Flot AaB-test mod Ajax Amsterdam
I en kamp med chancer til mere, spillede AaB lørdag 1-1 mod hollandske Ajax Amsterdam. Tom van Weert på tavlen for AaB.
I den bagende middagssol i Oldenzaal i Holland, var det værterne fra Ajax der kom bedst fra start i opgøret.
AaB-mandskabet stod kompakt på egen halvdel, mens de rød-hvide fra den hollandske hovedstad havde størstedelen af boldbesiddelsen og initiativet.
Første mulighed i kampen kom til Klaas-Jan Huntelaar, der sparkede på mål efter en tværbold i feltet, men Jacob Rinne snuppede uden problemer skuddet.
Herefter fulgte flere indlæg i AaB-feltet og et par halvhjertede forsøg fra distancen, der dog ikke voldte AaB problemer.
I stedet blev det efter 17 minutter 1-0 ved Tom van Weert, der udnyttede et flot forarbejde fra Lucas Andersen og Kasper Kusk. Sidstnævntes skud på mål fra kanten af det lille felt blev i første omgang afværget, men riposten endte for fødderne af van Weert, der nemt kunne prikke bolden i nettet.
Målet betød at AaB kom længere frem på banen og i flere omgange også skabte store muligheder.
Den nyslåede AaB-anfører Lucas Andersen afsluttede kort efter den halve time et flot AaB-angreb, men alene med målmanden endte bolden snert forbi opstanderen. Umiddelbart efter kunne der være dømt straffespark til Frederik Børsting, men dommerens fløjte forblev tavs.
Straffesparket kom dog med tre minutter til pausen, da en særdeles velspillende Lucas Andersen efter et par fikse træk blev nedlagt i det kriminelle felt.
Tom van Weert placerede desværre sparket fra 11-meter pletten et stykke over mål, inden Kasper Kusk manglede den sidste skarphed i sin afslutning, da han efter 45 minutters spil brød igennem i en to-mod-en situation med Lucas Andersen.
Ved pausen sad man således med fornemmelsen af, at AaB burde havde ført med yderligere et par mål.
Fra anden halvlegs start sendte Ajax 11 friske spillere på banen, og det kunne ses i den indledende fase, hvor AaB’erne kom under pres og også måtte lukke udligningen til 1-1 ind efter 49 minutter.
Jacob Rinne afværgede i første omgang flot to afslutninger tæt under mål, men AaB-forsvaret fik ikke clearet bolden, og i den efterfølgende situation kunne Danilo Pereira sende bolden i mål.
Herefter fulgte en længere periode, hvor kampbilledet mindede meget om dele af første halvleg, hvor cheftræner Jacob Friis’ mandskab stod kompakt og godt organiseret på egen halvdel, mens Ajax var mest på bolden.
Med små 20 minutter igen udfordrede Kasper Kusk ene mand tre Ajax-forsvarere, men afslutningen blev blokeret til et hjørnespark, mens Rasmus Thellufsen få minutter senere flugtede over mål.
I slutfasen søgte begge hold at afgøre kampen til egen fordel, men ingen af mandskaberne kom til nævneværdige chancer, hvorfor opgøret endte 1-1.
AaB’s sidste test inden premieren i 3F Superligaen spilles på fredag 5. juli på udebane mod AC Horsens. Herefter gælder det Lyngby
Match facts testkamp
Ajax Amsterdam-AaB 1-1 (0-1)
17. minut 0-1 Tom van Weert
49. minut 1-1 Danilo Pereira
Ajax Amsterdam: Bruno Varela (46. Kjell Scherpen), Joël Veltman (46. Serginho Dest), Lisandro Magallán (46. Perr Schuurs), Kik Pierie (46. Sven Botman), Lisandro Martinez (46.Jurriën Timber), Dani de Wit (46. Jasper Ter Heide, 63 Dani de Wit), Vaclav Cerny (46. Nicolas Kühn), Victor Jensen (46. Qinten Timber), Klaas-Jan Huntelaar (46. Lassina Traoré), Jurgen Ekkelenkamp (46. Noa Lang), Zakaria Labyad (46. Danilo Pereira Da Silva)
AaB (4-3-3): Jacob Rinne, Patrick Kristensen (78. Kristoffer Pallesen), Jores Okore, Mathias Ross, Jakob Ahlmann (64. Lukas Klitten), Frederik Børsting (64. Rasmus Thellufsen), Magnus Christensen (46. Robert Kakeeto), Patrick Olsen, Kasper Kusk (78. Søren Tengstedt), Tom van Weert (78. Mikkel Kaufmann), Lucas Andersen
Ca. 2.000 tilskuere på Sportpark de Vondersweijde i Oldenzaal, Holland