AaB klar til kold duel mod SønderjyskE

28. februar 2018 kl. 14:50 af Rasmus Estrup

Temperaturerne vil være i minus, men spændingen er i top, når AaB torsdag aften besøger SønderjyskE på Sydbank Park i forårets fjerde opgør.

Hele Nordjyllands Hold indtager ottendepladsen i Alka Superligaen med samme pointtal som OB, der lige nu besidder den sjetteplads, som om fire runder giver adgang til mesterskabsspillet. Torsdagens værter, SønderjyskE, er tre point efter.

- SønderjyskE er en hård modstander, som vi slog os på i efteråret, hvor især deres omstillinger gjorde ondt på os. Det skal vi tage forbehold for. Samtidig er kravet en god præstation, for Sydbank Park i Haderslev er et vanskeligt sted at spille, og SønderjyskE er altid et svært hold at besejre, konstaterer cheftræner Morten Wieghorst.

- I forhold til at ende i top seks, er vi stadig i en god position, men vi er nødt til hele tiden kun at fokusere på præstationen i den næste kamp. Her skal vi forsøge at arbejde videre med det spil, vi leverede i anden halvleg mod FC Nordsjælland, for der blev vi bedre både med og uden bolden, siger Morten Wieghorst, der har udtaget følgende 20 spillere til torsdagskampen:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 14 Pavol Safranko, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 28 Yann Rolim, 30 Wessam Abou Ali, 32 Kasper Pedersen.

Edison Flores er eneste mand på skadeslisten. Han forventes at kunne være klar igen på mandag.

Kampen i morgen dirigeres af Jens Maae, som fløjter opgøret i gang kl. 18.00. Kampen bliver vist på TV3 Sport.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Vinder af månedens mål

28. februar 2018 kl. 13:20 af Rasmus Estrup

Jores Okores hovedstødsmål efter Yann Rolims præcise hjørnespark i kampen mod Brøndby I.F. på Aalborg Portland Park blev med 62 procent af AaB-fansenes stemmer kåret til månedens AaB-mål i februar. 

AaB takker alle der har stemt og samtidig deltaget i lodtrækningen om en miniudgave af AaB-tyren. Vinderen af præmien blev Line, der bliver kontaktet af AaB over mail. 

Tags på denne nyhed

Klitten indskiftet i nederlag til Skotland

27. februar 2018 kl. 18:02 af Rasmus Estrup

AaB's Lukas Klitten var tirsdag eftermiddag i aktion, da det danske U/19-landshold spillede venskabskamp mod Skotland i Lloret de Mar. AaB-talentet startede på bænken, men blev skiftet ind i pausen ved stillingen 0-0. 

Selvom danskerne styrede spillet, endte det med en skotsk sejr på 1-0 på en scoring, der faldt kort inde i anden halvleg. 

Det var Lukas Klittens tredje optræden på U/19-landsholdet og 11. ungdomslandskamp i alt. 

Tags på denne nyhed

Vidste du om SønderjyskE og AaB…

27. februar 2018 kl. 12:43 af Brian Andersen

- at det forestående møde er Alka Superligakamp nummer 34 mellem SønderjyskE og AaB. Statistikken siger 12 sejre til AaB, ni uafgjorte og 12 nederlag samt en målscore på 46-45 i AaB’s favør.

- at AaB har fået point i de seneste fire Alka Superligakampe mod SønderjyskE i Haderslev (2V-2U-0T). Faktisk har AaB som oftest taget point med hjem fra Haderslev, idet det er blevet til point i 12 ud af 17 Alka Superliga-udekampe mod SønderjyskE (6V-6U-5T).

- at klubberne senest mødte hinanden på Sydbank Park den 29. november 2016, hvor det sluttede 1-1 efter en AaB-udligning af viceanfører Kasper Risgård.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Kasper Risgård (3 mål) også Kasper Kusk (2 mål), Jannik Pohl (1), Frederik Børsting (1), Rasmus Würtz (1) og Patrick Kristensen (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en Alka Superligakamp mod SønderjyskE.

- at AaB tabte den seneste Alka Superliga-udekamp med 3-2 mod Silkeborg I.F. Det er imidlertid knap et år siden, at AaB senest tabte to Alka Superliga-udekampe i træk.

- at AaB har scoret to mål i hver af de to seneste udekampe i Alka Superligaen. Hvis det også bliver til mindst to mål mod SønderjyskE, vil det være første gang siden november 2013-maj 2014, at AaB scorer mindst to mål i tre udekampe i træk.

- at ud af de 33 tidligere indbyrdes Alka Superligakampe mod SønderjyskE har AaB scoret først i 16 tilfælde, hvilket har resulteret i 11 sejre, to uafgjorte og tre nederlag. Omvendt har SønderjyskE scoret kampens første mål i 15 tilfælde, hvilket har givet AaB én sejr, fem uafgjorte og ni nederlag.

- at AaB er uden sejr i de seneste otte Alka Superligakampe afviklet i marts måned (0V-2U-6T). Det er således knap tre år siden, 8. marts 2015, at AaB har taget alle tre point i en Alka Superligakamp i marts.

- at AaB har mødt SønderjyskE med torsdag aftens dommer Jens Maae som kampleder ved to tidligere lejligheder i Alka Superligaen, og at det har været to glædelige bekendtskaber, idet begge kampe er endt med sejr til AaB, heriblandt en sejr på 4-0 i Haderslev i august 2012.

- at hvis AaB-anfører Rasmus Würtz spiller hele kampen torsdag aften, vil det være hans 330. Superligakamp med fuld spilletid. Dermed rykker han op på femtepladsen over spillere med flest Superligakampe med fuld spilletid.

- at på trods af blot 33 spillede opgør, er der dømt ti straffespark i Alka Superligakampene mellem SønderjyskE og AaB. Alene i de tre seneste indbyrdes Alka Superligaopgør er der dømt fem straffespark, hvoraf de tre har været til AaB med to scoringer som udfald.

- at det er første gang, at SønderjyskE og AaB mødes i Alka Superligaen på en torsdag. Senest AaB var i aktion i en Alka Superliga-udekamp på en torsdag var i maj 2013, hvor det blev til et nederlag på 3-0 mod AGF.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på SønderjyskE-AaB

27. februar 2018 kl. 09:00 af Rasmus Estrup
Tags på denne nyhed
'