Reservenederlag trods god præstation

8. maj 2018 kl. 16:20 af Rasmus Estrup

Spillet var godt, men resultatet skidt, da AaB gæstede FC Midtjylland i Reserveholdsturneringen tirsdag eftermiddag. AaB spillede godt taktisk, men på grund af nogle defensive fejl i første halvleg vandt FC Midtjylland 3-1. 

Midtjyderne kom foran efter 15 minutter, da et boldtab i AaB-forsvaret førte til en 1-0-scoring af Artem Dovbyk. 

23 minutter inde i opgøret udlignede AaB til 1-1. AaB spillede bolden op gennem banen fra forsvaret, og med et godt løb bag FC Midtjyllands bagkæde blev U/19-ligaspiller Oliver Klitten spillet igennem, og højrekanten sendte udligningen over stregen. 

10 minutter senere blev det dog 2-1 til FC Midtjylland, der fangede AaB på hælene i en omstilling - og igen var Artem Dovbyk målscorer. To minutter før pausen lukkede FC Midtjylland scoringskontoen med opgørets sidste fuldtræffer til slutresultatet 3-1. 

- Resultatet er selvfølgelig ikke godt nok, men egentlig er det også det eneste, vi kan være utilfredse med. I store dele af kampen var vi boldførende, og vi havde også flere store chancer end FC Midtjylland, men stor cadeau til dem for at de var mest effektive foran mål, siger assistenttræner Jacob Friis, der sammen med udviklingschef Poul Erik Andreasen havde valgt følgende startellever: 

Markus Iversen (U/19 Liga)

Frederik Børsting, Anders Bærtelsen (U/19 Liga), Kasper Pedersen, Mathias Johannesen (U/19 Liga)

Oliver Klitten (U/19 Liga), Magnus Christensen, Filip Lesniak, Rasmus Thellufsen

Pavol Safranko, Yann Rolim

I pausen kom Jores Okore ind i stedet for Kasper Pedersen, mens Mads Stefansen, Mikkel Konnerup og Emil Lagergaard fra AaB's U/19-ligahold samt U/17-ligaspiller Malthe Højholt kom i aktion i løbet af anden halvleg. 

Med nederlaget ligger AaB på tredjepladsen i puljen i Reserveholdsturneringen. Reserveholdets næste kamp spilles på mandag på Hornevej mod FC Nordsjælland kl. 14.00. 

Tags på denne nyhed

Reserveholdet gæster FC Midtjylland i dag

8. maj 2018 kl. 09:58 af Rasmus Estrup

AaB's reservehold spiller i dag på Ikast FS' baneanlæg, hvor holdet møder FC Midtjylland i Reserveholdsturneringen. AaB ligger inden kampen på en andenplads i puljen med fem point efter tre kampe, mens FC Midtjylland ligger på tredjepladsen med fire point efter fire kampe. 

Til dagens opgør har assistenttræner Jacob Friis og udviklingschef Poul Erik Andreasen valgt at stille med følgende startopstilling: 

Markus Iversen (U/19 Liga)

Frederik Børsting, Anders Bærtelsen (U/19 Liga), Kasper Pedersen, Mathias Johannesen (U/19 Liga)

Oliver Klitten (U/19 Liga), Magnus Christensen, Filip Lesniak, Rasmus Thellufsen

Pavol Safranko, Yann Rolim

Jores Okore ventes at skifte med Kasper Pedersen i pausen, og han starter derfor på bænken sammen med U/19 Ligaspillerne Mads Stefansen, Mikkel Konnerup, Emil Lagergaard og U/17-ligaspiller Malthe Højholt og U/17-målmand Nicolai Christensen. 

Kampen fløjtes i gang kl. 14.00. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Nikolaj Lyngøs vej til debut

7. maj 2018 kl. 15:45 af Rasmus Estrup

Fredag aften fik 20-årige Nikolaj Lyngø sin debut på Hele Nordjyllands Hold, efter at have været en del af Alka Superligatruppen siden sidste sommer. 

