AaB TV: Sammendrag af SønderjyskE-AaB

2. marts 2018 kl. 07:08 af Rasmus Estrup
Tags på denne nyhed

Okore matchvinder i vigtig AaB-sejr

1. marts 2018 kl. 19:53 af Rasmus Estrup

Trods en mand i undertal i det sidste kvarter vandt AaB 1-0 på udebane over SønderjyskE. Jores Okore blev matchvinder med en scoring i kampens indledning.

Sejren sender AaB op på 31 point i Alka Superligaen, hvilket rækker til en syvendeplads med samme pointantal som OB på sjettepladsen. 

Kampen var blot tre minutter gammel, da AaB kom foran 1-0. Ligesom i forårets tidligere kamp mod Brøndby I.F. sendte Yann Rolim et hjørnespark tæt ind under mål, hvor dagens AaB-anfører nåede frem og pandede Hele Nordjyllands Hold i front med sin anden sæsonscoring.

Efter den gode AaB-start skulle der gå yderligere et kvarter, før opgørets næste afslutning faldt. Igen var det de gæstende nordjyder, der viste sig frem, da Frederik Børsting sparkede forbi fra distancen. Kort efter var Jannik Pohl på færde, da han blev sendt i fuldt firspring og kom frem til en afslutning. Denne sad dog lige på målmand Sebastian Mielitz. 

AaB dominerede i kampens indledning, og opgøret var næsten en halv time gammel, før SønderjyskE kom frem til sin første afslutning. Efter et langt indkast sparkede Marcel Rømer på kassen langt udefra, men bolden gik forbi Jacob Rinnes mål. 

Kort før pausefløjtet prøvede SønderjyskE igen med et par langskud. Denne gang fra Philip Zinckernagel, der først sparkede forbi og minuttet senere fik sin afslutning reddet af Jacob Rinne. 

SønderjyskE's første rigtig store chance kom lige i begyndelsen af anden halvleg. Christian "Greko" Jakobsen blev spillet igennem i AaB-feltet og kom til et forsøg fra en meget spids vinkel, men Jores Okore fik blokeret afslutningen.

Fem minutter efter pausen prøvede Emil Scheel lykken på et frispark fra distancen, som han sendte et par meter over AaB-buret. 

Kort efter var AaB's Kasper Kusk tæt på at udbygge den nordjyske føring. Efter samspil med Yann Rolim kom Kasper Kusk til afslutning fra en spids vinkel. Kantspilleren forsøgte at sende kuglen mod fjerneste stolpe, men bolden strøg forbi opstanderen. 

Spillet bølgede meget i denne fase af spillet, og efter en lille times spil blev Mikael Uhre spillet frem til en god mulighed, men Jacob Rinne kunne sikkert tage sig af angriberens afslutning. 

Efter 75 minutter blev AaB så reduceret til ti mand. Magnus Christensen fik efter en glidende tackling sit andet gule kort i opgøret, og dermed blev AaB-spilleren udvist. I øvrigt var det AaB's første udvisning i denne sæson. 

Udvisningen gav SønderjyskE mulighed for at presse på mod slutningen, hvorfor AaB med det samme skiftede Jakob Blåbjerg ind i stedet for Kasper Kusk. 

SønderjyskE's første farlige forsøg i overtal stod indskiftede Simon Kroon for, da han efter 82 minutter sparkede lige på Jacob Rinne fra kanten af feltet. 

Fra cirka samme distance sparkede Eggert Jonsson også på mål fem minutter senere, men også han ramte lige på AaB's svenske målmand. 

I overtiden pressede hjemmeholdet på for en udligning med mange indlægsforsøg, men AaB formåede at holde stand og snuppe alle tre point. 

Sejren sender AaB op på syvendepladsen i Alka Superligaen, hvor Hele Nordjyllands Hold med 31 point ligger med samme pointantal som OB på sjettepladsen. 

Næste vigtige Alka Superligakamp spilles på mandag på Aalborg Portland Park. Her kommer AC Horsens, der indtager femtepladsen med 32 point, på besøg.

Matchfacts - Alka Superligaen, 23. spillerunde

SønderjyskE-AaB 0-1 (0-1)
4. min 0-1 Jores Okore
Advarsler SønderjyskE: Eggert Jonsson (19), Kees Luijckx (52), Mads Hvilsom (90)
Advarsler AaB: Magnus Christensen (44), Jores Okore (50), Jakob Ahlmann (52), Frederik Børsting (56)
Udvisning AaB: Magnus Christensen (75)
1.515 tilskuere på Sydbank Park

SønderjyskE (4-5-1): Sebastian Mielitz, Ramon Rodrigues, , Kees Luijckx, Nicholas Marfelt, Emil Scheel (58: Simon Kroon), Victor Ekani, Marcel Rømer, Philip Zinckernagel (46: William Tchuameni), Christian Jakobsen (74: Mads Hvilsom), Mikael Uhre.

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Patrick Kristensen, Jores Okore, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann (83: Rasmus Würtz), Kasper Kusk (78: Jakob Blåbjerg), Magnus Christensen, Filip Lesniak, Frederik Børsting, Yann Rolim (65: Oliver Abildgaard), Jannik Pohl. 

Dommer: Jens Grabski Maae

Tags på denne nyhed

AaB TV: Forårspremiere for U/19 og U/17

1. marts 2018 kl. 09:57 af Rasmus Estrup
Tags på denne nyhed

AaB klar til kold duel mod SønderjyskE

28. februar 2018 kl. 14:50 af Rasmus Estrup

Temperaturerne vil være i minus, men spændingen er i top, når AaB torsdag aften besøger SønderjyskE på Sydbank Park i forårets fjerde opgør.

Hele Nordjyllands Hold indtager ottendepladsen i Alka Superligaen med samme pointtal som OB, der lige nu besidder den sjetteplads, som om fire runder giver adgang til mesterskabsspillet. Torsdagens værter, SønderjyskE, er tre point efter.

- SønderjyskE er en hård modstander, som vi slog os på i efteråret, hvor især deres omstillinger gjorde ondt på os. Det skal vi tage forbehold for. Samtidig er kravet en god præstation, for Sydbank Park i Haderslev er et vanskeligt sted at spille, og SønderjyskE er altid et svært hold at besejre, konstaterer cheftræner Morten Wieghorst.

- I forhold til at ende i top seks, er vi stadig i en god position, men vi er nødt til hele tiden kun at fokusere på præstationen i den næste kamp. Her skal vi forsøge at arbejde videre med det spil, vi leverede i anden halvleg mod FC Nordsjælland, for der blev vi bedre både med og uden bolden, siger Morten Wieghorst, der har udtaget følgende 20 spillere til torsdagskampen:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 14 Pavol Safranko, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 28 Yann Rolim, 30 Wessam Abou Ali, 32 Kasper Pedersen.

Edison Flores er eneste mand på skadeslisten. Han forventes at kunne være klar igen på mandag.

Kampen i morgen dirigeres af Jens Maae, som fløjter opgøret i gang kl. 18.00. Kampen bliver vist på TV3 Sport.

Tags på denne nyhed