God præstation rakte kun til uafgjort

11. november 2018 kl. 17:59 af Rasmus Estrup

AaB måtte søndag tage til takke med et enkelt point efter en stærk præstation mod FC København, der endte med et 1-1-resultat. Lucas Andersen bragte ellers Hele Nordjyllands Hold i front, men Dame N'Doye udlignede små ti minutter før tid til slutresultat. 

AaB gik ind til første halvleg med en god energi, og i kampens spæde fase førte et sammestød med Kasper Pedersen og Pieros Sotiriou til et længere spilstop, hvor begge spillere blev iklædt hovedforbindinger, inden de kunne vende tilbage på banen. 

Selvom FC København i indledningen havde bolden mest, var AaB først til at nærme sig målchancer. Blandt andet med en omstilling efter 10 minutter, der desværre løb ud i sandet, da Kasper Kusk, Lucas Andersen og Tom van Weert nåede op til gæsternes felt. Syv minutter senere fulgte et hjørnespark til de rød-hvid-klædte nordjyder, men også dette blev afværget. 

I stedet kunne FC København levere opgørets første afslutning efter 20 minutter, da Robert Skov kanonerede et fladt skud fra feltkanten på indersiden af nærmeste stolpe.  

Fire minutter senere var gæsterne igen tæt på. Denne gang prøvede Pierre Bengtsson på et skud mod fjerneste målhjørne, men Jacob Rinne fik reddet bolden flot til indkast. 

26 minutter inde i opgøret var der lovende takter fra AaB. AaB spillede med højt tempo bolden fra Jacob Rinne til Kristoffer Pallesen til Tom van Weert til Kasper Kusk og Philipp Ochs, som fra feltets venstreside forsøgte sig med et fladt indlæg mod Kasper Kusk, der desværre gik ud til hjørne. Dette hjørnespark sendte Lucas Andersen direkte mod mål, men læderet ramte forstolpen. 

Med et kvarters tid til pausen var AaB igen i offensiven. Denne gang endte det med en afslutning fra distancen af anfører Rasmus Würtz, der flugtede bolden over mål. 

FC Københavns Denis Vavro sparkede et par minutter senere også bolden over mål på en ellers god frisparksmulighed et par meter uden for AaB-feltet. 

Fem minutter før pausen var det Tom van Weerts tur til at forsøge sig med afslutning. Hollænderen blev med et veltimet løb sendt i dybden, og fra en spids vinkel sparkede han bolden mod nærmeste stolpe, hvor Jesse Joronen parerede kuglen til hjørne. 

Lige efter pausen var AaB tæt på et føringsmål. Philipp Ochs drev med lækre driblinger gæk med defensiven hos Superligaens førerhold. Tyskeren fulgte op med et hårdt fladt indlæg, som Tom van Weert rettede mod mål. Desværre gik hollænderens afretning få centimeter forbi bagerste stolpe. 

I tredje minut af anden halvleg prøvede Lucas Andersen lykken, da Jesse Joronen blev fanget ude af sit mål efter en dårlig clearing fra keeperen selv. Lucas Andersen opsnappede bolden og tog sigte fra 45 meter, men forsøget gik forbi. 

Fem minutter efter pausen fik FC København atter en god frisparksmulighed lige uden for AaB's felt. Robert Skov tog sig denne gang af frisparket, som han sendte over muren, men inde på stregen reddede Jacob Rinne sikkert. 

I 58. minut kom AaB efter en god periode foran 1-0. Jakob Ahlmann sendte et hårdt indlæg ind i feltet, hvor Lucas Andersen tæmmede bolden, inden han tæskede 1-0-scoringen i mål via den ene stolpe. 

Kort efter scoringen forsøgte Robert Skov sig igen med et frisparksforsøg, men igen reddede Jacob Rinne sikkert forsøget. 

Midt i anden halvleg fik Dame N'Doye københavnernes hidtil bedste mulighed i kampen, da Pierre Bengtsson sendte et indlæg ind i det lille felt til angriberen, som dirigerede bolden over mål. 

Med tyve minutter tilbage af opgøret fik Philipp Ochs en god mulighed. En velspillende og hårdtarbejdende Jakob Ahlmann stod for det flotte forarbejde, der førte til en skudchance til Philipp Ochs i FC Københavns felt, men desværre sparkede tyskeren over. 

Et kvarters tid før slutfløjt forsøgte Robert Skov sig et par gange med skud fra distancen, men det lykkedes ikke kantspilleren at overliste Jacob Rinne. 

I 83. minut faldt udligningen dog for gæsterne. Et indlæg blev slået ind til Dame N'Doye, som tog læderet ned og sparkede det for fuld kraft op i det ene målhjørne uden chance for Jacob Rinne. 

Kort efter var Dame N'Doye også tæt på endnu en scoring. Angriberens forsøg fra kanten af feltet blev rettet af og var lige ved at overliste Jacob Rinne, men bolden gik lige forbi den ene stolpe til et hjørnespark. 

Dette hjørnespark formåede AaB at skabe en god omstilling på. Lucas Andersen fik med høj fart ført bolden op i modsatte ende, hvor han med en god tværbold fandt Rasmus Thellufsen. Han afleverede bolden på tværs igen, hvor Lucas Andersen var fri til afslutning, men AaB-spilleren sendte kuglen over mål. 

