Afstemning til Hele Nordjyllands Håndsrækning i gang
Afstemningen blandt de tre udvalgte kandidater til Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2018 er nu i gang.
AaB og Spar Nord Fonden donerer således to kroner pr. fremmødt tilskuer til klubbens Alka Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park til et godt formål. Pengene bliver halvårligt doneret ubeskåret til et godt formål i Region Nordjylland.
Efter gårsdagens afsløring af de tre udvalgte kandidater til forårets udgave af Hele Nordjyllands Håndsrækning, er afstemningen for at finde den endelige modtager nu i gang og vil køre til og med fredag 16. februar.
Kandidaterne til foråret 2018
De tre kandidater til Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2018 er:
Café Parasollen
Café Parasollen er et alkoholfrit være- og spisested, der giver tilbud om omsorg, samvær, samtaler på forskellige niveauer, hjælp til selvhjælp, billig og god mad, kreditorordninger på mad, bad og tøjvask samt mulighed for andet rent tøj.
Medarbejderne er både lønnede og frivillige der varetager de pædagogiske opgaver, samt driften af køkkenet og restauranten.
Målgruppen er primært:
- Hjemløse og udstødte
- Nuværende og tidligere misbrugere
- Pårørende til personer med misbrugsproblemer
- Sindslidende og udviklingshæmmede
- Personer med ensomhedsproblemer
Modtager Café Parasollen Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2018 skal midlerne bruges til renovering af faciliteterne, samt nye køkkenmaskiner.
Idrætsforeningen for Handicappede i Aalborg
Idrætsforeningen for Handicappede i Aalborg er en stor forening med tilbud til børn, unge og voksne. Faktisk er foreningen Danmarks største idrætsforening for handicappede med hele 450 medlemmer, samt 20 forskellige tilbud til medlemmerne.
Foreningen har i 2017 startet en Kidz-gruppe med aktiviteter for børn og unge fra ca. 5 år, der ikke kan passe ind i ”det almindelige foreningsliv”.
Modtager IH Aalborg Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2018, vil midlerne gå til Kidz-gruppen, der ofte har brug for ekstra støtte. Ligeledes ønsker man at at arrangere ture og oplevelser for denne gruppe på lige fod med andre unge i foreningslivet.
Foreningen Grønlandske Børn
Foreningen Grønlandske Børn er en politisk uafhængig NGO, der arbejder for at sikre, at alle grønlandske børn og unge bosiddende i enten Grønland eller Danmark, får en tryg barndom som grundlag for et godt voksenliv.
Foreningen Grønlandske Børn har eksisteret siden 1924 og har Hendes Majestæt dronning Margrethe 2. som protektor. Aalborg er den by i både Grønland og Danmark, hvor foreningen har flest aktiviteter.
Alligevel kan man ikke pt. give et tilbud til alle de grønlandske børn i Aalborg, der har brug for en ekstra hånd til at få et godt og værdigt liv i Danmark.
Modtager foreningen Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2018 er det et stort ønske at lave en sommercamp i Grønland for en gruppe af grønlandske
børn, der er anbragt i danske plejefamilier her i Nordjylland og har haft en meget vanskelig opvækst med et særligt behov for at kende til deres grønlandske baggrund.