Nederlag i U/19 Ligaen og U/17 Ligaen
AaB tabte i weekenden på udebane til OB i både U/19 Ligaen og U/17 Ligaen.
U/19 Ligaen: OB-AaB 4-0
AaB led sæsonens første pointtab i U/19 Ligaen, da det i tredje kamp endte med et 4-0-nederlag på udebane mod OB.
Kampen blev på grund af lange køer på motorvejen udskudt med halvanden time, men AaB-spillerne var knap nok nået ud af bussen, før de var bagud 1-0 efter en omstilling.
Cirka midt i første halvleg kom hjemmeholdet også fortjent foran 2-0 på et direkte frispark.
Efter pausen fortsatte OB med sit høje pres under den varme sensommersol og 77 minutter inde i kampen blev det 3-0 til OB, da AaB-defensiven ikke fik afværget en lang bold.
I kampens sidste minut slog hjemmeholdet det sidste søm i kisten med scoringen til slutresultatet 4-0.
- De var bedre end os. Kigger man på boldbesiddelse og antal afslutninger, var det egentlig meget tæt, men OB var bare skarpere og spillede med større intensitet end os, og de vandt kampen yderst velfortjent, siger U/19-ligatræner David Olsen.
AaB har efter tre kampe seks point, hvilket rækker til en foreløbig tredjeplads, inden hjemmekampen på lørdag kl. 13.00 mod FC Midtjylland.
U/17 Ligaen: OB-AaB 3-2
Også i U/17 Ligaen blev det til et nordjysk nederlag, da AaB lørdag spillede sæsonens første kamp i Odense.
AaB kom ellers først på scoringstavlen med en hovedstødsscoring af Noah Holmstrøm til 1-0 efter 13 minutter. Få minutter senere kom der balance i stillingen, da hjemmeholdet udnyttede dårlig opdækning ved et hjørnespark til at udligne til 1-1.
Med cirka ti minutter til pausen kom AaB igen i front. Oliver Henriksen slog et indlæg ind i panden på Jakob Gaardsøe som med endnu et hovedstødsmål gjorde det til 2-1.
Lige inden pausen udlignede OB dog igen. Denne gang til 2-2 efter et indlæg. Den stilling holdt indtil 89. minut, hvor OB efter endnu er indlæg udnyttede for passivt forsvarsspil til at score sejrsmålet til 3-2 efter lidt klumpspil.
- Generelt spillede vi ikke en særlig god kamp. Vi lykkedes ikke med at skabe det spil, vi gerne vil på bolden. Til gengæld kan drengene blive rost for at de kæmpede godt. Det var desværre bare ikke nok til at tage point mod et afklaret OB-hold, siger U/17-ligatræner Nikolaj Hørby.
På lørdag kl. 15.15 spiller AaB sæsonens anden kamp i U/17 Ligaen, når FC Midtjylland gæster Hornevej.