Søg Hele Nordjyllands Håndsrækning senest i morgen

2. juli 2019 kl. 13:15 af Rasmus Estrup

Hele Nordjyllands Håndsrækning er AaB’s pris, der siden 2015 er doneret halvårligt og ubeskåret til gode formål i Region Nordjylland. Siden efteråret 2017 har Spar Nord Fonden valgt at bakke op om initiativet, så parterne sammen donerer to kroner pr. fremmødt tilskuer til Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park.

I dette forår gik Hele Nordjyllands Håndsrækning til foreningen SKYGGEBØRN, som modtog 83.880 kr. Nu skal der findes en ny modtager til efteråret 2019. 

Hele Nordjyllands Håndsrækning kan tilfalde foreninger, et værested, et behandlingscenter eller noget helt fjerde. Kun fantasien sætter grænser, men der skal dog være tale om et formål, der hverken har kommerciel eller politisk karakter. Udover at donationen skal gå til en god sag, skal modtageren også have postadresse i Region Nordjylland.

Ønsker du at søge Hele Nordjyllands Håndsrækning eller kender du en forening, en organisation eller et andet godt formål, der kunne have fordel af en håndsrækning, kan du søge via knappen nedenfor. 

Og du skal søge senest i morgen, onsdag 3. juli, hvor der er ansøgningsfrist. 

Det er et udvalg bestående af formand for AaB Support Club Lars Simoni, bestyrelsesmedlem i Spar Nord Fonden Michael Slavensky Dahl, presse- og kommunikationschef i AaB Brian Andersen, oplevelseschef i AaB Martin Stigaard Skammelsen, direktør i Skyggebørn Jes Dige og anfører i AaB Lucas Andersen, der vil gennemgå ansøgningerne og udvælge tre kandidater, der efterfølgende kommer til afstemning på aabsport.dk.

Modtageren af Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2019 forventes offentliggjort i dagene op til sæsonens første hjemmekamp.

Læs mere om Hele Nordjyllands Håndsrækning her. 

Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning:

SKYGGEBØRN - forår 2019 - 83.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Ønskeland - efterår 2018 - 108.652 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Foreningen Grønlandske Børn – forår 2018 – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Børn i sorg – sorggrupperne i Aars – efterår 2017 – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Veteran Oasen – velgørenhedstrøje 2017 – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)

Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31. 249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Hjerterummet og Cykel20 - forår 2016 - 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

The Back To Life Project - efterår 2015 - 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Headspace Aalborg - forår 2015 - 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Tags på denne nyhed

AaB Webshop holder sommerudsalg

1. juli 2019 kl. 14:20

Skal du have AaB med på din sommerferie? Så kan du netop nu og to uger frem opnå store besparelser på AaB Webshop.

Tilbuddene gælder til 14. juli eller så længe lager haves på flere end 25 udvalgte varer.

Klik ind og se udvalget

Tags på denne nyhed

Christoffer Ravn på U/17-landsholdet

1. juli 2019 kl. 08:55 af Rasmus Estrup

AaB Talents Christoffer Ravn Jensen er udtaget til den danske U/17-landsholdstrup, der i august spiller en internordisk turnering omkring Nyborg. 

Danmark spiller første kamp ved turneringen 4. august mod Finland. Dernæst venter yderligere to kampe mod endnu ikke fastsatte modstandere. De øvrige lande i turneringen er Sverige, Norge, Færøerne, Island, Nordirland og Mexico. 

Christoffer Ravn Jensen, der er venstreback, har spillet ni U/16-landskampe, men har til turneringen i august mulighed for at få debut på U/17-landsholdet. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Ajax Amsterdam-AaB 1-1

30. juni 2019 kl. 08:30 af Rasmus Estrup

I videoen ovenfor kan du se sammendrag af lørdagens testkamp mod Ajax Amsterdam, der endte 1-1. 

Det hollandske mesterhold kom bedst fra start på Sportpark Vondersweide i Oldenzaal, men efter 17 minutter viste AaB skarphed, da hollandske Tom van Weert sparkede en retur fra Kasper Kusk over stregen til en nordjysk 1-0-føring. 

Resten af første halvleg vadede AaB i store chancer. Tom van Weert misbrugte et straffespark, og både Lucas Andersen og Kasper Kusk missede chancerne for at bringe de grønklædte danskere yderligere foran inden pausen. 

I begyndelsen af anden halvleg hev Jacob Rinne en dobbeltredning ud af den kortærmede målmandstrøje, inden Ajax Amsterdams Danilo Pereira umiddelbart efter udlignede til 1-1. 

Se alle opgørets muligheder i videoen, hvor du også kan høre fra Patrick Olsen, der spillede sin første kamp i AaB-trøjen. 

