Nyt familieafsnit navngives Theodors Familiezone

28. maj 2019 kl. 10:35

AaB har således valgt at imødekomme input fra tilskuere på familietribunen, der gerne ville have mulighed for at komme tættere på den gode stemning på Spar Nord Tribunen.

Det bliver nu muliggjort, i det Theodors Familiezone vil være at finde i blokkene A og B på nederste tribuneafsnit på Weber Tribunen. Her vil der fremover komme ekstra fokus på børn og børnefamilier via bl.a. aktiviteter og et særligt sortiment for børn i boden nærmest de nye familiepladser.

- I AaB arbejder vi hele tiden med at forbedre kampoplevelsen for vores tilskuere, og et af de store ønsker vi har, er at skabe et bedre afsnit på Aalborg Portland Park for børn og familier, udtaler AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum.

- Med Theodors Familiezone, der nu befinder sig på langsiden, håber vi at gøre det endnu mere attraktivt for børn og børnefamilier at komme til vores kampe, hvor oplevelsen med denne ændring gerne skulle blive endnu større, lyder det videre fra Thomas Bælum.

Faste lave priser for børn
I forbindelse med den nye, forbedret familiezone vil priserne på billetter og børnesæsonkort samtidig blive ensrettet på hele Aalborg Portland Park, således at prisen fremover er 45 kroner pr. måned med sæsonkortabonnement eller 499 kroner for et sæsonkort til sæsonen 2019/2020. Billetprisen er 50 kr.

AaB håber at se endnu flere børn og børnefamilier i det nye familieafsnit i den kommende sæson 2019/20.

Tags på denne nyhed

Lasse Stensgaard fortsætter som assistent i AaB

28. maj 2019 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

Lasse Stensgaard, der til august færdiggør sin P-licens, har siden nytår fungeret som assistenttræner for Superligaholdet sammen med Allan K. Jepsen. En rolle den tidligere U/19 Ligatræner fortsætter i efter sommerferien.

- Lasse er et stort trænertalent, og hans samarbejde med cheftræner Jacob Friis og det øvrige trænerteam har fungeret rigtig godt i dette halve år. Han er en vigtig del af det unge og sultne trænerteam, vi har fået skabt i AaB, siger sportsdirektør Allan Gaarde.

- Vi er i gang med nogle tiltag i forhold til træningsmetodik og udviklingen af vores spillestil, og det vil jeg gerne være med til føre videre og se udbyttet af, siger Lasse Stensgaard, der oprindeligt kun var udset til at udfylde assistenttrænerrollen indtil udgangen af denne sæson.

- Rollen som assistenttræner for Superligaholdet har overrasket mig positivt. Det er spændende, og jeg føler mig rigtig godt tilpas i trænerteamet, siger Lasse Stensgaard, der fortsætter i AaB’s trænerteam, der desuden består af Jacob Friis, assistenttræner Allan K. Jepsen, målmandstræner Poul Buus, fysisk træner Ashley Tootle og udviklingschef Poul Erik Andreasen.

Hos AaB Talent fortsætter David Olsen og Nikolaj Hørby som cheftrænere for henholdsvis U/19 Ligaholdet og U/17 Ligaholdet, mens Claus Bech Jørgensen træder til som U/15 Ligatræner. Om trænerkabalen i ungdomsafdelingen udtaler talentchef Anders Damgaard:

- I U/19 Ligaen har David Olsen tydeligt bevist, at han har kunnet tage næste skridt og gå et alderstrin op, hvilket blandt andet ses ved, at vi har mulighed for at vinde DM-guld samt i udviklingen af den enkelte spiller.

- Nikolaj Hørby har med sit kvalificerede arbejde på U/17 Ligaholdet i denne halvsæson ligeledes vist, at han var klar til en større udfordring. Derfor er det naturligt, at begge fortsætter i deres nuværende roller, siger Anders Damgaard, der til U/15 Ligaholdet glæder sig over tilgangen af Claus Bech Jørgensen, som har spillet en lang årrække i engelske klubber som AFC Bournemouth, Bradford City FC, Coventry City FC og Blackpool FC.

- Udover at han selv har spillet på højt niveau i England, har han også flere års erfaring som ungdomstræner i Coventry City og Tamworth FC, mens han sideløbende har gennemført den engelske A-trænerlicens. Vi glæder os til, at han kan bidrage med nogle nye vinkler og nuancer til trænergerningen, fordi han har været igennem den engelske skole, siger talentchef Anders Damgaard.

Tags på denne nyhed

AaB Talent søger assistent til U/15 Ligahold

27. maj 2019 kl. 10:55 af Anders Damgaard

Har du lyst til at blive en del af AaB’s fællesskab, hvor din fornemmeste opgave bliver at være sparringspartner for cheftræneren på U/15 Liga samt at bidrage til et optimalt udviklingsmiljø for spillerne i samarbejde med trænere og ledere omkring holdet?

