Vidste du om FC København-AaB…

27. juli 2018 kl. 09:55 af Rasmus Estrup

- at AaB vandt det seneste indbyrdes opgør mod FC København. Kasper Kusk sikrede sejren med en overtidsscoring til 1-0 på Aalborg Portland Park.

- at vinder AaB også på søndag, vil det være første gang siden marts-september 2014, at AaB tager to Superligasejre i træk mod FC København. 

- at en AaB-sejr på søndag desuden vil sende AaB op på ni point efter sæsonens første tre runder. Det er ikke sket siden 2006/07, og det vil i givet fald være sjette Superligasæson med maksimumpoint for AaB efter tre kampe.

- at søndagens opgør er 82. Superligamøde mellem AaB og FC København. AaB har vundet 18 af kampene, 22 er endt uafgjort og FC København har vundet 41 dueller. Den samlede målscore lyder på 88-134 set med AaB-briller. 

- at ud af de 81 tidligere Superligakampe har AaB scoret først i 29 tilfælde, hvilket har resulteret i 15 sejre, ni uafgjorte og fem nederlag. Omvendt har FC København scoret kampens første mål 48 gange, hvilket har givet AaB tre sejre, ni uafgjorte og 36 nederlag.

- at Jores Okore kan spille sin Superligakamp nr. 100. Han har spillet 29 af kampene for AaB, idet han forinden spillede 65 kampe for FC Nordsjælland og fem for dagens modstander fra FC København.

- at med spilletid mod FC København vil Rasmus Würtz opnå spilletid i Superligaen mere end 16 år efter sin debut i den bedste række. Det har 20 spillere tidligere præsteret, med Martin Jørgensen som rekordholder med 20 år og 3 dage, men ingen har spillet så mange Superligakampe som Rasmus Würtz.

- at AaB har vundet alle tidligere DM-kampe på datoen 29. juli. Første sejr på denne dato fandt sted i 1990, hvor AaB besejrede B1903 med 2-1. Siden er det blevet til udesejre over AGF og Esbjerg fB. 

- at Jakob Blåbjerg har scoret i AaB’s seneste to besøg i Telia Parken. Begge scoringer har været udlignende til 1-1 i forbindelse med dødbolde. 

- at foruden Jakob Blåbjerg (2 mål) og Kasper Kusk (1) har også Kasper Risgård (2), Filip Lesniak (1) og Frederik Børsting (1) fra den nuværende trup tidligere scoret et Superligamål for AaB mod FC København. Desuden har sportsdirektør Allan Gaarde (5 mål), assistenttræner Thomas Augustinussen (2) og massør Kasper Bøgelund (1) også været på tavlen i Superligakampe mod FC København. 

- at søndagens dommer Anders Poulsen tre gange tidligere har dømt FC København-AaB i Telia Parken. Heraf er det endt ud i en remis og to nederlag - blandt andet det seneste indbyrdes opgør i Telia Parken, der endte 2-1 til FC København.

- at AaB på søndag spiller i den nye grønne udebanedragt, som kun har prøvet at vinde, da AaB bar den i sæsonpremieresejren mod SønderjyskE. Køb udebanetrøjen her. 

(kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk)

Tags på denne nyhed

U/19-holdet med i ny europæisk turnering

26. juli 2018 kl. 15:10 af Rasmus Estrup

Baltic Sea Cup, som er en ny europæisk træningsturnering, ser dagens lys i efteråret 2018. Det er en U/21-klubturnering , der er blevet til på dansk initiativ og skal styrke og udvikle de bedste talenter gennem træningskampe på et højt internationalt niveau.

Baltic Sea Cup skal supplere og bygge videre på de gode erfaringer fra den officielle klubturnering UEFA Youth League og give endnu flere unge danske talenter muligheden for en kompetitiv international matchning i den såkaldte transitionsfase – altså overgangen fra ungdomsfodbold til førsteholdsfodbold ude i de danske topklubber. 

De danske deltagere skal i den nye turnering findes i sluttabellen for U/19 Ligaen, hvor nr. 1 deltager i UEFA Youth League og nr. 2, 3 og 4 altså fremadrettet skal deltage i Baltic Sea Cup. Med en andenplads i U/19 Ligaen er AaB's U/19-ligahold kvalificeret til efterårets turnering. Selvom det er en U/21-turnering bliver stammen på AaB-holdet spillere fra U/19-ligatruppen. 

Vi hilser ideen og tankerne bag Baltic Sea Cup meget velkommen, idet matchning er en vigtig del af den enkelte fodboldspillers udvikling på vej mod en eventuel debut på vores førstehold i AaB. Matchning får vi ofte i den nationale liga, men den internationale matchning via denne klubturnering, hvor vi vil møde hold med en anderledes spillestil, en anderledes attitude til fodboldspillet og et andet sprog, er meget vigtigt for den enkelte spiller og os som talentudviklingsklub, siger AaB's talentchef Anders Damgaard. 

- Derfor glæder vi os meget til at måle den enkelte spiller og os som klub mod nogle udenlandske klubber. Det kunne jo også være, at vi kunne lade os inspirere af dem i vores daglige arbejde med talenterne, fortsætter Anders Damgaard. 

Erfaringerne fra de danske klubbers deltagelse i UEFA Youth League (NextGen) viser, at den høje matchning af de unge spillere i de internationale kampe også ofte er med til at forkorte talenternes vej til klubbernes førstehold. Derfor vækker den nye turnering også stor begejstring hos både DBU og Divisionsforeningen.