I 89. minut var AaB igen farlige. Tom van Weert spillede bolden fra baglinjen på tværs, men læderet endte lige bag en ellers ganske fri Rasmus Thellufsen, der dermed ikke fik dirigeret bolden mod mål. 

I tillægstiden fik Tom van Weert en god hovedstødsmulighed, da Lucas Andersen sendte et indlæg ind i panden på hollænderen, der desværre fik sin afslutning reddet af Jesse Joronen. 

Opgøret endte uden yderligere scoringer, og dermed er AaB med det ene point oppe på 21 point i Superligaen, hvilket rækker til en sjetteplads. 

På grund af kommende landskampe spilles AaB's næste Superligakamp først 23. november kl. 19.00 på udebane mod Vejle Boldklub. 

Matchfacts - Superligaen, 16. spillerunde

AaB-FC København 1-1 (0-0)
58. min 1-0 Lucas Andersen, 83. min 1-1 Dame N'Doye
Advarsler AaB: Oliver Abildgaard (24), Rasmus Thellufsen (79)
Advarsler FC København: Andreas Bjelland (38), Jan Gregus (45), Rasmus Falk (90)
6.947 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Kasper Pedersen (46: Jakob Blåbjerg), Jores Okore, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk, Rasmus Würtz (78: Filip Lesniak), Oliver Abildgaard, Philipp Ochs (74: Rasmus Thellufsen), Tom van Weert, Lucas Andersen. 

FC København (4-4-2): Jesse Joronen, Peter Ankersen, Denis Vavro, Andreas Bjelland, Pierre Bengtsson, Robert Skov, Zeca, Jan Gregus (46: Nicolaj Thomsen), Rasmus Falk, Dame N'Doye, Pieros Sotiriou (46: Jonas Wind). 

Dommer: Michael Tykgaard

Tags på denne nyhed

Prøv en burger på Weber Tribunen i dag

11. november 2018 kl. 11:50

Burgerbaren er beliggende i den østlige ende af tribunen, hvor den nuværende bod er blevet ombygget til en burgerbar.

Med en pris på 45 kr. kan man lave en ”byg-selv” burgere, hvor man selv tilsætter tilbehør, dressing m.m. Vælger man en menu med tilhørende sodavand er prisen 75 kr., mens man med en tilhørende øl i menuen skal betale 85 kr.

AaB ønsker god appetit og god kamp til tilskuerne på Weber Tribunen.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på AaB-FC København

11. november 2018 kl. 09:30 af Rasmus Estrup

I eftermiddag kl. 16.00 gæster FC København Aalborg Portland Park i 16. runde af Superligaen. Op til kampen kan du i dette tilbageblik se fem tidligere AaB-kasser på hjemmebane mod FC København. 

I tilbageblikket er der blandt andet et gensyn med scoringer af Kasper Kusk, Filip Lesniak og Jeppe Curth. 

Har du endnu ikke købt billet til dagens Superligakamp, kan du købe dine billetter i billethusene på Aalborg Portland Park fra kl. 15.00 eller i forsalg her på aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

Abildgaard tilbage fra karantæne

10. november 2018 kl. 15:31 af Brian Andersen

I Aalborg er der ofte tale om tætte opgør mellem de to klubber, og AaB har fået point i de seneste to indbyrdes dueller på nordjysk græs, hvoraf den seneste i maj 2018 blev vundet.

AaB-cheftræner Morten Wieghorst udtaler:

- Vi møder Superligaens førerhold, der tilmed er inde i en god stime, hvorfor der også skal en stor præstation til fra vores side i morgen, hvis vi skal vinde.

- Motivationen fra vores side er stor, og vi er klar over, at vi skal op i det leje, som vi leverede i første halvleg af den seneste kamp mod FC Nordsjælland, hvor vi også formåede at skabe en del chancer, konstaterer Morten Wieghorst, der efter lørdagens træningspas har udtaget følgende 19 spillere:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 11 Philipp Ochs, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 27 Oliver Abildgaard, 32 Kasper Pedersen, 33 Bardhec Bytyqi og U/19 Ligaspiller Mikkel Kaufmann.

Frederik Børsting har karantæne, mens skadeslisten stadig omfatter Wessam Abou Ali, Magnus Christensen, Mathias Ross og Marco Ramkilde.

AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2018 går ubeskåret til Ønskeland i Brovst, som efter efterårets første syv hjemmekampe allerede er sikret en donation på 85.446 kr. Køb i forsalg billet til dysten mod FC København her.

Tags på denne nyhed

Kom i julehumør med AaB

10. november 2018 kl. 09:10

Selvom det kun er den 10. november, gør vi i AaB Webshop allerede klar til den forestående julefest.

Nu kan du pynte juletræet med AaB-julekugler, mens du i den varme AaB-julesweater kan vise, hvem du holder med i den festlige juletid.

Dette års AaB-sweater kan blive din for bare 375 kr. (325 kr. for børn), og i år har vi hele tre varianter af julekuglen på hylderne; en rød, en hvid og en rød med stjerner.
For 99 kr. får du én julekugle, mens to koster dig 149 kr. Skal du have flere end to julekugler, sparer du 25% på hver ekstra julekugle, du lægger i kurven.

Kig forbi webshoppen allerede nu eller fra kl. 14.00 i AaB Fanshop i morgen før kampen mod FC København.

Tags på denne nyhed
'