AaB TV: Ønskeland modtager 108.652 kr.

12. december 2018 kl. 15:30 af Rasmus Estrup

Kasper Kusk og Marco Ramkilde har i denne uge været forbi Ønskeland på Øland for at overrække AaB's pris Hele Nordjyllands Håndsrækning til Ønskeland. 

Sammen donerer AaB og Spar Nord Fonden 2 kr. pr. tilskuer til Superligakampe på Aalborg Portland Park til gode formål. I dette efterår er pengene gået ubeskåret til Ønskeland, som hjælper sårbare børn og unge. 

I dette tv-indslag fra AaB TV kan du se hvordan det gik til ved overrækkelsen og høre fra Ønskelands centerleder, Anne Tabor, AaB-spillerne Kasper Kusk og Marco Ramkilde samt direktør i Spar Nord Fonden, Steffen Nørgaard. 

Vidste du om OB og AaB…

12. december 2018 kl. 12:27 af Brian Andersen

- at det forestående møde er Superligakamp nummer 82 mellem OB og AaB. Statistikken siger 29 sejre til AaB, 29 uafgjorte og 23 nederlag samt en målscore på 119-110 i AaB’s favør.

- at AaB er ubesejret i de seneste otte udekampe i Superligaen, hvor det er blevet til tre sejre og fem uafgjorte. Hvis AaB formår at få point med fra Odense, vil de ni udekampe i træk i Superligaen med point være AaB’s bedste serie på udebane siden august 2006-maj 2007, hvor 12 udekampe endte med syv sejre og fem uafgjorte.

- at AaB ikke har besejret OB i de seneste syv indbyrdes Superligakampe, der er endt med fem nederlag og to uafgjorte. Endnu en kamp mod OB uden tre point vil forværre AaB’s i forvejen længste serie af Superligakampe mod OB uden sejr.

- at AaB senest gæstede Odense, da det 6. august 2017 sluttede målløst.

- at AaB ikke har holdt modstanderen fra at score i de seneste ni Superligakampe i træk. Hvis det ikke lykkes at holde nullet mod OB, vil det være første gang siden april-august 2013, at AaB spiller ti Superligakampe i træk uden clean sheet.

- at de 81 tidligere Superligakampe mellem OB og AaB har budt på ikke færre end 20 udvisninger svarende til et rødt kort for godt hver fjerde kamp. Det har dog ikke været nødvendigt for dommeren at trække det røde kort i de seneste 14 Superligakampe mellem AaB og OB.

- at AaB og OB har mødtes fem gange tidligere i kalenderårets sidste Superligakamp (2000, 2001, 2004, 2010 og 2014). Tre af kampene er endt uafgjort 1-1, hvorimod de to andre kampe er endt med en sejr til hver af klubberne, dog med væsentligt forskelligt resultat (3-2 til AaB og 6-0 til OB).

- at AaB er uden scoringer i de fire seneste Superligakampe mod OB, der samlet set er endt 0-7. Det er allerede AaB’s længste serie af kampe uden scoringer mod OB i Superligaen.

- at fra den nuværende AaB-trup har Kasper Risgård (4 mål), Patrick Kristensen (2), Rasmus Würtz (2), Frederik Børsting (1) og Lucas Andersen (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en Superligakamp mod OB.

- at hvis AaB formår at score mod OB, vil den første scoring være AaB’s mål nr. 1.400 i Superligaen. Det er to år og fem måneder siden, at AaB senest scorede et rundt mål, da Lukas Spalvis scorede til slutresultatet på 3-0 mod Brøndby I.F. 1. maj 2016.

- at når OB og AaB på fredag den 14. december sætter kampen i gang, vil det være den seneste igangsætning på året for en Superligakamp. Den nuværende rekord stammer fra 2016, hvor Viborg F.F. og OB afviklede årets sidste kamp 12. december, men OB og AaB beholder blot rekorden nogle få dage, indtil de resterende kampe i 20. spillerunde er afviklet.