- Vi har rigtig gode erfaringer fra de danske hold, der har deltaget i UEFA Youth League og kan se, at det har stor betydning for de enkelte spilleres udvikling i den vigtige transitionsfase. Den erfaring skal vi udnytte og bygge videre på. Den nye U/21-turnering vil kunne skabe endnu flere internationale kampe med noget på spil for vores dygtige unge spillere til gavn for både spillerne, klubberne og landsholdet., siger Ole Bjur, talentansvarlig i Divisionsforeningen, der vil stå for organiseringen af turneringen, der på nuværende tidspunkt er en invitationsturnering for de udenlandske hold.

Det er DBU og Divisionsforeningen, der i samarbejde med klubberne har arbejdet på at få turneringen til at blive en realitet, hvilket betyder adskillige besøg hos vores nabolande i henholdsvis Sverige, Tyskland og Polen. Og hele vejen rundt har begejstringen for den nye turnering været stor, fortæller DBU's Talentudviklingschef på drengesiden, Flemming Berg, der håber, at de syv klubber udvides til først 12 og dernæst 16 hold:

- Ideen om turneringen udspringer fra de forslag som Kommissionen for National Talentudvikling (KNT) forelagde os i 2017, og har derfor været en høj prioritering for os og licensklubberne. Derfor tog vi en dialog med nogle af de klubber, som vi kunne forestille os var med på ideen, fulgt op af besøg i blandt andet Tyskland og Polen. Det er en fantastisk opbakning, vi har fået fra klubber både herhjemme og i udlandet, der ligesom os tror på, at det vil styrke den hjemlige talentudvikling. Jeg glæder mig personligt meget til at se, hvor stærke vores egne unge spillere er, når de afprøves i et mere internationalt setup, udtaler Flemming Berg.

I efteråret vil følgende klubber være med i turneringen: AaB, F.C. København, Halmstad, Hertha Berlin, OB, Pogon Stettin og Union Berlin.

Kampe:

1. runde spilles inden 1. september 2018

AaB – Pogon Stettin       
OB – Halmstad
FCK – Union Berlin

2. runde spilles inden 25. september 2018

Halmstad – Hertha Berlin
Pogon Stettin – OB
Union Berlin - AaB

3. runde spilles inden 20. oktober 2018

Hertha Berlin – FCK
AaB – OB
Union Berlin – Halmstad

4. runde spilles inden 15. november 2015

Halmstad - FCK
Pogon Stettin – Hertha Berlin
OB – Union Berlin

5. runde spilles inden 10. december 2018

FCK – Pogon Stettin
Hertha Berlin – AaB

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på FC København-AaB

26. juli 2018 kl. 09:30 af Rasmus Estrup

AaB skal igen i aktion på søndag, hvor Hele Nordjyllands Hold gæster FC København i Telia Parken. Inden da kan du få et gensyn med nogle af AaB's tidligere Superligascoringer i Telia Parken. 

Gense blandt andet Jakob Blåbjergs to udlignende scoringer fra seneste sæson, Kasper Bøgelunds langskud og pletskud fra Kasper Risgård og Christian Bassogog. 

Kampen på søndag spilles kl. 18.00.

AaB TV: AaB Talent Camp 2018

25. juli 2018 kl. 12:05 af Rasmus Estrup

I samarbejde med hummel og Spar Nord holder AaB i denne uge AaB Talent Camp 2018, hvor mange unge fodboldspillere træner dagen lang på Hornevej. Derudover får spillerne også en masse udstyr fra hummel og Spar Nord, samt fodboldbøger doneret af Gyldendal. Endelig kan de løbende i ugen også vinde præmier fra diverse sponsorer.

Tirsdag fik de desuden lov til at spille med nogle af AaB's Superligaspillere, ligesom der var tid til autografer og billeder.

Se et indslag fra AaB Talent Camp 2018 i videoen fra AaB TV ovenfor.  

Tags på denne nyhed

Alle mand til København!

24. juli 2018 kl. 08:20

Navn: Telia Parken

Kapacitet: 38.000

Kapacitet udebaneafsnit: 1400

 

Placering udebaneafsnit: Øvre Imerco (A)-tribunen, afsnit A11. 

Billetpriser i forsalg:

U/15 år: 70,-

O/15 år: 135,-

Køb dine billetter til kampen via dette link

 

Billetpriser på kampdag:

U/15 år: 70,- (+ 40,- i gebyr)

O/15 år: 135,- (+ 40,- i gebyr)

 

Transport til og fra Telia Parken:

Fælles:

ASC arrangerer bustur

Vesttribunen arrangerer bustur:

Se https://www.facebook.com/Vesttribunen for yderligere information

 

Kør selv: 

Adresse:

Per Henrik Lings Allé 2, 2100 København

Parkering:

Parkering på Telia Parkens areal koster 12 kr. i timen alle ugens dage på alle tidspunkter af døgnet. Betaling kan foretages med dankort eller mønter. Derudover kan man betale med mobiltelefon via en betalingsordning hos Easypark eller Siemens. Telia Parken råder desuden over handicap P-pladser, der er placeret på parkeringspladsen bag UNIBET-tribunen (B).

 Se kort over parkering og transport omkring Telia Parken her

 

Facebook-event:

Vis at du tager med, tilmeld dig kampens Facebook-event via dette link

AaB takker Jer alle for at støtte drengene og Nordjylland på udebane.

Tags på denne nyhed
'