AaB TV: Sammendrag af FC København-AaB

30. juli 2018 kl. 10:27 af Rasmus Estrup

I videoen oven for kan du se et fyldigt sammendraget af Superligaopgøret mod FC København søndag 29. juli. AaB tabte kampen 4-0 efter hurtigt at være kommet bagud 3-0 efter 22 minutter. 

Dame N'Doye scorede FC Københavns tre første scoringer. Første mål blev sat i sjette minut, da han ved bagerste stolpe kunne prikke bolden over stregen. I 15. minut sparkede han bolden op i fjerneste målhjørne til 2-0, inden han i 22. minut headede et indlæg fra Viktor Fischer op i modsatte målhjørne til 3-0. 

I opgørets tillægstid scorede Viktor Fischer til slutresultatet 4-0. 

Tags på denne nyhed

N'Doye-hattrick grundlagde stort AaB-nederlag

29. juli 2018 kl. 20:59 af Rasmus Estrup

Søndagens udekamp mod FC København endte med et stort nederlag på 4-0 efter at Dame N'Doye med et hattrick havde bragt FC København foran 3-0 efter blot 22 minutter. 

Den rædselsfulde indledning førte efter seks minutter til en 1-0-scoring til FC København. Viktor Fischer slog en flad bold tværs gennem AaB's målfelt, hvor bolden uberørt kunne fortsætte til bagstolpen, hvor angrebsmakker Dame N'Doye stod helt fri og kunne score sit første mål i kampen. 

Dame N'Doye blev dobbelt målscorer inden stadionuret havde rundet 15 minutter. Efter tilfældigt ping-pong-spil foran AaB-feltet fik Robert Skov skovlet bolden frem til Dame N'Doye, der køligt sparkede læderet op i fjerneste målhjørne til 2-0. 

Angriberens hattrick blev en realitet efter blot 21 minutter. Først flugtede Viktor Fischer på stolpen, som sendte kuglen ud mod sidelinjen. Men Viktor Fischer var først over den og slog et indlæg ind i panden på Dame N'Doye, der endnu en gang fandt vej til et målhjørne. 3-0 til FC København efter 21 minutter. 

Her efter kom AaB lidt bedre ind i kampen, og ti minutter før pausen fik godt sammenspil mellem Rasmus Thellufsen og Jakob Ahlmann sendt backen igennem i FCK-feltet. Jakob Ahlmann faldt til jorden efter hvad der lignede et benspænd, men dommer Michael Tykgaards fløjte forblev tavs. 

To minutter senere fik gode pasninger af Kasper Kusk, Oliver Abildgaard og Rasmus Thellufsen skabt en skudmulighed til sidstnævnte. Men Rasmus Thellufsens aftræk blev blokeret. 

Det samme gjorde Oliver Abildgaards afslutning tre minutter før pausen. En afslutning der blev sat i scene efter et godt drev af Rasmus Thellufsen. 

Kort forinden havde Jacob Rinne ageret redningsmand i modsatte ende, da han med en fodparade holdt en hælafslutning fra Nicolaj Thomsen væk fra målet. 

Lige i anden halvlegs begyndelse var Robert Skov tæt på at øge FC Københavns pauseføring på 3-0, men afslutningen fra AaB-feltet gik lige forbi fjerneste stolpe. 

AaB stod generelt bedre i anden halvleg og holdt i lange perioder FC København fra chancer. Næste forsøg fra hjemmeholdet faldt 20 minutter før tid, hvor Nicolaj Thomsen afsluttede lige på Jacob Rinne. 

Kort efter kom AaB til halvlegens første afslutning mod hjemmeholdets mål, da Kasper Risgård headede lige over Jesse Joronens mål. 

10 minutter før tid kom Nicolaj Thomsen til endnu en mulighed, da han afsluttede midt for mål lige uden for feltet, men Magnus Christensen fik rettet bolden lige rundt om stolpen. 

Mod slutningen pressede FC Købehavn på for endnu en scoring. Carlo Holse fik afsluttet midt i AaB-feltet, men bolden gik lige rundt om bagerste stolpe, og kort efter blev Kenan Kodro spillet fri efter en fejlaflevering af Kasper Kusk, men skuddet fra distancen gik over Jacob Rinnes mål. 

I tillægstiden kunne Viktor Fischer så score kampens sidste mål, da han udplacerede Jacob Rinne efter et indlæg fra Peter Ankersen. Dermed endte opgøret 4-0 til FC København. 

AaB's næste kamp spilles mandag 6. august på udebane mod Vendsyssel F.F.

Matchfacts - Superligaen, 3. spillerunde

FC København-AaB 4-0 (3-0)
6. min 1-0 Dame N'Doye, 15. min 2-0 Dame N'Doye, 22. min 3-0 Dame N'Doye, 90. min 4-0 Viktor Fischer
Advarsler FC København: Robert Skov (58)
12.012 tilskuere i Telia Parken

FC København (4-4-2): Jesse Joronen, Peter Ankersen, Denis Vavro, Andreas Bjelland, Nicolai Boilesen, Robert Skov (80: Jan Gregus), Carlos Zeca, Rasmus Falk (74: Carlo Holse), Nicolaj Thomsen, Dame N'Doye (68: Kenan Kodro), Viktor Fischer.

AaB (4-5-1): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Jores Okore, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk, Magnus Christensen, Rasmus Würtz (63: Filip Lesniak), Oliver Abildgaard (71: Pavol Safranko), Rasmus Thellufsen (56: Kasper Risgård), Jannik Pohl. 