I dette indslag på AaB TV kan du høre nærmere om Nikolaj Lyngøs debut, samt høre hans vej fra Aalborg KFUM til nu at være Superligaspiller. 

Tags på denne nyhed

Uskøn sejr i U/19 Ligaen

7. maj 2018 kl. 10:15 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: Sejr på 3-2 over Vejle

AaB's U/19-ligahold vandt 3-1 i en uskøn udekamp mod Vejle. AaB kom skidt fra start, og hjemmeholdet kunne efter et kvarter bringe sig foran 1-0, da af Vejle-spillerne i en individuel aktion snød to AaB-forsvarsspillere og sparkede bolden op i målhjørnet. 

Fem minutter senere udlignede AaB's Nicolai Laursen til 1-1, da han sparkede et oplæg fra Jonathan Stæhr Larsen i nettet. 

Efter en halv times spil bragte en velspillede Mads Stefansen nordjyderne på sejrskurs. Mads Stefansen modtog bolden højt på Vejles banehalvdel, afdriblede en Vejlespiller og fjernede spindelsvævet i målhjørnet med et kanonhug. 

Umiddelbart efter pausen lukkede Mads Stefansen kampens scoringer, da Nicolai Rask Lassen sendte en lang bold op til Mads Stefansen, der blev dobbelt målscorer. 

- Vores spil blev aldrig rigtig godt, og kampen mindede mest af alt om en sommerkamp. Men vi kan glæde os over de tre mål og de tre point, siger U/19-ligatræner Lasse Stensgaard, der ser frem til sæsonens sidste fire kampe. 

- Vi mangler kampe mod Silkeborg I.F., Brøndby I.F., Randers Freja og FC Nordsjælland, og når U/19 Ligaen er så tæt, som det er, er det rart, at vi er med omkring nogle af de spændende pladser, siger Lasse Stensgaard. 

AaB ligger i øjeblikket på fjerdepladsen i U/19 Ligaen med to point op til Brøndby I.F. på andenpladsen. Næste kamp spilles på lørdag på udebane mod Silkeborg I.F. 

Danmarksserien: Nederlag på 2-1 mod Vejgaard

Efter en stærk sejr i sidste weekend mod Holstebro, tabte AaB i denne weekend 2-1 til Danmarksserien førsteplads, Vejgaard. 

Topholdet bragte sig foran efter små tyve minutter, da en af deres angribere drejede vendte rundt i feltet og tæskede læderet op i nettaget uden chance for Kasper Jensen i målet. 

Cirka midtvejs i første halvleg blev der bragt balance i stillingen, da Kasper Emil Kristensen opsnappede en tilbagelægning mod Vejgaards målmand. Danmarksserietopscoreren sparkede køligt bolden forbi Vejgaard-keeperen til 1-1. 

I anden halvleg pressede Vejgaard især AaB på dødbolde, og efter flere gode aktioner af Kasper Jensen i AaB-buret, scorede Vejgaard kampens sejrsmål kort før tid på endnu en dødbold. 

- Kigger vi over hele kampen, var det fair nok, at Vejgaard tog sejren. De var tættere på at score, end vi var, selvom vi havde et par muligheder i anden halvleg, siger Danmarksserietræner Nickolaj Jonstrup. 

AaB ligger på en fjerdeplads i Danmarksserien med fire point op til Hedensted I.F på andenpladsen og ni point ned til Vatanspor, der ligger under stregen. 

På fredag gæster AaB netop Vatanspor. 

Tags på denne nyhed

Test din AaB-viden og vind to billetter til AaB – FC København

6. maj 2018 kl. 16:30 af Thomas Fiele

I quizzen skal du svare rigtigt på alle spørgsmål, for derefter at få muligheden for at skrabe tre ens felter.
Skraber du tre ens felter har du vundet to af i alt 80 billetter til næste hjemmebanekamp mod FC København søndag 13. maj kl. 20.00.

Billetterne er sponsoreret af Danske Spil og sendes til dig via e-mail umiddelbart efter deltagelse.

Deltag i quizzen her