AaB på tredjeplads efter uafgjort mod Vejle Boldklub

17. september 2018 kl. 20:52 af Rasmus Estrup

Trods en pauseføring efter et føringsmål af Rasmus Thellufsen, måtte AaB nøjes med 1-1 på hjemmebane mod Vejle Boldklub. Gæsterne udlignede kort inde i anden halvleg ved Mads Greve, og trods pres i slutminutterne holdt gæsterne stand resten af opgøret. Det ene point sender AaB på en tredjeplads i Superligaen. 

AaB viste i sekvenser af de første ti minutter fine takter, men indlæggene fra Kasper Kusk i højresiden og Jakob Ahlmann i venstresiden blev en tand for upræcise til at de for alvor blev farlige. 

12 minutter inde i opgøret kunne Tom van Weert notere sig sin første afslutning på Aalborg Portland Park. Magnus Christensen fightede sig til bolden på midten, og Kristoffer Pallesen blev spillet til indlæg fra kanten. Via en afretning fortsatte bolden over mod fjerneste stolpe, hvorfra hollænderen headede på mål, men kuglen havnede i handskerne på målmand Pavol Bajza. 

Senere i samme minut kom Vejle Boldklub også frem til en hovedstødsafslutning, da Allan Sousa kastede sig frem til et indlæg ved forreste stang, men Vejle-angriberens hovedstød sad lige på Jacob Rinne. 

Fem minutter senere prøvede Philipp Ochs lykken fra distancen, men tyskerens flade forsøg fór forbi fjerneste stolpe. 

Midtvejs i første halvleg havde AaB taget godt fat i dirigentsstokken, men de store åbne muligheder mod et kompakt Vejle-hold var svære at spille sig til. Derfor måtte Oliver Abildgaard også forsøge sig udefra, men hans afslutning endte på tribunen. 

I den anden ende havde Jacob Schoop heller ikke indstillet sigtekornet korrekt, da han fra distancen sparkede forbi Jacob Rinnes mål umiddelbart efter. 

AaB svarede straks efter igen med endnu et forsøg. Denne gang et mere nærgående af slagsen, da Kasper Kusks afslutning på Kristoffer Pallesens indlæg gik snert forbi mål.

En lille halv time inde i mandagens Superligaduel fik Allan Sousa forsøgt sig for anden gang. Efter et par fine træk forsøgte angriberen sig med en afslutning, som Jacob Rinne havde fuld kontrol over. 

Fem minutter før pausen kunne AaB så bringe sig fortjent foran. Med en fremragende aflevering fandt Magnus Christensen Rasmus Thellufsen i et frit fremdrift mod feltet. Med stor sikkerhed sendte kantspilleren bolden forbi Vejle-keeperen og ind i netmaskerne ved fjerneste stolpe til 1-0 og stor jubel for de fremmødte fans. 

De følgende par minutter forsøgte Vejle Boldklubs Allan Sousa sig to gange. Begge gange var det efter et par fine driblinger, men første afslutning sad igen lige på AaB's svenske målmand, som på anden afslutning leverede en stor redning for at holde bolden ude af målet. 

Rinne var igen på plads kort efter, da han reddede et hovedstød fra Rasmus Lauritsen.  

Lige inden pausefløjtet driblede Philipp Ochs tværs gennem gæsternes felt inden hans afslutning blev blokeret til hjørne.

Anden halvleg begyndte lige så chancerrigt som første halvleg sluttede, og inden halvlegens fjerde minut havde begge klubber afsluttet fra kanten af feltet. Magnus Christensens forsøg blev blokeret, mens Jacob Rinne sikkert tog sig af Kerim Memijas afslutning. 

Fem minutter inde i anden halvleg fik gæsterne så bragt balance på måltavlen. Et præcist kantfrispark fra Allan Sousa blev slået ind i panden på Mads Greve, som tæt under mål kunne heade udligningen til 1-1 ind bag Jacob Rinne. 

Få minutter efter udligningen forsøgte Oliver Abildgaard at bringe AaB foran på ny, men den flade afslutning blev reddet ved roden af fjerneste stolpe. 

AaB forsøgte gang på gang at trænge igennem gæsternes mandskab, der efter scoringen placerede sig meget kompakt på egen banehalvdel i håb om omstillingsmuligheder. 

Gæsterne fik da også testet om Jacob Rinne var vågen igen efter 74 minutter, men igen var det intet problem for målmanden at snuppe læderet. 

Kort efter var AaB yderst tæt på en scoring til 2-1. Kasper Kusk spillede et-to mod Rasmus Thellufsen og trykkede kompetent af et par meter uden for feltet. Desværre for ham og størstedelen af de 5.716 fremmødte tilskuere prellede forsøget af på stolpen. 

Små ti minutter før tid fik Tom van Weert en fin chance. Oliver Abildgaard fandt hollænderen midt for mål på kanten af feltet, men angriberens venstrebensforsøg gik et par meter over mål. 

Fem minutter senere var gæsterne tæt på med et hovedstød på et hjørnespark, men igen var Jacob Rinne rigtigt placeret. 

I 88. minut var Vejle Boldklub tæt på at sende bolden i eget net, men afretningen af et kantfrispark gik lige forbi. 

I stedet måtte Jacob Rinne i 90. minut agere redningsmand i AaB-målet, da han på fremragende vis fik holdt et svært hovedstød fra Jacob Schoop ude af AaB-målet. 

Trods AaB-pres mod slutningen, hvor Pavol Bajza fumlede bolden på egen overligger efter forsøg fra Oliver Abildgaard, endte opgøret 1-1, hvilket sender AaB på en tredjeplads i Superligaen. AaB skal igen i aktion på søndag, hvor der er indbudt til et lokalopgør i Hobro. 