Dommer: Michael Tykgaard

Tags på denne nyhed

AaB jagter hattrick

28. juli 2018 kl. 16:50 af Rasmus Estrup

Søndag kl. 18.00 støder AaB ind i FC København i Telia Parken i sæsonens tredje Superligakamp. FC København har tidligere på ugen besejret Hobro I.K. 3-0 i Superligaen og vundet 2-0 på udebane over islandske Stjarnan FC i Europa League-kvalifikationen.

AaB, der har klarmeldt Kasper Pedersen til søndagskampen, er startet Superligaen ud med to sejre over SønderjyskE og de forsvarende mestre, FC Midtjylland. 

- Seks point efter to kampe er en god ballast at have før en svær udekamp mod FC København. Men det er vigtigt, at vi forsøger at lægge de tidligere resultater væk og fokuserer på at præstere så stærkt som muligt i morgen med henblik på at snuppe sejren, siger cheftræner Morten Wieghorst.

- Vi har vist i denne sæson og i slutningen af sidste sæson, at vi har en god base. Der bliver ikke skabt mange chancer mod os, og det er vigtigt, når vi spiller mod FC København, der er et stærkt hold med mange dygtige individualister, siger cheftræneren, der gerne ser en forbedring i spillet på bolden hos sine spillere i morgen.

- Vi har præsteret fint i vores seneste to besøg i Telia Parken, og vi har troen på, at vi kan vinde. Det er vigtigt. I morgen skal vi turde spille, som vi gerne vil, og ikke lade dem overtage kontrollen for lang tid af gangen. Derfor er det vigtigt, at vi præsterer godt, når vi har bolden, lyder det fra Morten Wieghorst, der har udtaget følgende 19 spillere, som allerede har sat retning mod København: 

1 Jacob Rinne, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 14 Pavol Safranko, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 27 Oliver Abildgaard, 30 Wessam Abou Ali, 32 Kasper Pedersen og 33 Bardhec Bytyqi. 

Patrick Kristensen og Marco Ramkilde er skadet. Tilbagevendte Edison Flores har trænet med på Hornevej siden torsdag og er endnu ikke kampklar. 

 

Tags på denne nyhed

Vidste du om FC København-AaB…

27. juli 2018 kl. 09:55 af Rasmus Estrup

- at AaB vandt det seneste indbyrdes opgør mod FC København. Kasper Kusk sikrede sejren med en overtidsscoring til 1-0 på Aalborg Portland Park.

- at vinder AaB også på søndag, vil det være første gang siden marts-september 2014, at AaB tager to Superligasejre i træk mod FC København. 

- at en AaB-sejr på søndag desuden vil sende AaB op på ni point efter sæsonens første tre runder. Det er ikke sket siden 2006/07, og det vil i givet fald være sjette Superligasæson med maksimumpoint for AaB efter tre kampe.

- at søndagens opgør er 82. Superligamøde mellem AaB og FC København. AaB har vundet 18 af kampene, 22 er endt uafgjort og FC København har vundet 41 dueller. Den samlede målscore lyder på 88-134 set med AaB-briller. 

- at ud af de 81 tidligere Superligakampe har AaB scoret først i 29 tilfælde, hvilket har resulteret i 15 sejre, ni uafgjorte og fem nederlag. Omvendt har FC København scoret kampens første mål 48 gange, hvilket har givet AaB tre sejre, ni uafgjorte og 36 nederlag.

- at Jores Okore kan spille sin Superligakamp nr. 100. Han har spillet 29 af kampene for AaB, idet han forinden spillede 65 kampe for FC Nordsjælland og fem for dagens modstander fra FC København.

- at med spilletid mod FC København vil Rasmus Würtz opnå spilletid i Superligaen mere end 16 år efter sin debut i den bedste række. Det har 20 spillere tidligere præsteret, med Martin Jørgensen som rekordholder med 20 år og 3 dage, men ingen har spillet så mange Superligakampe som Rasmus Würtz.

- at AaB har vundet alle tidligere DM-kampe på datoen 29. juli. Første sejr på denne dato fandt sted i 1990, hvor AaB besejrede B1903 med 2-1. Siden er det blevet til udesejre over AGF og Esbjerg fB. 

- at Jakob Blåbjerg har scoret i AaB’s seneste to besøg i Telia Parken. Begge scoringer har været udlignende til 1-1 i forbindelse med dødbolde. 

- at foruden Jakob Blåbjerg (2 mål) og Kasper Kusk (1) har også Kasper Risgård (2), Filip Lesniak (1) og Frederik Børsting (1) fra den nuværende trup tidligere scoret et Superligamål for AaB mod FC København. Desuden har sportsdirektør Allan Gaarde (5 mål), assistenttræner Thomas Augustinussen (2) og massør Kasper Bøgelund (1) også været på tavlen i Superligakampe mod FC København. 

- at søndagens dommer Anders Poulsen tre gange tidligere har dømt FC København-AaB i Telia Parken. Heraf er det endt ud i en remis og to nederlag - blandt andet det seneste indbyrdes opgør i Telia Parken, der endte 2-1 til FC København.

- at AaB på søndag spiller i den nye grønne udebanedragt, som kun har prøvet at vinde, da AaB bar den i sæsonpremieresejren mod SønderjyskE. Køb udebanetrøjen her. 

(kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk)

Tags på denne nyhed
'