Knæk Cancer trøje sælges til fredagens kamp
Et begrænset antal af den populære Knæk Cancer trøje fra hummel sælges på Aalborg Portland Park i forbindelse med fredagens kamp mod OB.
Har du endnu ikke sikret dig en af de få unikke Knæk Cancer trøjer, som hummel har produceret, så er muligheden der igen fredag aften i forbindelse med opgøret mod OB.
Her sælges et stærkt begrænset antal trøjer fra henholdsvis fanshoppen i foyeren på A. Enggaard Tribunen, samt i souvenirboden foran Weber Tribunen.
Hver trøje koster 400 kr. og sælges kun i voksenstørrelserne fra M til XXL.
Den særlige AaB Knæk Cancer-fodboldtrøje sælges kun i et begrænset antal og tidsrum, og for hvert solgt eksemplar doneres 150 kroner ubeskåret til Knæk Cancer.
Kampagnen kulminerer lørdag 26. oktober, hvor det store Knæk Cancer-show løber af stablen direkte på TV 2. Her vil den samlede donation fra salget af de særlige Knæk Cancer-trøjer blive afsløret.