Så har du nu muligheden, da AaB Talent søger en assistent til U/15 Ligaholdet. Du skal som minimum kunne afsætte tid til tre ugentlige eftermiddags-/aftentræninger samt kamp i weekenden. Til den kommende sæson er U/15 Ligaen landsdækkende.

Det vigtigste for os er, at du brænder for trænergerningen og AaB, er nysgerrig på spillet og kan indgå i gode relationer med drengene samt resten af træner- og lederteamet i AaB. Til gengæld lover vi at udvikle dig som træner.

Har du en B-licens er det en fordel, men det er ikke et krav.

Kunne du tænke dig at hjælpe AaB Talent med ovenstående opgaver, så kontakt talentchef Anders Damgaard på: ad@aab-as.dk

Ansøgningsfristen er 11. juni 2019

Tags på denne nyhed

Find den perfekte fars dags gave

27. maj 2019 kl. 09:15

Vi har samlet et udvalg af AaB-merchandise, der passer perfekt til en fars dags gave.

Husk at bestille gaven senest mandag 3. juni kl. 12.00, så din pakke leveres inden fars dag.


Flere af varerne kan du få til halv pris. Klik ind og se vores gave-forslag.

Tags på denne nyhed

Guldhåbet i U/19 Ligaen lever trods stort nederlag

26. maj 2019 kl. 17:20 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-FC Nordsjælland 0-4

AaB kunne med en sejr lørdag eftermiddag have vundet det danske mesterskab i U/19 Ligaen, men på hjemmebane blev det i stedet til et stort nederlag, da FC Nordsjælland gæstede et ellers meget velbesøgt Hornevej. 

Kampen var blot fem minutter gammel, da gæsterne brød igennem over højre kanten, fik forlænget et fladt indlæg og sendt bolden fladt ind i den ene side af målet til udeholdets føring på 1-0. 

Midtvejs i første halvleg ramte FC Nordsjælland stolpen, og efter en halv time blev det 2-0, da AaB ikke fik clearet et hjørnespark, og de grønklædte gæster kunne i stedet prikke bolden over stregen. 

Inden pausen blev det 3-0 til FC Nordsjælland, da en lang bold efterfulgt af en flad tværbold grundlagde udeholdets tredje scoring. 

Efter pausen kom AaB bedre med i kampen. Blandt andet ramte Mikkel Kaufmann stolpen, og Mathias Ross fik en stor hovedstødschance, der blev reddet af keeperen. 

Midt i anden halvleg fik FC Nordsjælland en spiller udvist, men med en mand i undertal formåede de at lukke kampen et kvarter før tid med scoringen til 4-0. 

- FC Nordsjælland spillede rigtig godt i dag. De kom med masser af fart og power, og det var svært for os at modstå. Især når vi ikke selv var, hvor vi skulle være, siger U/19-ligatræner David Olsen. 

AaB ligger nu på andenpladsen med et point op til FC Midtjylland.

FC Midtjylland har dog ikke flere kampe tilbage, så AaB skal bruge en sejr i sidste runde mod Silkeborg I.F. for at blive danske mestre.

Den afgørende kamp spilles 8. juni kl. 13.00 på Hornevej. 

U/17 Ligaen: AaB-FC Nordsjælland 1-6

Også i U/17 Ligaen fik AaB ørene i maskinen mod FC Nordsjælland, der ligger på ligaens førsteplads. 

Gæsterne kom foran efter otte minutter, men efter et kvarter udlignede Gustav Bonde Dahl til 1-1. 

Herfra stod der FC Nordsjælland på resten af opgøret, og lørdagens gæster endte med at vinde duellen med hele 6-1. 

I U/17 Ligaen ligger AaB på 12. pladsen med to runder tilbage. Næste kamp spilles på lørdag på udebane mod Randers Freja, inden AaB i sæsonens sidste kamp møder Silkeborg I.F. på Hornevej 8. juni kl. 15.15.

Danmarksserien: Nørresundby FB-AaB 3-0

Også i Danmarksserien led AaB et stort nederlag denne weekend. Fredag aften besøgte AaB nemlig Nørresundby FB, der ligger på andenpladsen, og her blev det til et nederlag på 3-0. 

Den tidligere AaB-spiller Rolf Toft scorede to mål i første halvleg, og cirka 10 minutter før tid fuldendte han sit hattrick med opgørets sidste scoring til 3-0. 

AaB ligger efter nederlaget fortsat på næstsidstepladsen i Danmarksserien med syv point op til Aarhus Fremad, der ligger over den stiplede nedrykningsstreg.

Der resterer tre runder. Den første af disse spilles på onsdag aften kl. 19.00, når AaB hjemme tager imod FC Djursland, som har otte point mere end nordjyderne.  

Tags på denne nyhed
'