AaB og Oliver Abildgaard har forlænget kontrakten indtil 30. juni 2022.
Oliver Abildgaard kom allerede som tiårig til AaB fra partnerklubben Aalborg Freja.
I sommeren 2015 blev Oliver Abildgaard rykket op fra AaB Talent, og i sin debut mod Esbjerg scorede han sit foreløbig eneste mål for AaB’s bedste mandskab.
AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:
- I løbet af foråret tog Oliver endnu et step opad i sin udvikling med stærke og voksne præstationer i eksempelvis kampene i Mesterskabsspillet mod FC København, AC Horsens og FC Midtjylland, og vi ser Oliver som en vigtig del af stammen på vores fremtidige hold.
- Oliver har sin styrke i presspillet, i nærkampene og i sit fremragende hovedspil, ligesom han er god til at distribuere boldene fra den centrale midtbane, og så er han sin unge alder til trods en ledertype, konstaterer Allan Gaarde.
- For alle unge spillere er Oliver med sin seriøsitet og sin træningsflid et mønstereksempel, og at han har været en del af AaB, siden han var ti år, betyder også, at vi ser ham som en spiller og en person, der kan være med til at bære vores værdier videre, og vi er selvfølgelig glade for, at en forlængelse er kommet på plads, siger Allan Gaarde.
Oliver Abildgaard, der for godt en uge siden kunne fejre sin 22-års fødselsdag, glæder sig ligeledes over kontraktforlængelsen.
- Jeg er stolt over at blive vist tillid med en ny kontrakt, og jeg føler mig også klar til at tage næste trin i min udvikling.
- Det er mit klare mål at tilkæmpe mig en stamplads på holdet og i næste fase blive en profil, og det gør jeg ved ydmygt at fortsætte det hårde arbejde, lyder det fra Oliver Abildgaard.
- Helt konkret vil jeg gerne blive mere målfarlig, så jeg også på den led kan bidrage til vores hold og trup, der efter min mening har et stort potentiale, hvilket også kom til udtryk i slutningen af sidste sæson.
- Det er oplagt, at vi arbejder på at levere tilsvarende præstationer oftere og gerne hver gang, så vi udover at belønne os selv og klubben også belønner vores trofaste fans, der med deres opbakning altid gør det til noget særligt at spille på Aalborg Portland Park, fastslår Oliver Abildgaard.
Oliver Abildgaard er indtil videre noteret for 52 officielle kampe for Hele Nordjyllands Hold.
I AaB’s nuværende Superligatrup har 16 ud af 25 spillere – altså 64 procent – spillet ungdomsfodbold i klubben.