kampen. 

Der er i Theodors Familiezone også mulighed for at lave tegninger og skrive breve til Theodor. AaB-maskotten tømmer nemlig sin postkasse, der hænger i Theodors Familiezone, efter hver kamp.

Du kan igen også lave din egen AaB-bog på din egen tablet eller smartphone med læringsværktøjet Skriv og læs. 

Facebook

Tilmeld dig kampens officielle begivenhed på Facebook via dette link.

Twitter og Instagram

Det officielle hashtag for fredagskampen er #AaBOB – følg og benyt dette tag for at læse og deltage i nyhedsstrømmen på Twitter og Instagram før, under og efter kampen.

Mad, drikkevarer og Oddset

Boderne på Aalborg Portland Park åbner samtidig med, at du kan komme ind på tribunerne, nemlig en time før kampstart. I alle boder på Aalborg Portland Park kan der anvendes Dankort.

Uden for Weber Tribunen kan du fra to timer før kampstart benytte vores mobile salgsbod, hvor du også kan betale med Dankort. Her vil der også være live musik før kampen, så du kan varme op til det vigtige opgør sammen med andre AaB-fans.

I Oddsets bod i det nordvestlige hjørne af Spar Nord Tribunen kan du endvidere spille på dagens kamp. Boden åbner også en time før kampstart.

Transport

Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Hvis du kommer med bus, kan du tage rute 2  mod væddeløbsbanen – stoppestedet hedder Schleppegrellsgade. Herfra er der to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Du kan også tage rute 16 – stoppested på denne rute hedder Anneberghus. Herfra er der også to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park. Se køreplaner på denne side.

Parkering

Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold

Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Weber Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00 eller på kampdagen i billethusene på Aalborg Portland Park.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed

Blandet start i eSuperligaen

15. oktober 2019 kl. 11:46 af Rasmus Estrup

1. runde: AaB-AGF 1-3

AaB’s sæsonpremiere i eSuperligaen endte med et nederlag mod AGF. Daniel “Shoppen” Mogensen kom i første duel bagud efter en halv time mod “Rom”, og fem minutter før tid scorede “Rom” også til 2-0. 

Dermed var det en svær opgave, Jacob Kragelund stod overfor mod “Tamer”, og opgaven blev nærmest umuliggjort, da “Tamer" med cirka ti minutter til pausen kom foran 1-0. 

Kragelund fik med lidt under ti minutter tilbage af kampen scoret AaB’s første mål i denne sæson af eSuperligaen, da han udlignede til 1-1. 

Det betød i det samlede billede desværre et nederlag på 3-1. 

2. runde: AC Horsens-AaB 1-3

Mandag aften blev AaB’s kamp mod AC Horsens vist på Canal 9, og Daniel “Shoppen” Mogensen lagde fra land mod JeppeLK. I slutningen af en jævnbyrdig første halvleg scorede “Shoppen” til 1-0.

Gennem hele anden halvleg dominerede “Shoppen” fuldstændig, og cirka fem minutter før tid gav det store overtag endelig pote, da “Shoppen” eksekverede et straffespark til slutresultatet 2-0.

I returkampen var Jacob Kragelund oppe i mod Legind, og små ti minutter før pausen scorede AC Horsens-spilleren til 1-0.

Kragelund svarede dog straks igen med udligningen til 1-1 efter en erobring helt oppe ved AC Horsens-feltet.

Kampen endte 1-1, og dermed vandt AaB samlet set 3-1 over AC Horsens. Efter sæsonens to første kampe er AaB på ottendepladsen med tre point. 

Tags på denne nyhed

Ross atter anfører i ny sejr over Irland

14. oktober 2019 kl. 16:07 af Rasmus Estrup

Danmarks U/19-landshold vandt mandag eftermiddag 2-0 i en venskabskamp på udebane mod Irland. Sejren var dermed en fordobling i forhold til fredagens venskabskamp mod Irland, som Danmark vandt med 1-0. 

Ligesom i fredags var Mathias Ross med i startopstillingen, og AaB-spilleren bar også anførerbindet igen. 

Det danske U/19-landshold kom foran 1-0 cirka midt i første halvleg, og den stilling holdt halvlegen ud. Der stod også fortsat 1-0 til Danmark, da Mathias Ross efter 56 minutter blev skiftet ud. 

