U/19- og U/17-sejre over FC København
AaB slog i weekenden FC København med 2-0 både i U/19 Ligaen og U/17 Ligaen. I Danmarksserien endte det med et nederlag mod I.F. Lyseng.
U/19 Ligaen: AaB-FC København 2-0
AaB's U/19-ligahold ligger fortsat på førstepladsen i U/19 Ligaen efter lørdagens hjemmesejr på 2-0 over FC København.
FC København var bedst i første halvleg, hvor AaB's presspil ikke sad, som det skulle, og det medførte et par gode tilbud til gæsterne. Midt i første halvleg fik FC København blandt andet et straffespark, som målmand Marcus Bundgaard flot reddede.
Til anden halvleg fik AaB justeret presset og kom ud med et andet udtryk med mere tænding og intensitet. Kort inde i anden halvleg gjorde Mikkel Kaufmann det til 1-0, da han med en god dribling fik sat sig selv op til afslutning på kanten af feltet, og resolut sparkede han bolden fladt ind ved nærmeste stolpe.
Cirka ti minutter inde i anden halvleg kom AaB foran 2-0. Et hjørnespark endte lidt tilfældigt hos Thomas Albert Christiansen, der drejede rundt og sparkede bolden i netmaskerne ved fjerneste hjørne fra en spids vinkel.
Resten af kampen havde AaB fin kontrol over, og sejren på 2-0 blev sikkert kørt hjem.
- Vi leverede en moden indsats af et U/19-hold og formåede at omstille os til anden halvleg, hvor vi blev det markant bedste hold og endte med at tage en fortjent sejr, siger U/19-ligatræner David Olsen.
AaB fører U/19 Ligaen med to point ned til FC Midtjylland på andenpladsen, og der resterer fire kampe i sæsonen. Næste kamp spilles på udebane mod OB lørdag 11. maj kl. 13.00.
U/17 Ligaen: AaB-FC København 2-0
Også i U/17 Ligaen blev det til en AaB-sejr på 2-0 over FC København i denne weekend. Begge AaB's mål blev scoret i første halvleg af Marcus Serup Hannesbo.
Første mål var et langskud, der fortsatte helt op i fjerneste målhjørne efter cirka et kvarter. Målet til 2-0 efter en halv times spil blev skabt af et godt AaB-opspil, hvor Marcus Serup Hannesbo efter en et-to-kombination blev spillet fri til afslutning i gæsternes felt.
Kampen igennem var FC København ellers mest på bolden, men AaB formåede at holde dem fra store chancer, mens nordjyderne omvendt fik skabt de største muligheder gennem blandt andet omstillinger.
- Vi vidste, at FC København ville prioritere at være mest på bolden, og vi gav dem lov til at spille en masse på egen banehalvdel, men tillod dem ikke rigtig nogle farlige muligheder med undtagelse af et enkelt farligt hjørnespark. Omvendt lykkedes vi med at skabe de chancer, der kunne give os sejren, siger U/19-ligatræner Nikolaj Hørby.
AaB ligger nu på tiendepladsen i U/17 Ligaen. Næste opgave venter allerede på onsdag på hjemmebane mod FC Midtjyland kl. 18.00.
Danmarksserien: AaB-I.F. Lyseng 0-2
I Danmarksserien tabte AaB til topholdet I.F. Lyseng trods en god fight gennem næsten hele kampen.
AaB stod kompakt defensivt og skulle leve på omstillinger, men disse blev ikke omsat produktivt. Omvendt stod AaB i de første 80 minutter af opgøret så solidt defensivt, at gæsterne blev holdt fra store tilbud.
Mod slutningen kom I.F. Lyseng dog frem til et par store chancer, hvor målmand Kristian Krogh leverede et par gode redninger. Efter 88 minutter lykkedes det så gæsterne at score til 1-0.
Efterfølgende forsøgte hjemmeholdet at satse på en udligning, men det kostede i modsatte ende, så I.F. Lyseng scorede til slutresultatet 2-0 i tillægstiden.
- Det var et tungt nederlag for os allesammen, for vi spiller langt hen ad vejen en taktisk rigtig god kamp. Nu er vi presset til en sejr i næste kamp mod Lystrup I.F., hvis vi skal væk fra nedrykningsstregen, siger Danmarksserietræner Nickolaj Jonstrup.
AaB ligger på niendepladsen i Danmarksserien og spiller på lørdag ude mod Lystrup I.F., der indtager 10. pladsen.