Rinne vandt over Pohl og Ahlmann
Jacob Rinne holdt buret rent mod Jannik Pohl og Jakob Ahlmann, da Sveriges ligalandshold med en scoring i sidste sekund vandt 1-0 over Danmark.
Danske Jannik Pohl og svenske Jacob Rinne var begge i startopstillingen, da et kombineret dansk U/21- og ligalandshold mødte det svenske ligalandshold i Abu Dhabi torsdag aften.
Midt i anden halvleg blev Jakob Ahlmann skiftet ind i kampen. En kamp svenskerne vandt 1-0 takket være et mål i allersidste sekund af Gustaf Nilsson.
Kampens første afslutning stod den tidligere AaB-spiller Lasse Nielsen for, da han kom til afslutning efter hjørnespark og sparkede forbi Jacob Rinnes mål.
Den første rigtig store chance fik den svenske Brøndby-spiller Johan Larsson, der headede på den danske stolpe efter et kvarter.
Halvlegen ud var Danmark mest chanceskabende, men det blev aldrig helt farligt over for Jacob Rinne, der sikkert kunne holde buret rent indtil pausen.
10 minutter efter pausen blev AaB-angriber Jannik Pohl skiftet ud til fordel for SønderjyskE's Mikael Uhre.
Efter 65 minutter fik Sverige en ny stor mulighed, da Frederik Rønnow fejlede en clearing, og Jordan Larsson fik mulighed for at overliste målmanden. Det lykkedes, men Kian Hansen reddede bolden på stregen.
Fire minutter senere blev AaB's Jakob Ahlmann skiftet ind i stedet for Mads "Mini" Pedersen. Venstrebacken fik dermed 21 minutters spil plus tre minutters tillægstid.
I tredje tillægsminut lykkedes det svenskerne at score kampens eneste mål. Jordan Larsson kanonerede læderet på undersiden af den danske overligger, hvorefter kuglen sprang ud til en helt fri Gustaf Nilsson, der scorede det svenske sejrsmål.
Dermed lykkedes det Jacob Rinne at holde nullet og svenskerne at snuppe en sejr på 1-0.
Opgøret var det svenske ligalandsholds anden og sidste i denne landsholdssamling, mens danskerne spiller igen på mandag mod Jordan.