AaB-AC Horsens kampinformation
Læs alt praktisk information om årets sidste Superligahjemmekamp på søndag mod AC Horsens.
Kampinfo
Spillerunde: 19
Spilledato: Søndag 9. december 2018
Kick-off: Kl. 14.00
Dørene åbner kl. 13.00
Dommer: Sandi Putros
Billetter
Køb dine billetter online her på aabsport.dk eller på kampdagen på Aalborg Portland Park i billethusene, som åbner kl. 13.00.
Børn til og med 14 år får gratis adgang til 3F Tribunen, såfremt de har en nissehue på. Læs mere om det her.
BEMÆRK: Køber du ståplads-billet til Spar Nord Tribunen på Aalborg Portland Park, så benyt venligst den højre luge i billethuset på hjørnet af Spar Nord og Weber Tribunerne. Denne luge er udelukkende forbeholdt ståpladser.
Har du mistet din billet/sæsonkort, problemer med at printe en billet eller øvrige billetrelaterede problemer, kan du på kampdagen henvende dig i informationen ved Aalborg Portland Parks syd-vestlige hjørne og få hjælp fra en time før kampstart.
Tilhængere fra AC Horsens
Læs praktiske informationer for gæstende fans på Aalborg Portland Park via dette link.
Scan din billet fra mobilen
Husk at du kan scanne dine billetter ved indgangen direkte fra mobilen. Du behøver således ikke udskrive din billet hjemmefra.
Opvarmning før kampen
Fra kl. 12.00 kan du varme op til kampen ved AaB-tyren foran Weber Tribunen sammen med andre AaB-fans. Her vil der være kolde øl og sodavand, samt lækre grillpølser fra Weber Grillen, live musik og Faxe Kondi fancan.
Der sælges 0,5 liter kolde special øl foran Weber Tribunen for kun 50 kr. Du kan naturligvis også nyde den populære Rasmus Wurst pølse med bacon og cheddar direkte fra den store Weber Grill.
I anledning af højtiden bliver der også solgt juleøl i fanområdet foran Weber Tribunen samt i Specialøl-baren på Weber Tribunen.
Specielle AaB-nissehuer sælges til 40 kr.
Som skrevet oven for er der gratis adgang til 3F Tribunen for alle børn til og med 14 år, som er iklædt en nissehue.
Og til kampen på søndag kan der købes specielle AaB-nissehuer i en bod mellem A.Enggaard Tribunen og 3F Tribunen. Nissehuerne koster 40 kr.
Uggerhøj Biler sørger for julemandsbesøg inden kampstart
Søndagens kampsponsor Uggerhøj Biler har sørget for, at julemanden inden kickoff kommer forbi fanområdet bag Weber Tribunen, hvor han vil dele slik ud til børn.
To halstørklæder for 150 kr.
Igen på søndag er der mulighed for at klæde sig varmt på med et ekstra AaB-halstørklæde. I AaB Fanshop og AaB Souvenirbod kan man nemlig købe to halstørklæder til 150 kr.
Både AaB Fanshop og AaB Souvenirbod åbner to timer før kampstart.
Dobbelt op på øl
Til årets sidste hjemmekamp kan man købe to øl og kun betale for en. Tilbuddet gælder Royal Pilsner, som serveres på alle tribuner samt i fanområdet foran Weber Tribunen, som åbner to timer før kampstart. Specialøl er ikke inkluderet i tilbuddet.
Burgerbar på Weber Tribunen og sandwiches i boderne
Der bliver fortsat solgt "byg-selv" burgere i den østlige ende af Weber Tribunen, mens der i boderne på Aalborg Portland Park sælges frisklavet sandwich fra Nadias Sandwich.
Sæsonkortholdere kan gratis tage en ven med
For at sige tak til alle vores sæsonkortholdere har AaB til søndagens kamp valgt at tilbyde alle sæsonkortholdere en ekstra billet gratis til den tribune, de har sæsonkort i.
Læs mere om det - og se hvordan man får billetten her.
Twitter og Instagram
Det officielle hashtag for søndagens kamp er #AaBACH – følg og benyt dette tag for at læse og deltage i nyhedsstrømmen på Twitter og Instagram før, under og efter kampen.
Tilmeld dig kampens officielle begivenhed på Facebook via dette link.
Mad, drikkevarer og Oddset
Boderne på Aalborg Portland Park åbner samtidig med, at du kan komme ind på tribunerne, nemlig en time før kampstart. I alle boder på Aalborg Portland Park kan der anvendes Dankort.
Uden for Weber Tribunen kan du fra to timer før kampstart benytte vores mobile salgsbod, hvor du også kan betale med Dankort. Her vil der også være live musik før kampen, så du kan varme op til det vigtige opgør sammen med andre AaB-fans.
I Oddsets bod i det nordvestlige hjørne af Spar Nord Tribunen kan du endvidere spille på dagens kamp. Boden åbner også en time før kampstart.
Transport
Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.
Hvis du kommer med bus, kan du tage rute 2 mod væddeløbsbanen – stoppestedet hedder Sct. Joseph. Herfra er der to minutters gang til Aalborg Portland Park.
Du kan også tage rute 16 – stoppested på denne rute hedder Anneberghus. Herfra er der også to minutters gang til Aalborg Portland Park.
Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park. Se køreplaner på denne side.
Parkering
I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park.
Handicapforhold
Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Weber Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.
Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00 eller på kampdagen i billethusene på Aalborg Portland Park.
Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.