AaB TV: Stem på månedens mål i november

4. december 2018 kl. 15:20 af Rasmus Estrup

Se seks af AaB's scoringer i november og stem på din favorit, så deltager du samtidig i lodtrækningen om tre AaB-julekugler og et gavekort på 500 kr. til et sæsonkortabonnement. 

Kandidaterne til scoringerne er: 

1: Lucas Andersen til 1-0 mod FC København 11. november
2: Tom van Weert til 1-0 mod Vejle Boldklub 23. november
3: Lucas Andersen til 1-0 mod Esbjerg fB 30. november
4: Lucas Andersen til 2-0 mod Esbjerg fB 30. november
5: Rasmus Thellufsen til 3-0 mod Esbjerg fB 30. november
6: Kasper Kusk til 4-0 mod Esbjerg fB 30. november

Stem via knappen nedenfor inden fredag kl. 12.00, hvor afstemmningen slutter. 

Tags på denne nyhed

AaB spiller finale i Baltic Sea Cup i morgen

4. december 2018 kl. 10:50 af Rasmus Estrup

Første udgave af den internationale U/21-turnering Baltic Sea Cup når sin ende i morgen, hvor AaB møder OB på opvisningsbanen på Hornevej kl. 14.00. Opgøret er endt med at være en direkte duel om at vinde turneringen.

AaB har vundet de tre første kampe over Hertha Berlin, Union Berlin og Pogon Stettin, og står dermed med ni point før sidste kamp. Det samme har onsdagens modstander, da OB ligeledes har vundet de tre første kampe.

AaB har dog en bedre målscore end fynboerne. Derfor vil både en sejr og uafgjort sikre AaB titlen som vinder Baltic Sea Cup, mens en sejr til OB vil sende trofæet til Fyn. 

- Vi griber kampen an, som vi har grebet de andre kampe i turneringen an. Vi spiller selvfølgelig for at vinde, og samtidig vil vi også give mange spillere mulighed for at få spilletid. Og så bruger vi selvfølgelig kampen til at forberede nogle elementer i spillet i forhold til forårssæsonen, siger U/19-ligatræner Lasse Stensgaard, der har været glad for at være en del af turneringen i dette efterår. 

- Det har været supergodt. Kampene har været tætte indtil videre, og formatet har været godt. Det har været spændende, at turneringen er en U/21-turnering, hvilket har betydet, at modstanden har mindet mere om seniorfodbold, end det vi måske møder til daglig i U/19 Ligaen, siger Lasse Stensgaard. 

Der er selvfølgelig gratis at overvære kampen på AaB's anlæg på Hornevej i morgen. 

Tags på denne nyhed

Rinne udtaget til Sveriges ligalandshold

4. december 2018 kl. 10:05 af Rasmus Estrup

Fra 3. januar til 13. januar er AaB's Jacob Rinne til træningssamling med Sveriges ligalandshold i Qatar. 

Under træningssamlingen skal Sverige spille mod Finland 8. januar, og der er mulighed for, at landstræner Janne Anderssons hold skal spille yderligere en kamp. 

Jacob Rinne, der har to optrædener i landsholdsdragten, var også med ligalandsholdet sidste vinter, hvor han holdt buret rent i Sveriges kamp mod Danmark. 

Tags på denne nyhed

AaB deltager igen i KMD Cup

3. december 2018 kl. 18:49 af Brian Andersen

AGF, Brøndby I.F., OB og AaB har indgået en fireårig aftale omkring indendørsstævnet, hvor værtskabet går på skift mellem klubberne. I Aarhus gør Vejle Boldklub de fire klubber selskab, og stævnet afvikles som en alle-mod-alle-turnering, hvorefter nr. 1 og 2 mødes i finalen. Hver klub er på den måde sikret minimum fire kampe. Alle kampene vises direkte på TV3+, der sender live fra hele stævnet.

En del af underholdningen til KMD Cup vil også i 2019 være en showkamp, som denne gang kommer til at stå mellem Aarhus All Stars og AGF’s pokalvindere fra 1996, og her vil der blandt andre være mulighed for at opleve Lars Windfeld, Martin Jørgensen, Torben Piechnik og Henrik Mortensen.

KMD lægger også i 2019 navn til stævnet som hovedsponsor, og Danmarks største IT-virksomhed vil bruge turneringen til at sætte fokus på brugen af data i sport.

- Udover at KMD Cup rent fodboldmæssigt og tilskuermæssigt er en sjov turnering, så håber vi også, at KMD Cup kan være med til at skabe synlighed omkring brugen af data som løftestang for bedre præstationer. Fodbold er et spil med utrolig mange variable, og vi synes, det er spændende gennem dataanalyser at være med til at skabe resultater på banen. Data indhentes i dag fra mange forskellige kilder, og værdien ligger i høj grad i at kunne sammenkøre, udvælge og udstille de relevante data, siger Helle Huss, direktør for KMD Business.

For de fire klubber har det været vigtigt, at indendørsstævnet også har et stort fokus på velgørenhed, og derfor har det fra starten været tænkt ind i konceptet, at værtsklubben donerer et beløb til et godt formål i lokalsamfundet. AGF har valgt, at FC Grønnegade, der er et fodboldhold for socialt udsatte og tidligere misbrugere, skal tilgodeses med 25.000 kr, og TV3 Sport vil donere et tilsvarende beløb.

KMD Cup afvikles som nævnt fredag den 11. januar i Ceres Arena. Dørene åbnes kl. 18.00, og første kamp vil blive sat i gang kl. 19.00. Finalen forventes at blive spillet cirka klokken 22.00.

AaB’s indledende kampe er som følger:
Kl. 19.40 mod Vejle Boldklub
Kl. 20.10 mod Brøndby I.F.
Kl. 20.40 mod AGF
Kl. 21.10 mod OB
Kl. 22.00 evt. finale

Fans fra de fem Superliga-klubber vil få tildelt hver deres sektion. Udmelding om billetkøb kommer snarest. 

Tags på denne nyhed

AaB tabte tæt kamp i Ikast

3. december 2018 kl. 16:20 af Brian Andersen

Inden den sjette og sidste kamp i Pulje 4 havde AaB allerede sikret sig førstepladsen, men alligevel var man naturligvis opsatte på at hente den femte sejr af seks mulige.

Dette skulle dog ikke blive tilfældet, da FC Midtjylland var skarpest med en scoring henholdsvis midtvejs i første halvleg og ti minutter efter pausen.

AaB’s mest nærgående forsøg kom fra Philipp Ochs og Frederik Børsting, men det blev ved lige ved og næsten i årets sidste reserveholdskamp.

Matchfacts – Reserveholdsturneringen, Pulje 4, 6. spillerunde
FC Midtjylland-AaB  2-0 (1-0)
23. min 1-0, 55. min 2-0.

Tags på denne nyhed
'