Tags på denne nyhed

Flot AaB-test mod Ajax Amsterdam

29. juni 2019 kl. 14:52 af Martin Stigaard Skammelsen

I den bagende middagssol i Oldenzaal i Holland, var det værterne fra Ajax der kom bedst fra start i opgøret.

AaB-mandskabet stod kompakt på egen halvdel, mens de rød-hvide fra den hollandske hovedstad havde størstedelen af boldbesiddelsen og initiativet.

Første mulighed i kampen kom til Klaas-Jan Huntelaar, der sparkede på mål efter en tværbold i feltet, men Jacob Rinne snuppede uden problemer skuddet.

Herefter fulgte flere indlæg i AaB-feltet og et par halvhjertede forsøg fra distancen, der dog ikke voldte AaB problemer.

I stedet blev det efter 17 minutter 1-0 ved Tom van Weert, der udnyttede et flot forarbejde fra Lucas Andersen og Kasper Kusk. Sidstnævntes skud på mål fra kanten af det lille felt blev i første omgang afværget, men riposten endte for fødderne af van Weert, der nemt kunne prikke bolden i nettet.

Målet betød at AaB kom længere frem på banen og i flere omgange også skabte store muligheder.

Den nyslåede AaB-anfører Lucas Andersen afsluttede kort efter den halve time et flot AaB-angreb, men alene med målmanden endte bolden snert forbi opstanderen. Umiddelbart efter kunne der være dømt straffespark til Frederik Børsting, men dommerens fløjte forblev tavs.

Straffesparket kom dog med tre minutter til pausen, da en særdeles velspillende Lucas Andersen efter et par fikse træk blev nedlagt i det kriminelle felt.

Tom van Weert placerede desværre sparket fra 11-meter pletten et stykke over mål, inden Kasper Kusk manglede den sidste skarphed i sin afslutning, da han efter 45 minutters spil brød igennem i en to-mod-en situation med Lucas Andersen.

Ved pausen sad man således med fornemmelsen af, at AaB burde havde ført med yderligere et par mål.

Fra anden halvlegs start sendte Ajax 11 friske spillere på banen, og det kunne ses i den indledende fase, hvor AaB’erne kom under pres og også måtte lukke udligningen til 1-1 ind efter 49 minutter.

Jacob Rinne afværgede i første omgang flot to afslutninger tæt under mål, men AaB-forsvaret fik ikke clearet bolden, og i den efterfølgende situation kunne Danilo Pereira sende bolden i mål.

Herefter fulgte en længere periode, hvor kampbilledet mindede meget om dele af første halvleg, hvor cheftræner Jacob Friis’ mandskab stod kompakt og godt organiseret på egen halvdel, mens Ajax var mest på bolden.

Med små 20 minutter igen udfordrede Kasper Kusk ene mand tre Ajax-forsvarere, men afslutningen blev blokeret til et hjørnespark, mens Rasmus Thellufsen få minutter senere flugtede over mål.

I slutfasen søgte begge hold at afgøre kampen til egen fordel, men ingen af mandskaberne kom til nævneværdige chancer, hvorfor opgøret endte 1-1.

AaB’s sidste test inden premieren i 3F Superligaen spilles på fredag 5. juli på udebane mod AC Horsens. Herefter gælder det Lyngby

Match facts testkamp

Ajax Amsterdam-AaB 1-1 (0-1)

17. minut 0-1 Tom van Weert
49. minut 1-1 Danilo Pereira

Ajax Amsterdam: Bruno Varela (46. Kjell Scherpen), Joël Veltman (46. Serginho Dest), Lisandro Magallán (46. Perr Schuurs), Kik Pierie (46. Sven Botman), Lisandro Martinez (46.Jurriën Timber), Dani de Wit (46. Jasper Ter Heide, 63 Dani de Wit), Vaclav Cerny (46. Nicolas Kühn), Victor Jensen (46. Qinten Timber), Klaas-Jan Huntelaar (46. Lassina Traoré), Jurgen Ekkelenkamp (46. Noa Lang), Zakaria Labyad (46. Danilo Pereira Da Silva)

AaB (4-3-3): Jacob Rinne, Patrick Kristensen (78. Kristoffer Pallesen), Jores Okore, Mathias Ross, Jakob Ahlmann (64. Lukas Klitten), Frederik Børsting (64. Rasmus Thellufsen), Magnus Christensen (46. Robert Kakeeto), Patrick Olsen, Kasper Kusk (78. Søren Tengstedt), Tom van Weert (78. Mikkel Kaufmann), Lucas Andersen

Ca. 2.000 tilskuere på Sportpark de Vondersweijde i Oldenzaal, Holland

 

Tags på denne nyhed
'