Flere AaB-spillere var i aktion i mandagens landskampe, der blandt andet bød på en indskiftning af Philipp Ochs i U/21-landskampen mellem Tyskland og Italien pog en scoring på U/19-landsholdet af Lukas Klitten.
Syv AaB'ere fik mandag spilletid for diverse ungdomslandshold. Tyske Philipp Ochs, der scorede i sin seneste landskamp, blev i U/21-landskampen mellem Tyskland og Italien skiftet ind efter 82 minutter. På det tidspunkt førte Tyskland 2-1, som også endte med at være kampens resultat. Et resultat der betyder, at det tyske U/21-landshold går ubesejret igennem 2018.
Opgøret var i øvrigt Philipp Ochs' niende U/21-landskamp, hvori han har scoret tre gange.
På det danske U/19-landshold var tre AaB-talenter i spil i venskabskampen mod Schweiz. Anders Bærtelsen, der spillede sin niende U/19-landskamp, bar anførerbindet fra start og kunne sammen med holdkammeraterne gå til pause foran 1-0.
Stillingen var også 1-0, da tvillingebrødrene Oliver Klitten og Lukas Klitten blev sendt på banen i 78. minut. En indskiftning der hurtigt viste sig effektiv. For minuttet senere kom Lukas Klitten på måltavlen for anden kamp i træk, da han med sin første boldberøring i kampen scorede til slutresultatet 2-0.
Lukas Klitten har nu 11 U/19-landskampe i rygsækken, mens Oliver Klitten har optrådt syv gange på U/19-landsholdet.
Det danske U/18-landshold, der mandag mødte Ukraine, havde også tre AaB-spillere på banen i løbet af mandagskampen. Forsvarsspiller Thomas Albert Christiansen startede inde i sin fjerde U/18-landskamp, mens angriber Mikkel Kaufmann, der spillede sin anden U/18-landskamp, havde anførerbindet om venstre arm fra første fløjt.
Kort før pausen havde Mikkel Kaufmann et forsøg på stolpen, men stillingen var fortsat 0-0, da han efter 55 minutter blev skiftet ud. 0-0 var også stillingen, da Jeppe Pedersen efter 83 minutter blev indskiftet til sin fjerde U/18-landskamp. Men desværre for danskerne scorede Ukraine sejrsmålet til 1-0 i 89. minut.