Målløs reservekamp mod Thisted FC

1. juli 2018 kl. 15:45 af Rasmus Estrup

AaB's reservehold fik en god testkamp i benene her til eftermiddag, da holdet spillede 0-0 mod 1. divisionsklubben Thisted FC på Hornevej. 

AaB var spillemæssigt i teten i første halvleg, og var også tæt på at score på et hjørnespark, hvor gæstespiller Lasse Steffensen var millimeter fra at få bolden over stregen.

Thisted FC skiftede stort ud i pausen, og anden halvleg blev mere jævnbyrdig med muligheder til begge mandskaber. Men kampen endte uden scoringer. 

- Det var en god testkamp for os. Vi var totalt dominerende i første halvleg, og havde udover muligheden ved hjørnesparket også optræk til et par andre store chancer - især før pausen, siger assistenttræner Jacob Friis. 

- Mange af vores spillere fik også værdifulde minutter i benene, og det er vigtigt i denne periode, siger Jacob Friis, der sammen med udviklingschef Poul Erik Andreasen stillede til start med følgende opstilling: 

Michael Lansing
Anders Bærtelsen (U/19 Liga), Lasse Steffensen (gæstespiller), Nikolaj Lyngø, Bardhec Bytyqi
Robert Kakeeto, Rasmus Würtz, Oliver Abildgaard, Rasmus Thellufsen
Wessam Abou Ali, Mikkel Kaufmann (U/19 Liga)

I pausen blev Rasmus Thellufsen udskiftet med Jeppe Pedersen (U/19 Liga), og efter en times spil erstattede Jonatan Flindt (U/19 Liga) gæstespiller Lasse Steffensen. 

10 minutter senere kom Gabriel Adriano Alves Christensen (U/19 Liga) på banen i stedet for Robert Kakeeto. Med et kvarter igen gik Wessam Abou Ali ud, og ind i hans sted kom Nicolai Barrett Laursen (U/19 Liga). 

Mod slutningen måtte assistenttræner Thomas Augustinussen også i kamp, da han erstattede Nikolaj Lyngø. 

Tags på denne nyhed

Reserveholdet møder Thisted FC kl. 13.00

1. juli 2018 kl. 09:29 af Rasmus Estrup

Kl. 13.00 på Hornevej stiller AaB's reservehold op til en testkamp mod Thisted FC. 

Assistenttræner Jacob Friis og udviklingschef Poul Erik Andreasen har følgende trup med til dagens kamp: 

Michael Lansing, Bardhec Bytyqi, Nikolaj Lyngø, Robert Kakeeto, Oliver Abildgaard, Rasmus Würtz, Rasmus Thellufsen, Wessam Abou Ali, Anders Bærtelsen (U/19 Liga), Jeppe Pedersen (U/19 Liga), Mikkel Kaufmann (U/19 Liga), Gabriel Adriano Alves Christensen (U/19 Liga), Nicolai Laursen (U/19 Liga), Jonatan Flindt (U/19 Liga) og Lasse Steffensen (gæstespiller). 

Det er som sædvanlig gratis at se kampen, for alle der er interesserede. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af AaB-Randers FC

1. juli 2018 kl. 07:57 af Rasmus Estrup

Lørdag eftermiddag vandt AaB over Randers FC, da de to hold tørnede sammen på en fin bane i partnerklubben Farsø/Ullits I.K. 

Hele Nordjyllands Hold vandt testkampen 2-1 efter scoringer fra Jannik Pohl og Pavol Safranko i første halvleg. 

Kasper Kusk havde blandt andet også to gode forsøg, hvoraf det ene blev reddet af Randers-keeperen, mens det andet ramte stolpen. 

Med lidt over 20 minutters spil tilbage reducerede Emil Riis for kronjyderne. 

I denne video af AaB TV er der også reaktioner efter kampen fra Kristoffer Pallesen, målscorer Jannik Pohl, cheftræner Morten Wieghorst og formand for Farsø/Ullits I.K. Kim Nyby. 

Tags på denne nyhed

Første testsejr til AaB

30. juni 2018 kl. 18:27 af Brian Andersen

Præstationsmæssigt leverede AaB en glimrende første time, hvor føringen kunne have været større end to mål, hvorimod det haltede i opgørets sidste tredjedel.

AaB tilspillede sig allerede i det tredje minut sin første chance, da et velgennemført angreb med en assist fra Kasper Kusk satte Kasper Risgård op i venstre side af straffesparksfeltet, men den følte indersideafslutning med højrebenet gik snert forbi fjerneste målhjørne.

