Fan-dialogmøde i aften

25. september 2017 kl. 08:43

Dialogmødet finder sted i aften mandag den 25. september klokken 18.00-20.30 i Advokatfirmaet.dk loungen på Aalborg Portland Park.

- Vi ønsker til stadighed at styrke samspillet og dialogen mellem vores klub og vores fans på alle niveauer. Dette er baggrunden for de åbne dialogmøder, der danner grobund for en nuanceret og saglig debat, siger AaB’s adm. direktør Stephan Schors til aabsport.dk.

På dialogmødet vil både sportsdirektør Allan Gaarde og administrerende direktør Stephan Schors være til stede og komme med oplæg samt svare på spørgsmål fra de fremmødte.

Dagsorden til dialogmødet den 25. september er umiddelbart som følger:

  1. Velkomst - AaB er på dagen vært ved en øl eller sodavand
  2. Opdatering på den nuværende og strategiske situation i AaB ved Stephan Schors
  3. Sportslig opdatering i AaB ved Allan Gaarde
  4. Spørgsmål

AaB håber, at se mange AaB-fans til årets dialogmøde og modtager gerne på forhånd input og spørgsmål til begge oplæg. Disse bedes sendt til AaB’s fankoordinator Christian Golding på cga@aab-as.dk senest torsdag den 21. september.

Vi ses!

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af AaB-Lyngby Boldklub

25. september 2017 kl. 07:40 af Rasmus Estrup
Tags på denne nyhed

AaB fortsætter fremgang

24. september 2017 kl. 16:01 af Rasmus Estrup

AaB besejrede søndag eftermiddag Lyngby Boldklub med 3-1 på Aalborg Portland Park. Pavol Safranko, Jakob Ahlmann og Magnus Christensen scorede for Hele Nordjyllands Hold, der med sejren nu er ubesejret i de seneste ni kampe og i skrivende stund indtager 7. pladsen i Alka Superligaen med 12 point. 

AaB pressede gæsterne fra start og havde i løbet af de første ti minutter tre nærgående hjørnespark. 

Første gang der gik et sus igennem publikum på Aalborg Portland Park, var det dog ikke takket være et hjørnespark, men et skudforsøg fra Edison Flores efter fem minutter. Peruaneren modtog bolden fra Frederik Børsting og Pavol Safranko på kanten af feltet, hvor fra Edison Flores tæskede en afslutning på indersiden af stolpen helt oppe under den ene overligger. Men desværre for nordjyderne sprang bolden ud i spil og ikke ind i mål. 

I mål ville bolden heller ikke tre minutter senere, da Jannik Pohl forsøgte sig med et hovedstød i forlængelse af et hjørnespark. Angriberens hovedstød blev reddet af Lyngby-målmand Mikkel Andersen. 

Et kvarter inde i kampen fik Jannik Pohl igen muligheden for at bringe Hele Nordjyllands Hold i front. Angriberen fik ved at vriste sig fri af Thomas Sørensen tilkæmpet sig en friløber mod Mikkel Andersen. Men Jannik Pohls flade afslutning gik forbi fjerneste stolpe. 

Seks minutter senere fik AaB så målnettet til at blafre. I et godt AaB-angreb sendte Edison Flores bolden ud på kanten til Jakob Ahlmann, der slog et indlæg ind omkring målfeltet, hvor Pavol Safranko dukkede op og headede sin første Alka Superligascoring i nettet til 1-0. 

I kampens 30. minut skiftede Jakob Ahlmann oplæggerens rolle ud med rollen som målscorer. Med gennembrudspasninger lige efter tekstbogen kunne Frederik Børsting stikke bolden dybt til venstrebacken, der med masser af plads drev bolden frem og trykkede af. Afslutningen blev forsøgt blokeret af Lyngby-defensiven, men blokeringen sendte bolden i en høj bue over Mikkel Andersen og ind over målstregen til 2-0. 

Kort efter AaB's 2-0-scoring viste Lyngby Boldklub for første gang sin farlighed. Et indlæg fra venstre fik lov til at spadsere hele vejen gennem feltet og var lige ved at snige sig ind ved bagerste stolpe, men bolden gik forbi bagstolpen. 

Lige inden pausefløjtet forsøgte udeholdet sig med et hovedstød efter et hjørnespark, men forsøget tog Jacob Rinne sig sikkert af. 

Lyngby Boldklub var også først med en afslutning i anden halvleg, men Jesper Christjansens afslutning fra distancen efter 49 minutter gik over mål. 

Efter 51 minutter sprang bolden over 100 kamps jubilar Kasper Pedersen, hvilket gav Mayron George en friløber. men AaB's svenske målmand diskede op med en fremragende fodparade.

