AaB klar til sidste testkamp inden sæsonstart
Hele Nordjyllands Hold spiller i morgen testkamp mod Silkeborg I.F. kl. 14.00 på Aalborg Portland Park.
Sommerens fjerde og sidste testkamp spilles i morgen, når AaB tager imod Silkeborg I.F. på Aalborg Portland Park kl. 14.00. Der er fri entré til kampen, hvor A. Enggaard Tribunen vil være åben for alle interesserede
AaB har i de tre forrige testkampe både fået et nederlag til Viborg F.F., en remis mod Hobro I.K. og senest en sejr over Randers FC.
- I visse faser af spillet tog vi et trin op i vores niveau mod Randers FC. Især i den første time. I morgen vil vi arbejde videre med spillet på bolden og vi har fokus på at skabe chancer og score mål ved at finde balancen mellem det opbyggende spil og hurtigt, fremadrettet spil, siger cheftræner Morten Wieghorst.
- Fysisk er vi længere fremme, end vi var i vores seneste kamp, og vi har forsøgt at dosere træningsmængden, så spillerne i næste uge er fysisk klar til sæsonstarten mod SønderjyskE, siger cheftræneren, der har udtaget følgende 19 spillere til testkampen mod Silkeborg I.F. i morgen:
1 Jacob Rinne, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 14 Pavol Safranko, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 24 Nikolaj Lyngø, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 30 Wessam Abou Ali og 33 Bardhec Bytyqi.
Edison Flores har fortsat ferie efter VM-slutrunden med Peru, mens Patrick Kristensen, Marco Ramkilde, Frederik Børsting og Kasper Pedersen er ukampdygtige.