U/19 og U/17 blev testet i Göteborg
AaB’s U/17-ligahold og U/19-ligahold har i denne weekend været på træningslejr i Göteborg, hvor de blev matchet med Sarpsborg 08, Fredrikstad FK og Sandareds I.F.
Hen over weekenden har AaB's U/19- og U/17-hold været på træningslejr i indendørsarenaen Prioritet Serneke Arena i Göteborg. Begge hold spillede to kampe, og det endte med i alt to sejre og to nederlag.
U/19: 3-2 over Sarpsborg 08 og 2-4 mod Fredrikstad FK
Fredag aften spillede U/19-ligaholdet mod Sarpsborg 08, og efter en kaotisk indledning kunne AaB bringe sig foran 1-0 efter 20 minutter, da Anders Bærtelsen eksekverede et straffespark begået mod Mikkel Kaufmann.
To minutter senere headede Søren Tengstedt AaB foran med 2-0 efter flot oplæg af Jeppe Pedersen.
Lige inden pausen reducerede Sarpsborg 08 til 2-1, og først efter 75 minutter kom AaB igen på tavlen. Anders Bærtelesen tog en stærk dribletur frem i banen, og med en solid afslutning sendte han AaB på 3-1, inden Sarpsborg 08 reducerede til 3-2 kort før tid.
Søndag skulle AaB følge op på sejren mod Fredrikstad FK, men trods en god nordjysk start endte det med et nederlag.
AaB kom ellers fortjent foran efter 12 minutter, da Jeppe Pedersen kanonerede læderet i nettet langs den ene opstander. Kort efter fordoblede Søren Tengstedt AaB’s føring, da han vippede bolden over en fremadstormende målmand.
Selvom AaB sad på spillet, blev det ikke udnyttet yderligere, og i stedet fik Fredrikstad FK tilkendt et straffespark. Dette reddede Marcus Bundgaard Sørensen dog flot, men Fredrikstad FK fik reduceret til 2-1 kort før pausen.
Efter pausen kom Fredrikstad FK bedst ud, og nordmændene fik med tre scoringer vendt fuldstændig rundt på kampen.
Bagud 4-2 fik AaB tilspillet sig flere gode muligheder, men skarpheden udeblev, og dermed tabte holdet 4-2.
U/17: 6-0 over Sandareds I.F. og 0-1 mod Fredrikstad FK
AaB’s U/17-ligahold startede weekendens træningslejr med en storsejr over Sandareds I.F.’s U/19-hold.
AaB spillede hurtigt mod de mere fysisk stærke svenskere, og med to scoringer af Casper Gedsted Hansen og en scoring af Simon Vestergaard kunne nordjyderne gå til pausen foran 3-0.
Efter pausen fortsatte AaB’s dominans, og med to mål af Benedikt Axelsson og en kasse af Christian Wagner sikrede AaB sig en storsejr på 6-0.
Søndag var modstanden væsentligt mere jævnbyrdig, da AaB tabte 1-0 til Fredrikstad FK.
Første halvleg var meget lige, mens de fysisk stærke nordmænd efter pausen fik lagt et pres på AaB-spillerne. Presset resulterede også i et sejrsmål til Fredrikstad FK midt i anden halvleg.