Kasper Pedersen kan jubilere for AaB
Kasper Pedersen kan spille sin officielle kamp nummer 100 for AaB, når det søndag eftermiddag på Aalborg Portland Park gælder opgøret i Alka Superligaen mod Lyngby Boldklub.
Inden morgendagens dyst er AaB ubesejret i otte betydende kampe eller siden 30. juli, men også modstanderen fra Lyngby Boldklub møder frem til opgøret med selvtillid efter udbytte i holdets seneste fire opgaver.
AaB’s cheftræner Morten Wieghorst udtaler:
- Både vi og Lyngby er inde i en positiv periode med forbedringer såvel præstations- som pointmæssigt, og selvom holdene kender hinandens respektive styrker og svagheder, så forventer jeg en seværdig oplevelse på Aalborg Portland Park.
- En sejr i morgen vil gøre en stor forskel for os, og de tre point går vi selvfølgelig helhjertet efter, men det er også i bevidstheden om, at Lyngby er meget stærke i sine omstillinger, konstaterer Morten Wieghorst.
- De magter dog også det etablerede spil, og helt overordnet er det vigtigste fokus for os, at vi præsterer optimalt, så vi derigennem øger sandsynligheden for sejr, siger Morten Wieghorst, der efter lørdagens træningspas har udtaget følgende 19 navne:
1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 11 Jakub Sylvestr, 14 Pavol Safranko, 16 Magnus Christensen, 18 Rasmus Thellufsen, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 28 Yann Rolim, 32 Kasper Pedersen og 40 Tamati Williams.
Ukampdygtige hos AaB er anfører Rasmus Würtz, viceanfører Kasper Risgård, Marco Ramkilde, Bardhec Bytyqi og Michael Lansing.
AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2017 går ubeskåret til Børn i Sorg – Sorggrupperne i Aars, som efter efterårets første tre hjemmekampe allerede er sikret en donation på 47.650 kr. Køb i forsalg billet til opgøret her.