Trods tydelig dominans til AaB måtte målmand Jacob Rinne to gange vise sin klasse, da han henholdsvis i det 12. og i det 15. minut måtte redde en farlig afslutning fra Erik Marxen og en stor mulighed til Saba Lobjanidze.

Midtvejs i halvlegen tog AaB i stedet fortjent føringen, da en bold fra Magnus Christensen blev eminent spillet videre med brystet af Pavol Safranko, så Jannik Pohl fik frit løb og i næste fase kunne udplacere Randers-målmand Frederik Due med en afslutning med venstrebenet.

AaB havde et stort overtag i denne fase, og i det 34. minut gav det plads til en klassisk Kasper Kusk-afslutning mod fjerneste hjørne, men Frederik Due redde fornemt.

Bare minuttet senere blev føringen alligevel fordoblet, da et smukt angreb med Jakob Ahlmann og Kasper Kusk som næstsidste stationer endte med en aflevering skråt bagud fra sidstnævnte, hvilket Pavol Safranko eksekverede sikkert med en indersideafslutning op i nettaget.

Fra anden halvlegs begyndelse indledte AaB i samme stil, og Magnus Christensen fik chancen efter 50 minutter, da han løb dybt og modtog en præcis pasning fra Kristoffer Pallesen, men denne gang lod Frederik Due sig ikke passere.

Endnu tættere på 3-0 var det fire minutter senere, da Kasper Kusk efter en regulær Diego Maradona-solotur fra midterlinjen med et slangehug med højrebenet(!) sendte bolden på opstanderen.

Herfra gik AaB imidlertid i stå, og Emil Riis kunne i det 68. minut reducere, da et skidt afspil fra den indskiftede AaB-målmand Michael Lansing fangede AaB’erne ude af position.

I den resterende del af dysten pressede Randers-mandskabet på, men den åbne mulighed for en udligning kom aldrig.

AaB’s sidste test inden sæsonpremieren spilles på lørdag på Aalborg Portland Park mod Silkeborg I.F.

Matchfacts – testkamp på Farsø Stadion
AaB-Randers FC  2-1 (2-0)
22. min 1-0 Jannik Pohl, 35. min 2-0 Pavol Safranko, 68. min 2-1 Emil Riis.

AaB (4-4-2): Jacob Rinne (46: Michael Lansing), Kristoffer Pallesen, Jores Okore, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann (72: Bardhec Bytyqi), Kasper Kusk, Magnus Christensen (72: Rasmus Würtz), Filip Lesniak, Kasper Risgård (66: Rasmus Thellufsen), Jannik Pohl, Pavol Safranko (77: Wessam Abou Ali).

Tags på denne nyhed

Lørdagstest mod Randers FC i Farsø

29. juni 2018 kl. 12:30 af Rasmus Estrup

Græstæppet på Farsø Stadion er underlaget, når Hele Nordjyllands Hold i morgen spiller sommerens tredje testkamp. Randers FC er modstanderen, og kampen fløjtes op kl. 14.00. 

- Det er jo ikke så tit, at Superligahold spiller i Farsø, så jeg håber, at der kommer et fint fremmøde, ligesom der var i mandags, hvor vi spillede i Als. Det er altid rart at være med til at skabe en glædelig event i lokalområdet, siger cheftræner Morten Wieghorst, der skal bruge testkampen på at forberede holdet inden sæsonpremieren mod SønderjyskE 13. juli. 

- Vi er kommet tættere på sæsonstarten, og der vil ikke være lige så hyppige og tidlige udskiftninger, som i vores første testkamp. Vi kommer til at arbejde med vores eget spil - blandt andet med evnen til at opbygge spillet og spille hurtigt, når vi erobrer bolden, siger Morten Wieghorst. 

Følgende 23 spillere er udtaget til lørdagens testkamp:

1 Jacob Rinne, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 14 Pavol Safranko, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 24 Nikolaj Lyngø, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 30 Wessam Abou Ali, 33 Bardhec Bytyqi, samt U/19-ligaspillerne Anders Bærtelsen, Jeppe Pedersen, Mikkel Kaufmann og Oliver Klitten. 

Patrick Kristensen, Marco Ramkilde, Frederik Børsting og Kasper Pedersen er ukampdygtige, mens Edison Flores ikke er vendt retur til Aalborg som følge af VM-deltagelsen med Peru. Han ventes at være tilbage på træningsbanen på Hornevej 16. juli. 

Der er fri entré til opgøret, som sættes i gang kl. 14.00 på Farsø Stadion. Adressen er Jeppe Åkjærsvej 27, 9640 Farsø. 

'