AaB og Ramkilde tager afsked
AaB og Marco Ramkilde er blevet enige om at skilles, når den eksisterende kontrakt har udløb 30. juni 2019.
Marco Ramkilde kom allerede som U/11-spiller til AaB fra partnerklubben Aalborg KFUM, og for to år siden blev den talentfulde angriber rykket op i Superligatruppen.
AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:
- Marco er en dygtig angriber, der har været uhørt uheldig i sine første to år som seniorspiller, hvor et problem med en ankel desværre har forfulgt ham og forhindret et gennembrud.
- Det har været imponerende at følge Marcos helt ekstraordinære mentale styrke og moral, og han har ikke på noget tidspunkt beklaget sig, men har hele tiden formået at holde fokus, konstaterer Allan Gaarde.
- I samråd er vi nu blevet enige om, at det bedste for Marco vil være at få en ny begyndelse, og vi ønsker ham alt det bedste fremover og ser ham gerne tilbage i AaB-trøjen på et tidspunkt, slutter Allan Gaarde.
21-årige Marco Ramkilde, der er noteret for 29 U-landskampe og syv scoringer for Danmark, tilføjer:
- Det bliver underligt at forlade AaB, hvor jeg i mange år har haft en fantastisk tid, men omvendt kan det også være positivt for mig at få ny luft.
- I første omgang er mit fokus at blive fuldstændig klar til at spille fodbold igen, og så må jeg se på, hvilke muligheder der byder sig, siger Marco Ramkilde.
- Jeg vil gerne takke enhver, som jeg har haft berøring med i min tid i klubben, og hvem ved, om der på et tidspunkt bliver tale om et gensyn. Det vil jeg i hvert fald ikke afvise, understreger Marco Ramkilde.
Marco Ramkilde opnåede fem officielle kampe for AaB.