Små ti minutter senere blev den danske sejr sikret med målet til 2-0. 

Mathias Ross er med dagens optræden oppe på 24 ungdomslandskampe for Danmark. 

Tags på denne nyhed

Sejr til U/15 og remis for U/17

14. oktober 2019 kl. 09:23 af Rasmus Estrup

U/17 Ligaen: SønderjyskE-AaB 1-1

AaB’s U/17-ligahold måtte nøjes med 1-1 mod SønderjyskE efter en ellers god indsats fra AaB-mandskabet.

Da opvisningsbanen i det sønderjyske stod under vand, blev kampen flyttet til en anden bane, og den første del af kampen gik med at vænne sig til underlaget, som gjorde kampen lidt rodet fra start.

Som minutterne gik, fik AaB bedre og bedre fast i kuglen, men en clearing fra hjemmeholdet førte til en misforståelse i AaB-defensiven, og en opportunistisk SønderjyskE-angriber lykkedes med at snuppe bolden og bringe hjemmeholdet foran 1-0.

Kort inden pausen troede AaB-mandskabet, at der var faldet en udligning, men scoringen blev underkendt for offside.

I anden halvleg dominerede AaB fuldstændig, men der skulle et straffespark til, før Christian Wagner fik udlignet til 1-1, der trods flere AaB-muligheder mod slutningen også blev slutresultatet.

- Drengene skal roses for en rigtig god indsats, hvor vi sad på alle faser af spillet og også skabte de muligheder, der skulle til for at vinde. Men vi var ikke skarpe nok i afslutningsfasen, og derfor blev det desværre ikke til mere end det ene point, siger U/17-ligatræner Nikolaj Hørby.

AaB ligger på 12. pladsen i U/17 Ligaen med fire point efter seks runder. Næste kamp spilles på lørdag kl. 15.15 mod FC Nordsjælland på AaB’s anlæg på Hornevej.

U/15 Ligaen: SønderjyskE-AaB 2-5

På en kunstgræsbane i Sønderjylland var AaB’s U/15-ligahold mere effektive, da de lørdag også gæstede SønderjyskE og vandt 5-2.

Trods en skidt start fra AaB-mandskabet kom gæsterne i front med 1-0 efter et kvarter, da Benjamin Damsgaard fandt vej til netmaskerne.

Syv minutter senere blev AaB-føringen fordoblet af Oskar Eckardt Mortensen.

Mod slutningen af første halvleg reducerede SønderjyskE til 2-1, men med to scoringer inden pausefløjtet af henholdsvis Rasmus Jørgensen og Jeppe Jørgensen gik AaB til pause foran 4-1.

Kort inde i anden halvleg blev føringen udbygget til 5-1 ved Benjamin Damsgaard, inden SønderjyskE fik pyntet på resultatet med kampens sidste scoring til 5-2.

AaB ligger på ottendepladsen med otte point i U/15 Ligaen, og spiller på lørdag kl. 13.00 på hjemmebane mod Farum Boldklub.

Tags på denne nyhed

Lucas Andersen på landsholdet

13. oktober 2019 kl. 12:05 af Rasmus Estrup

Når Aalborg Portland Park tirsdag aften danner ramme om det danske landsholds venskabskamp mod Luxembourg, er AaB-anfører Lucas Andersen med i den danske landsholdstrup. 

AaB's nummer 10 er således blevet efterudtaget til landsholdet sammen med Jonas Knudsen og den tidligere AaB-spiller Lasse Nielsen. De tre spillere erstatter Yussuf Poulsen, Jens Stryger og Andreas Christensen, der alle var med i EM-kvalifikationssejren over Schweiz lørdag aften. 

Tirsdagens landskamp begynder kl. 19.00 på Aalborg Portland Park. Der er stadig mulighed for at købe billetter til kampen her. 

25-årige Lucas Andersen har hidtil opnået tre A-landskampe og 72 ungdomslandskampe for Danmark. Hans seneste optræden på det danske A-landshold var en venskabskamp mod Tjekkiet i november 2016. 

Foruden Lucas Andersen og Lasse Nielsen er blandt andre også den tidligere AaB-back Henrik Dalsgaard med i landsholdstruppen på tirsdag. 

Tags på denne nyhed
'