Flere end 9.000 billetter ude til søndag mod FCK

28. august 2019 kl. 12:17 af Rasmus Estrup

Interessen er stor for 3F Superligakampen mod FC København på søndag kl. 16.00 på Aalborg Portland Park. På nuværende tidspunkt er der 9.133 billetter ude til opgøret, hvilket betyder, at der resterer 2.920 billetter til AaB-fans samt 848 billetter til udebaneafsnittet. 

På søndag markeres det samtidig, at der er 20-års jubilæum for mesterskabet i 1999. I den anledning bliver profilerne på og omkring holdet hyldet. Det sker både i fanzonen bag Weber Tribunen kl. 15.00 og i pausen, hvor mesterholdet fra 1999 hyldes på grønsværen. 

Her vil der være gensyn med 18 af profilerne fra mesterholdet. Heriblandt cheftræner Hans Backe, sportsdirektør Lynge Jakobsen, anfører Jens Jessen, klubrekordholder Torben Boye, topscorer Søren Frederiksen, Jozo Matovac, Anders Andersson og Frank Strandli. 

I anledning af 20-års jubilæet for mesterskabet i 1999 koster billetter til Spar Nord Tribunen og 3F Tribunen kun 19 kr. for børn og pensionister og 99 kr. for voksne. 

Derudover vil musikken på Aalborg Portland Park udelukkende være fra musikåret 1999, og i pausen vil cheerleadere fra danseskolen Dance Action i Aalborg optræde. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Stem på månedens mål i august

28. august 2019 kl. 10:53 af Rasmus Estrup

Hele 10 AaB-scoringer kandiderer til at blive månedens mål i august. Fire af scoringerne står Lucas Andersen for, Patrick Olsen følger lige bagefter med tre kandidater, mens også Frederik Børsting, Mikkel Kaufmann og Jores Okore har scoret i denne måned. 

I videoen øverst kan du se eller gense de ti kandidater, der er: 

1: Lucas Andersen, AaB 1-0 Esbjerg fB, 11. august
2: Frederik Børsting, AaB 2-0 Esbjerg fB, 11. august
3: Mikkel Kaufmann, AaB 3-0 Esbjerg fB, 11. august
4: Lucas Andersen, AaB 4-0 Esbjerg fB, 11. august
5: Patrick Olsen, Brøndby I.F. 2-1 AaB., 18. august
6: Lucas Andersen, AC Horsens 0-1 AaB, 26. august
7: Jores Okore, AC Horsens 0-2 AaB, 26. august
8: Patrick Olsen, AC Horsens 0-3 AaB, 26. august
9: Patrick Olsen, AC Horsens 0-4 AaB, 26. august
10: Lucas Andersen, AC Horsens 0-5 AaB, 26. august

Stem på din favorit via knappen nedenfor, så deltager du samtidig i lodtrækningen om Lucas Andersens kampbrugte hjemmebanetrøje fra sidste sæson. 

Afstemningen løber indtil fredag 30. august kl. 12.00. Vinderen offentliggøres på lørdag. 

Tags på denne nyhed

U/13-U/15 fik international modstand

28. august 2019 kl. 10:30 af Rasmus Estrup

AaB’s elitehold i U/13, U/14 og U/15 deltog i weekenden i den internationale turnering Crowne Plaza Cup i Kastrup. 

U/15-ligaholdet begyndte stævnet med et nederlag på 3-0 til et stærk OB-mandskab. Dagen efter besejrede AaB-drengene Lyngby Boldklub med 2-1, inden sidste gruppespilskamp mod Ajax Amsterdam. 

Opgøret mod hollænderne bød på seværdig fodbold og en masse læring for AaB-mandskabet, som spillede 1-1, hvilket rakte til en tredjeplads i puljen. 

Dermed skulle AaB spille en placeringskamp om niendepladsen mod finske HJK Helsinki, og her satte AaB et godt punktum for stævnet, da nordjyderne vandt opgøret 1-0. 

 

AaB’s U/14-elitehold fik ligesom U/15 en tredjeplads i puljen. Denne plads havnede AaB på efter et premierenederlag til Lyngby Boldklub på 1-0, et svært nederlag til svenske Malmø F.F. på 3-1 og en AaB-sejr på 3-1 over SønderjyskE. 

Tredjepladsen i puljen betød, at nordjyderne skulle spille placeringskamp om syvendepladsen med FC Midtjylland, og her trak FC Midtjylland det længste strå, da en flok trætte AaB-spillere måtte se sig slået med 6-2. 

AaB’s yngste elitehold, U/13, var også med i turneringen, og ligesom de to andre AaB-mandskaber havnede også U/13-drengene på puljens tredjeplads. 

Efter en tæt og god duel mod FC Nordsjælland tabte AaB første kamp 2-1. Dernæst vandt AaB en målrig kamp mod svenske IFK Göteborg med 5-2. Den sidste puljekamp mod FC Midtjylland var både tæt og intens, og desværre tabte AaB opgøret 3-2. 

Turneringens sidste kamp for U/13-holdet var placeringskampen om femtepladsen mod B93. Dette opgør var så tæt, at det måtte ud i en straffesparkskonkurrence, og her vandt B93 12-11. 

Tags på denne nyhed

AaB møder FC St. Pauli i testkamp

27. august 2019 kl. 13:56 af Rasmus Estrup

Efter søndagens hjemmekamp mod FC København ligger AaB's næste betydningsfulde kamp på grund af landskampspausen først 11. september, hvor det gælder lokalopgøret i  Sydbank Pokalen mod Nørresundby FB. 

Men i mellemtiden får AaB yderligere kamptræning, da Hele Nordjyllands Hold onsdag 4. september kl. 12.00 spiller testkamp mod 2. Bundesligaklubben FC St. Pauli.

Kampen spilles på Edmund-Plambeck-Stadion i Norderstedt, der ligger lidt nord for Hamborg. 

Tags på denne nyhed

Hør ASC's podcast om mesterskabet i 1999

27. august 2019 kl. 10:19 af Rasmus Estrup

På søndag markerer vi, at det i år er 20 år siden, at AaB tog sit andet danske mesterskab i 1999. I den forbindelse har AaB Support Clubs podcast, Rød Aalborg, lavet en halvanden time lang særudgave om mesterskabet i 1999. 

Podcasten er bygget op omkring interviews med Henrik "Mini" Rasmussen, Søren Frederiksen, Ståle Solbakken og sportsdirektør Lynge Jacobsen. 

Du kan høre podcasten om mesterskabet i 1999 her. 

Du kan købe billet til jubilæumskampen på søndag kl. 16.00 mod FC København her.

Tags på denne nyhed
'