Find den perfekte fars dags gave

27. maj 2019 kl. 09:15

Vi har samlet et udvalg af AaB-merchandise, der passer perfekt til en fars dags gave.

Husk at bestille gaven senest mandag 3. juni kl. 12.00, så din pakke leveres inden fars dag.


Flere af varerne kan du få til halv pris. Klik ind og se vores gave-forslag.

Tags på denne nyhed

Guldhåbet i U/19 Ligaen lever trods stort nederlag

26. maj 2019 kl. 17:20 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-FC Nordsjælland 0-4

AaB kunne med en sejr lørdag eftermiddag have vundet det danske mesterskab i U/19 Ligaen, men på hjemmebane blev det i stedet til et stort nederlag, da FC Nordsjælland gæstede et ellers meget velbesøgt Hornevej. 

Kampen var blot fem minutter gammel, da gæsterne brød igennem over højre kanten, fik forlænget et fladt indlæg og sendt bolden fladt ind i den ene side af målet til udeholdets føring på 1-0. 

Midtvejs i første halvleg ramte FC Nordsjælland stolpen, og efter en halv time blev det 2-0, da AaB ikke fik clearet et hjørnespark, og de grønklædte gæster kunne i stedet prikke bolden over stregen. 

Inden pausen blev det 3-0 til FC Nordsjælland, da en lang bold efterfulgt af en flad tværbold grundlagde udeholdets tredje scoring. 

Efter pausen kom AaB bedre med i kampen. Blandt andet ramte Mikkel Kaufmann stolpen, og Mathias Ross fik en stor hovedstødschance, der blev reddet af keeperen. 

Midt i anden halvleg fik FC Nordsjælland en spiller udvist, men med en mand i undertal formåede de at lukke kampen et kvarter før tid med scoringen til 4-0. 

- FC Nordsjælland spillede rigtig godt i dag. De kom med masser af fart og power, og det var svært for os at modstå. Især når vi ikke selv var, hvor vi skulle være, siger U/19-ligatræner David Olsen. 

AaB ligger nu på andenpladsen med et point op til FC Midtjylland.

FC Midtjylland har dog ikke flere kampe tilbage, så AaB skal bruge en sejr i sidste runde mod Silkeborg I.F. for at blive danske mestre.

Den afgørende kamp spilles 8. juni kl. 13.00 på Hornevej. 

U/17 Ligaen: AaB-FC Nordsjælland 1-6

Også i U/17 Ligaen fik AaB ørene i maskinen mod FC Nordsjælland, der ligger på ligaens førsteplads. 

Gæsterne kom foran efter otte minutter, men efter et kvarter udlignede Gustav Bonde Dahl til 1-1. 

Herfra stod der FC Nordsjælland på resten af opgøret, og lørdagens gæster endte med at vinde duellen med hele 6-1. 

I U/17 Ligaen ligger AaB på 12. pladsen med to runder tilbage. Næste kamp spilles på lørdag på udebane mod Randers Freja, inden AaB i sæsonens sidste kamp møder Silkeborg I.F. på Hornevej 8. juni kl. 15.15.

Danmarksserien: Nørresundby FB-AaB 3-0

Også i Danmarksserien led AaB et stort nederlag denne weekend. Fredag aften besøgte AaB nemlig Nørresundby FB, der ligger på andenpladsen, og her blev det til et nederlag på 3-0. 

Den tidligere AaB-spiller Rolf Toft scorede to mål i første halvleg, og cirka 10 minutter før tid fuldendte han sit hattrick med opgørets sidste scoring til 3-0. 

AaB ligger efter nederlaget fortsat på næstsidstepladsen i Danmarksserien med syv point op til Aarhus Fremad, der ligger over den stiplede nedrykningsstreg.

Der resterer tre runder. Den første af disse spilles på onsdag aften kl. 19.00, når AaB hjemme tager imod FC Djursland, som har otte point mere end nordjyderne.  