Matchfacts - Superligaen, 9. spillerunde

AaB-Vejle Boldklub 1-1 (1-0)
39. min 1-0 Rasmus Thellufsen, 51. min 1-1 Mads Greve
Advarsler AaB: Jakob Ahlmann (75)
Advarsler Vejle Boldklub: Kerim Menija (86)
5.716 tilskuere på Aalborg Portland Park.

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Jores Okore, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk, Magnus Christensen (62: Filip Lesniak), Oliver Abildgaard, Rasmus Thellufsen, Tom van Weert (87: Kasper Risgård), Philipp Ochs (62: Wessam Abou Ali).

Vejle Boldklub (3-5-2): Pavol Bajza, Rasmus Lauritsen, Mads Greve, Mads Lauritsen, Kerim Memija, Melker Hallberg (63: Med Louati), Elber Ramadani, Jacob Schoop, Viljormur Davidsen, Allan Sousa, Adam Jakobsen (63: Arbnor Mucolli).

Dommer: Benjamin Willaume-Jantzen. 

Tags på denne nyhed

Remis i Danmarksserien

17. september 2018 kl. 09:55 af Rasmus Estrup

Mens U/19 Ligaen og U/17 Ligaen lå stille i weekenden, var AaB's danmarksseriehold i aktion lørdag, hvor de bolsjestribede på hjemmebane tog imod FC Djursland i et opgør, der endte 1-1. 

Med en stram defensiv organisation havde AaB i første halvleg fin kontrol over kampen, men efter pausen blev det hele lidt mere rodet. AaB var dog først til at udnytte det.

Et højt AaB-pres endte i et dårligt udspark af gæsternes målmand. Bolden gik lige i panden på den spillende træner Nickolaj Jonstrup, der headede bolden frem mod Christian Høgh Sørensen, som sikkert sparkede bolden i nettet til en nordjysk 1-0-føring.

Føringen holdt ind til et kvarters tid før slutfløjtet. Alle forventede, at et kantfrispark langt ude fra ville blive slået ind som et indlæg, men FC Djurslands sparker tog chancen og trykkede på mål. Det snød AaB's keeper, og så var der balance i stillingen. 

Hverken hjemmeholdet eller udeholdet lykkedes mod slutningen med at komme frem til de helt store muligheder, og derfor endte duellen 1-1. 

- Set over hele kampen var uafgjort et fair resultat. Vi har nogle chancer i første halvleg, som vi burde have udnyttet, men omvendt havde de også nogle perioder i kampen, hvor de var bedst, siger danmarksserietræner Nickolaj Jonstrup. 

AaB ligger syvendepladsen i Danmarksserien med otte point og gæster på søndag Vatanspor, der indtager femtepladsen med ni point. 

Tags på denne nyhed

Okore er tilbage for AaB

16. september 2018 kl. 17:28 af Brian Andersen

Oprykkerne fra Vejle Boldklub har ikke været modstander for AaB i Superligaen siden april 2009, men AaB-cheftræner Morten Wieghorst ser frem til duellen mod vejlenserne:

- Det er vores første kamp efter landskampsperioden, og det er vigtigt, at vi med det samme kommer tilbage på sporet – også set i lyset af at vi tabte vores seneste hjemmekamp (mod Esbjerg fB 27. august, red.).

- Velvidende at vi ikke må give lige så mange chancer væk som i vores opgør i Randers, så skal vi tage initiativet og angribe kampen mod en ganske vist kompetent modstander, der senest hentede point i Horsens, konstaterer Morten Wieghorst, der efter søndagens træningspas har udtaget følgende 20 spillere:

1 Jacob Rinne, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 11 Philipp Ochs, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 27 Oliver Abildgaard, 30 Wessam Abou Ali, 32 Kasper Pedersen, 33 Bardhec Bytyqi og U/19 Ligaspiller Mathias Ross.

Kun Marco Ramkilde er skadet hos AaB.

AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2018 går ubeskåret til Ønskeland i Brovst, som efter efterårets første tre hjemmekampe allerede er sikret en donation på 33.136 kr. Køb i forsalg billet til dysten mod Vejle Boldklub her.

Tags på denne nyhed

Fanmosaik præsenteres i morgen kl. 18.15

16. september 2018 kl. 08:35 af Rasmus Estrup

Som en hyldest til AaB's sæsonkortholdere har Aalborg Portland valgt at donere endnu et element til AaB Tyren, der står ved fagområdet bag Weber Tribunen. Således vil der i morgen kl. 18.15 blive præsenteret et AaB-logo udformet af en mosaik af billeder af hundredevis af AaB's sæsonkortholdere på AaB Tyrens sokkel. 

Sæsonkortholderne har selv haft mulighed for at indsende et billede til mosaikken, og den mulighed har flere hundrede sæsonkortholdere altså benyttet sig af. 

Ved offentliggørelsen vil der være et interview med AaB's administrerende direktør, Thomas Bælum, samt en af de sæsonkortholdere, der er afbilledet på AaB-logoet. 

Det hele starter 45 minutter før kickoff til AaB-Vejle Boldklub, altså kl. 18.15. Alle er velkomne til at komme forbi seancen inden kampen. 

Husk at du kan købe billet til opgøret i billethusene på Aalborg Portland Park i morgen fra kl. 18.00 eller i forsalg her på aabsport.dk. Ved din tilstedeværelse til kampen støtter du desuden Hele Nordjyllands Håndsrækning, hvorigennem AaB og Spar Nord Fonden i dette efterår giver to kr. pr. tilskuer til Ønskeland i Brovst.  

Tags på denne nyhed
'