Udesejr over Brøndby I.F. i U/19 Ligaen
AaB’s U/19-ligahold vandt 3-2 over Brøndby I.F., inden U/17-ligaholdet spillede 1-1 mod samme klub. I Danmarksserien vandt AaB 3-2 over Vatanspor.
U/19 Ligaen: Brøndby I.F.-AaB 2-3
AaB spillede lørdag eftermiddag på udebane mod Brøndby I.F., og efter en tempofyldt indledning, hvor AaB dominerede fuldstændigt og havde flere store chancer, kom hjemmeholdet pludselig foran 1-0 på en fejl i den nordjyske defensiv efter en halv times spil.
AaB måtte derfor lettere lamslået gå til pause bagud 1-0. Fra anden halvlegs start blev AaB ved med at skabe muligheder, og det gav endelig pote, da Søren Tengsted sparkede et indlæg ind til Oliver Klitten, der stod for scoringen til 1-1.
Herefter fulgte endnu en periode med mange AaB-muligheder, men med en halv time igen scorede Brøndby I.F. til 2-1 på et imponerende spark.
Nordjyderne svarede straks tilbage med et 2-2-mål af Søren Tegnstedt, og seks minutter før tid sendte en hårdt presset Brøndby-spiller bolden i eget net til en AaB-føring på 3-2.
Selvom Brøndby I.F. forsøgte at presse på til sidst, holdt AaB skansen og tog alle tre point med hjem.
- Især i første halvleg dominerer vi Brøndby I.F. totalt og burde have været foran ved pausen. Efter pausen er vi også mest på bolden og skaber mest, men kommer igen bagud. Spillerne skal have stor ros for, at vi formår at slå igen og vinde en kamp, hvor vi trods massivt spilovertag kommer bagud hele to gange, siger U/19-ligatræner David Olsen.
AaB ligger på andenpladsen i U/19 Ligaen med tre point op til FC Midtjylland på førstepladsen. De to tophold mødes på lørdag kl. 13.00 på AaB's anlæg på Hornevej.
U/17 Ligaen: Brøndby I.F.-AaB 1-1
Efter U/19-ligasejren skulle AaB’s U/17-ligahold forsøge at følge op, og det startede godt for nordjyderne. Efter 12 minutter slap Casper Gedsted igennem på kanten og slog et præcist indlæg ind til Oliver Børsting, der med et veltimet løb bragte AaB foran 1-0.
I en kamp, hvor det polerede fodboldspil var svært at få øje på på grund af mange fysiske dueller og Brøndbys høje pres, kunne Brøndby I.F. med med et kvarter igen udligne til 1-1 på et hovedstød.
Herefter havde Brøndby I.F. endnu en mulighed for at score, men AaB-målmand Nicolai Christensen hev en stor redning ud af ærmet.
I de døende minutter var AaB tæt på at stjæle sejren med en stor hovedstødschance, som desværre blev brændt, og derfor sluttede opgøret uafgjort.
- Vi spillede en fin kamp ud fra de svære betingelser, Brøndby I.F. gav os med deres voldsomme pres. Ikke mindst er jeg glad for, at spillerne gav sig selv maksimalt i duellerne og kæmpede det ene point hjem, siger U/17-ligatræner Nikolaj Hørby.
AaB indtager 10. pladsen i U/17 Ligaen og spiller først igen torsdag 18. april på udebane mod Esbjerg fB.
Danmarksserien: AaB-Vatanspor 3-2
AaB tog et vigtigt skridt væk fra nedrykningstregen i weekendens hjemmekamp mod Vatanspor. Gæsterne havde ellers flere gode muligheder i de første ti minutter, men misbrugte dem.
Dernæst misbrugte AaB også en række store tilbud, inden Johan Ejsing efter 23 minutter afsluttede en stærk AaB-omstilling med målet til 1-0.
En halv time inde i opgøret kunne Vatanspor udligne til 1-1 på et straffespark, hvorefter AaB igen leverede nogle gode minutter, der fem minutter før pausen mundede ud i scoringen til 2-1. Ebrima Ceesay blev spillet igennem, trak ned mod keeperen og fuldendte chancen ved at sende bolden mellem benene på målmanden.
En time inde i kampen blev det 3-1 til AaB, da Ebrima Ceesay efter dårligt forsvarsspil kunne afdrible målmanden og score i et tomt mål.
Med en scoring fem minutter før tid fik Vatanspor skabt spænding til sidst, men AaB holdt stand og vandt kampen 3-2. En sejr, der betyder, at AaB hopper op på sjettepladsen i Danmarksserien.
- Det var en vigtig sejr, og det er godt for spillernes selvtillid, at vi igen kunne snuppe tre point. Men selvom vi kan glæde os over at være rykket over nedrykningsstregen, har vi også en lidt ærgerlig fornemmelse, fordi vi brændte så mange chancer, siger Danmarksserietræner Nickolaj Jonstrup.