Tags på denne nyhed

AaB TV: Stem på sæsonens AaB-mål

25. maj 2019 kl. 15:20 af Rasmus Estrup

AaB kom på måltavlen 53 gange i Superligaen og Sydbank Pokalen i denne sæson. De ti mål, der gennem månedens mål-afstemninger har fået flest stemmer, er her samlet i den endelige duel om at blive kåret til sæsonens bedste AaB-mål. 

Du kan se målene i videoen øverst, og via knappen nederst kan du stemme på din favorit. Deltager du i afstemningen er du samtidig med i lodtrækningen om Jacob Rinnes kampbrugte og signerede målmandstrøje, samt Football Manager 2019. 

Kandidaterne til sæsonens bedste AaB-mål er: 

1: Jannik Pohl, AaB-FC Midtjylland, 20. juli 2018
2: Tom van Weert, Hobro I.K.-AaB, 23. september 2018
3: Tom van Weert, AaB-AC Horsens, 31. oktober 2018
4: Kasper Kusk, Esbjerg fB-AaB, 30. november 2018
5: Kasper Kusk, OB-AaB, 14. december 2018
6: Lucas Andersen, AaB-SønderjyskE, 22. februar 2019
7: Lucas Andersen, AaB-Hobro I.K. 1. marts 2019
8: Lucas Andersen, AaB-AGF, 17. marts 2019
9: Lucas Andersen, AaB-Vendsyssel F.F., 17. april 2019
10: Kasper Risgård, AaB-Hobro I.K., 26. april 2019

Afstemningen løber indtil onsdag morgen, hvorefter der kåres en vinder. Vinderen af lodtrækningen får direkte besked af AaB over mail. 

Tags på denne nyhed

Sejr i svær U/19-ligakamp kan give guld i morgen

24. maj 2019 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

AaB har to kampe tilbage i U/19 Ligaen og fører med to point ned til FC Midtjylland, som kun har en kamp tilbage. Begge hold skal i ilden på lørdag, så AaB kan med en sejr over FC Nordsjælland blive U/19 Danmarksmester. 

- Det bliver sæsonens sværeste kamp mod den bedste modstander i U/19 Ligaen. Jeg forventer en meget jævnbyrdig og spændende kamp, hvor koncentration og grundighed bliver nøgleordene for os, siger U/19 Ligatræner David Olsen og roser FC Nordsjælland-mandskabet, der slog AaB i november og i sidste weekend besejrede de andre guldkandidater, FC Midtjylland. 

- Deres opspil er utroligt varieret og og meget svært at lukke ned. Taktisk er de rigtig dygtige, så alle spillerne kender deres positionering i hver situation. Samtidig er mange af deres spillere omkring Superligaholdet, men når de får god matchning i U/19 Ligaen har de sæsonen igennem stillet med et meget stærkt U/19-hold, siger David Olsen, der sammen med sit mandskab går ind til kampen med lutter sejre i de seneste 10 kampe og intet pointtab siden november. 

- Jeg har som træner ikke oplevet en større vindermentalitet, end på vores U/19-hold. Alle er ekstremt målrettede og dedikerede. Drengene arbejder benhårdt på træningsbanen for hele tiden at blive dygtigere, og samtidig er det et mandskab med en masse rigtig gode fodboldspillere, siger David Olsen. 

Kampen på lørdag spilles kl. 13.00 på Superligaens træningsbane på Hornevej, hvor U/19-ligaholdet også spillede, da det i seneste runde blev til en sejr på 2-0 over Vejle Boldklub. 

Bliver det ikke til en sejr på lørdag, har AaB en ny mulighed for at sikre sig U/19-mesterskabet lørdag 8. juni kl. 13.00, når Silkeborg I.F. gæster Hornevej i sæsonens sidste kamp. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Klubbesøg i Aalborg Freja

23. maj 2019 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

Oliver Abildgaard og Lucas Andersen var tilbage i barndomsklubben, da de sammen med resten af Hele Nordjyllands Hold var på klubbesøg i partnerklubben Aalborg Freja. 

Her fik de mange fremmødte børn mulighed for at træne med AaB's Superligaspillere inden der var autografer og billeder til alle interesserede. 

Se indslag fra besøget i Aalborg Freja i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed
'