- at AaB senest spillede en udekamp i Superligaen på en fredag for 14 dage siden, da det blev til en sejr på 4-1 i Esbjerg. Ugen forinden blev det uafgjort 1-1 i Vejle, og helt tilbage i juli en sejr på 1-0 i Haderslev, hvorfor AaB er ubesejrede i fredags-udekampe i indeværende sæson.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

AaB TV: Jacob Friis fortsætter som cheftræner

11. december 2018 kl. 17:00 af Rasmus Estrup

Jacob Friis, der i dag fylder 42 år, har indgået en aftale med AaB om, at den nuværende cheftræner også fortsætter i cheftrænersædet efter nytår. Som udgangspunkt strækker aftalen sig frem til sommer. 

I dette AaB TV-indslag kan du høre om Jacob Friis vej til cheftrænerposten. En vej der begynder, da han som fireårig begynder at spille fodbold på Hornevej, og en trænerkarriere, der ligeledes starter i AaB - som assistenttræner for det bolsjestribede hold i Serie 3. 

Se også sportsdirektør Allan Gaardes syn på aftalen samt udviklingschef Poul Erik Andreasens vurdering af Jacob Friis kvaliteter. 

Friis fortsætter som cheftræner i AaB

10. december 2018 kl. 23:10 af Brian Andersen

Jacob Friis overtog 26. november midlertidigt rollen som cheftræner i AaB, og begge parter ser det som en god løsning, at aftalen i første omgang er forlænget et halvt år.

Jacob Friis, der med sin P-licens har den højest mulige træneruddannelse i Danmark, ser frem til udfordringen i den klub, som han bortset fra to år som assistent i Mexico har været en del af siden, han var fire år:

- Jeg er beæret, stolt og ydmyg over, at AaB nu peger på mig som permanent cheftræner, og jeg vil gøre alt for at leve op til klubbens tillid.

- Jeg har en tro på, at det vigtigste for mig bliver at bevare mig selv som person, og det er i hvert fald ud fra den recept, at jeg altid har arbejdet som træner, siger Jacob Friis.

- Det er selvfølgelig afgørende, at vi vinder nogle fodboldkampe og derigennem opfylder vores ambitioner og målsætninger, og samtidig skal vi gerne have genskabt glæden ved at komme på Aalborg Portland Park og se et veloplagt AaB-hold.

- Naturligvis vil jeg tilføre mine egne input, men jeg vægter også sammenspillet med en kompetent stab højt, så vi kan samarbejde, men også give hinanden modspil, så vi hele tiden kan udvikle os i positiv retning, konstaterer Jacob Friis og tilføjer om kontraktlængden:

- Jeg er ikke i tvivl om, om jeg kan varetage opgaven, men det er vigtigt for mig at mærke efter, om dette skal være min fremtidige rolle, og det har jeg nu nogle måneder til at blive endeligt afklaret med. Optimalt set er de kommende måneder blot begyndelsen på en lang periode som cheftræner i AaB.

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde supplerer:

- Vi er bevidste om, at vi i Jacob Friis har et af landets største trænertalenter, og derfor har vi også relativt hurtigt sporet os ind på, at tiden er kommet til at give Jacob chancen med det fulde ansvar for vores Superligatrup, og vi er enige om, at et halvt år som udgangspunkt er et fornuftigt tidsperspektiv at evaluere på baggrund af.

- Jacob har arbejdet sig op fra ungdomsrækkerne og kender vores klub og vores kultur indgående, herunder i sagens natur arbejdet i AaB Talent, ligesom hans fodboldfaglighed er velkendt – også uden for vores klub, siger Allan Gaarde.

- Ikke mindst kender Friis indgående tilgangen til vores spilfilosofi i AaB, og samtidig indeholder Jacob menneskelige egenskaber, der flugter med vores værdier og kommer til udtryk i hans mandskabsbehandling, slutter Allan Gaarde.

Næste opgave for Jacob Friis og AaB er udekampen fredag aften mod OB.

Tags på denne nyhed

Ahlmann og Okore ude af OB-kamp

10. december 2018 kl. 14:17 af Brian Andersen

Med henholdsvis et gult kort og to gule kort – og dermed rødt – passerede begge spillere respektive karantænegrænser, hvilket betyder, at Jakob Ahlmann må undvære dysten i Odense.

Det samme må som nævnt også Jores Okore, der ligeledes har karantæne i AaB’s første kamp i 2019 mod Randers FC.

Tags på denne nyhed
'