Riposten sprang ud til Michael Lumb, som trykkede af fra distancen, men også denne afslutning tog Jacob Rinne sig sikkert af. 

Efter 62 minutter opstod en ny stor chance til gæsterne. Mayron George vandt bolden i AaB-feltet og læderet røg videre til David Boysen, der blev så hårdt presset af Jacob Rinne, at han sendte afslutningen inde fra det lille målfelt på stolpen. 

To minutter senere fik Bror Blume en god hovedstødschance, men Lyngby-spilleren headede bolden så hårdt ned i jorden, at den gik over AaB-målet. 

I 70. minut fik Kim Ojo en ny god hovedstødsmulighed, men også han headede over mål. 

I løbet af anden halvleg havde Morten Wieghorst både sendt Oliver Abildgaard, Magnus Christensen og Jakub Sylvestr i kamp. De to sidstnævnte var kreatørerne bag opgørets sidste AaB-scoring til 3-0. Jakub Sylvestr blev spillet i dybden og fandt med en flad tværpasning Magnus Christensen, som gled scoringen til 3-0 over stregen. 

I dommerens overtid fik Lyngby Boldklubs Mayron George reduceret til 3-1 på et straffespark. 

Dermed vandt AaB kampen 3-1. Sejren sender AaB op på en øjeblikkelig 7. plads i Alka Superligaen med 12 point, og Hele Nordjyllands Hold har nu vundet fire af de seneste fem kampe og er ubesejret i de seneste ni kampe i træk. 

Forsøget på at forlænge den ubesejrede stime fortsætter søndag 1. oktober kl. 14.00, hvor AaB gæster FC Midtjylland på MCH Arena. 

Matchfacts - Alka Superligaen, 10. spillerunde

AaB-Lyngby Boldklub 3-1 (2-0)
22. min 1-0 Pavol Safranko, 30. minut 2-0 Jakob Almann, 90. minut 3-0 Magnus Christensen, 3-1 Mayron George
Advarsler AaB: Pavol Safranko (44)
Advarsler Lyngby Boldklub: Martin Ørnskov (42), Mayron George (77), kim Ojo (90)
5.280 tilskuere på Aalborg Portland Park.

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann, Edison Flores, Filip Lesniak, Robert Kakeeto, Frederik Børsting (78: Magnus Christensen), Pavol Safranko (82: Jakub Sylvestr), Jannik Pohl (68: Oliver Abildgaard).

Lyngby Boldklub (4-5-1): Mikkel Andersen, Jeppe Brandrup, Thomas Sørensen, Oliver Lund, Michael Lumb (63: Casper Højer Nielsen), David Boysen (71: Mathias Hebo Rasmussen), Martin Ørnskov, Mikkel Rygaard (46: Kim Ojo), Jesper Christjansen, Bror Blume, Mayron George.

Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt

Tags på denne nyhed

Kasper Pedersen kan jubilere for AaB

23. september 2017 kl. 16:47 af Brian Andersen

Inden morgendagens dyst er AaB ubesejret i otte betydende kampe eller siden 30. juli, men også modstanderen fra Lyngby Boldklub møder frem til opgøret med selvtillid efter udbytte i holdets seneste fire opgaver.

AaB’s cheftræner Morten Wieghorst udtaler:

- Både vi og Lyngby er inde i en positiv periode med forbedringer såvel præstations- som pointmæssigt, og selvom holdene kender hinandens respektive styrker og svagheder, så forventer jeg en seværdig oplevelse på Aalborg Portland Park.

- En sejr i morgen vil gøre en stor forskel for os, og de tre point går vi selvfølgelig helhjertet efter, men det er også i bevidstheden om, at Lyngby er meget stærke i sine omstillinger, konstaterer Morten Wieghorst.

- De magter dog også det etablerede spil, og helt overordnet er det vigtigste fokus for os, at vi præsterer optimalt, så vi derigennem øger sandsynligheden for sejr, siger Morten Wieghorst, der efter lørdagens træningspas har udtaget følgende 19 navne:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 11 Jakub Sylvestr, 14 Pavol Safranko, 16 Magnus Christensen, 18 Rasmus Thellufsen, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 28 Yann Rolim, 32 Kasper Pedersen og 40 Tamati Williams.

Ukampdygtige hos AaB er anfører Rasmus Würtz, viceanfører Kasper Risgård, Marco Ramkilde, Bardhec Bytyqi og Michael Lansing.

AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2017 går ubeskåret til Børn i Sorg – Sorggrupperne i Aars, som efter efterårets første tre hjemmekampe allerede er sikret en donation på 47.650 kr. Køb i forsalg billet til opgøret her.

Tags på denne nyhed
'