
Endnu et AaB-talent udtaget til ungdomslandshold
Malthe Højholt tager ligesom seks andre AaB-talenter med ungdomslandsholdene på træningslejr til Cypern.
AaB har nu syv unge spillere med på de ungdomslandshold, som 12. januar drager på træningslejr til Cypern. U/17-ligaspiller Malthe Højholt er således også blevet udtaget til U/17-landsholdet, og han har derfor mulighed for at få sin første ungdomslandskamp for Danmark.
Malthe Højholt er det fjerde AaB-talent i den nuværende U/17-landsholdstrup, da Mathias Ross Jensen, Thomas Albert Christiansen og Jeppe Pedersen i forvejen var udtaget til truppen, der rejser til Cypern.
U/19-landsholdet og U/16-landsholdet tager også til Cypern. På U/19-landsholdet er AaB repræsenteret af Lukas Klitten og Anders Bærtelsen, mens Casper Gedsted Hansen holder AaB-fanen højt på U/16-landsholdet.
Under træningslejren skal de tre landshold også i kamp. Alle tre hold møder Cypern to gange. Første kamp spilles tirsdag 16. januar, og anden kamp spilles torsdag 18. januar. U/19-landsholdet står også til at skulle møde Litauens U/21-landshold torsdag 18. januar.